Nok om udmeldingerne. Vi har som sagt også nogle ønsker til jer. Det er skik på Christiansborg, at forlig som partierne har indgået, kan opsiges i forbindelse med et valg akkurat som det meget tilfredsstillende netop er sket med opsigelsen af skoleforliget. Der er andre forlig vi meget gerne vil have, at I siger op, så et nyt flertal efter valget kan gennemføre en ny politik på vigtige områder, der ellers vil være fastlåst af forlig med regeringen og Dansk Folkeparti.
Det gælder spørgsmålet om mere lighed i samfundet. Her spiller den såkaldte satsregulering en stor rolle fordi den hvert eneste år per automatik øger uligheden i samfundet. Alle pensioner, dagpenge til arbejdsløse og syge, efterløn o.s.v. reguleres mindre end lønningerne i samfundet stiger. Hvert år beregnes, hvor meget pensioner og dagpenge skal stige for at følge lønudviklingen. Derefter tages 0,3 % fra og lægges i en såkaldt satspulje. Det lyder ikke af meget, men da det sker hvert eneste år, løber det op i flere tusinde kr. om året for pensionister og arbejdsløse. Enhedslisten er som det eneste parti ikke med i den ordning. Vi ønsker som LO, Ældresagen og mange andre denne ordning ændret, så dagpenge og pensioner følger udviklingen i indkomsterne på arbejdsmarkedet. De gode initiativer, der i dag finansieres af satspuljen, vil vi have finansieret som resten af finansloven - og ikke ved at tage fra dem, der har mindst. Vi opfordrer derfor S, R og SF til at opsige dette forlig og markere en kant over for regeringen og den stigende ulighed i samfundet.
Det samme gælder klimaet, hvor jeg er sikker på, at vores partier kan finde ud af at bevilge flere penge til miljøet og vedvarende energi. Men et meget vigtigt klimapolitisk instrument er ved at blive privatiseret, desværre som følge af et forlig I er med i. Det gælder DONG, der er landets største energivirksomhed med 60 % af landets el-produktion ud over fjernvarme, olie og gas. Hvis DONG er i statsligt eje, kan vi i fællesskab bestemme, at DONG skal ledes ud fra hvad der er bedst for klimaet. I samme øjeblik DONG er sat på børsen er lovgivningen sådan, at selv om staten beholder en aktiemajoriteten skal selskabet ene og alene ledes ud fra hvad der giver det størst mulige overskud. Det vil være ulovligt at lade klimaet komme forud for maksimal fortjeneste af den enkle grund, at aktionærerne har ret til at få så stort et udbytte som muligt. Det bliver så grotesk, at hvis vi af hensynet til klimaet sparer el og anden energi, betyder det bare, at et børsnoteret DONG kan sælge CO2-kvorter, de har fået stillet til rådighed af samfundet. Forureningen vil blot flytte til et andet land eller DONG kan bruge kvoterne til - som de planlægger - at bygge kulkraftværker i Tyskland. Det er helt ødelæggende for miljøet og bevidstheden om at gøre noget for miljøet, at en indsats for at gøre noget, huske at slukke lyset, på den måde bare bliver til forurening et andet sted. Vi opfordrer jer til at opsige dette forlig så DONG ikke privatiseres, men kan styres ud fra hensynet til klimaet så energibesparelser uden tvivl bliver til gavn for miljøet.
Det gælder for det tredje mediepolitikken. Jeg er sikker på, at vi 4 partier kan blive enige om at DR skal tilføres nogle flere penge af hensyn til bedre programmer og bedre vilkår for den samfundsmæssige debat. På samme måde bør vi kunne blive enige om stoppe planerne om at privatisere TV2, der er en del af det medieforlig som S, R og SF er en del af. Der er ingen som helst grund til at TV2 kan blive en del af en Berlusconi-lignende koncern. Vi har brug for uafhængige medier, der kan sikre så alsidig en nyhedsformidling som muligt. Men det kræver, at I opsiger dette forlig, ellers vil en ny regering være bundet til VKO i dette spørgsmål.
Jeg vil også nævne Irak-krigen i denne forbindelse. S, R og SF er gået sammen med VKO om den nuværende militære deltagelse i Bushs koalition i Irak. Jeg går ud fra, at den danske deltagelse i Irak-krigen ophører med årets udgang og en ny regering derefter på ingen måde er bundet til VKO, der sendte Danmark ind i krigen i Irak. Jeg vil håbe, at vi på samme måde kan blive enig om at krigen i Afghanistan skal stoppes til fordel for satsning på civil genopbygning og en indsats for fredsforhandlinger
Endelig vil jeg nævne Nordsø-olien, hvor jeg vil opfordre R til at opsige det forlig, der blev indgået da A.P.Møller Mærsk fik forlænget sin ret til det meste af olien. Olieprisernes enorme stigning har øget olieselskabernes i forvejen store overskud. De radikale sagde i sin tid, at blev fortjenesterne til olieselskaberne for stor og udover de kendte forudsætninger, vil de kræve en ny aftale. Jeg håber vi kan blive enige om at forudsætningerne har ændret sig. Oliepriserne er 4-doblet og den ekstra fortjeneste til olieselskaberne er langt over 100 milliarder kr. - penge, der bør være samfundets og bruges til mere velfærd og skattelettelser til de laveste indkomster.
Jeg nævner disse punkter fordi vi så brændende ønsker en ny regering - men også ønsker en ny politik på disse områder. Hvis ikke disse aftaler og forlig siges op, vil de også under den næste regering være pantsat til VKO, også selv om de kommer i mindretal i det nye Folketing.
God valgkamp
Frank Aaen, Enhedslisten