Enhedslisten: Ny pesticidaftale betyder mere gift i drikkevandet

Et flertal i Folketinget har netop indgået aftale om en ny pesticidstrategi, der skal gælde frem til 2021. Et hovedelement i strategien er, at der skal tillades flere pesticider til brug i dansk landbrug. Enhedslistens landbrug- og miljøordfører, Maria Gjerding, siger:

“Regeringen har i forhandlingerne om den nye pesticidstrategi været enormt optaget af at imødekomme landbrugets ønske om at få flere pesticider til rådighed. Det sikrer strategien, men det har kun kunnet lade sig gøre ved at forringe beskyttelsen af drikkevandet ved at hæve grænseværdien for en række stoffer”.

“Jeg synes, det er ufattelig trist, at et bredt flertal står bag en aftale, der tillader større mængder sprøjtegift i vores drikkevand. Det er helt uacceptabelt, at vi skal acceptere mere gift i drikkevandet for, at landbruget kan få flere sprøjtemidler i deres produktion”.

“De sprøjtegifte, der med den nye pesticidstrategi nu vil blive tilladt i Danmark, skader ikke kun drikkevandet, men er også meget skadelige for dansk natur og dyreliv. Pesticidaftalen er et eksempel på, at landbruget endnu engang får opfyldt deres ønsker på bekostning af vores allesammens natur, miljø og danskernes sundhed”.

Flere nyheder