København, den 30. januar 2006
Kære statsminister
Der er god grund til at være foruroliget over den vrede mange muslimer i disse dage viser over for Danmark og vi mener, det er nødvendigt at tage nogle initiativer, der går ud over blot at forklare den danske politik via diplomatiske kontakter.
Vi er helt enig i kritikken af, at du ikke har gjort nok i denne sag. Du kunne have udtalt dig klart om Jyllands-Postens tegninger. De har selvfølgelig ret til at bruge deres ytringsfrihed, men lige så klar er din og andres ret til at sige sin mening om tegningerne. Og det ville have været meget nyttigt, hvis du klart havde signaleret respekt for den muslimske kultur og anerkendt deres ret til at have deres religion – og at du respekterer muslimer som en del af den danske befolkning som alle andre dele af befolkningen. Og anerkendt, at du er klar over, at der i den danske debat er mange eksempler på nedvurdering af muslimer.
Realiteten er, at mange muslimer i Danmark og ude i verden følger sig krænket, og i den forbindelse er Jyllands-Postens tegninger ikke den eneste årsag. Der har udviklet sig et meget dårligt debatklima i Danmark anført af Dansk Folkeparti. Den politik, som regeringen har ført med evindelige stramninger af den danske udlændingepolitik, underbygger, at mange med god ret føler sig trådt på. Det er derfor Danmark i udlandet har ry som et land, der er intolerant og fjendtlig over for fremmede. Men den situation kan regeringen gøre noget ved. Regeringen kan give et klart signal om, at den udvikling, der har været i Danmark i de senere år, skal vendes. At regeringen aktivt vil modvirke de tendenser, der er i Danmark til at dæmonisere dele af befolkningen og bestemte religioner.
Vi opfordrer dig til at indkalde til en forsoningskonference, hvor der tages fat i årsagerne til at mange muslimer føler sig krænket og nedvurderet på grund af deres religion. Vi syntes du skal melde klart ud, at du vil have lys på årsagerne til, at det er kommet hertil. Og at du vil være villig til at overveje at ændre regeringens politik for at undgå, at de modsætninger, der er, bare vokser og vokser.
Vi opfordrer derfor til, at du inviterer et bredt udsnit af den muslimske befolkning og repræsentanter for andre mindretal, også ikke-religiøse grupper til sammen med regeringen og Folketingets partier at drøfte situationen og diskutere, hvad der kan gøres.
Et sådant initiativ vil være et godt signal de muslimske befolkninger, der føler sig krænket. Vi er overbeviste om, at det vil have større gennemslagskraft end 100 samtaler med diplomater fra lande, hvor deres regeringer i mange tilfælde slet ikke repræsenterer deres befolkninger. Ud over at medvirke til at løse den aktuelle krise, kan en sådan konference også være med til at forhindre en udvikling i Danmark, der med tiden kan føre til eksplosioner, som vi så det ske i Paris.
Vi er naturligvis parate til at uddybe vores forslag yderligere.
Med venlig hilsen
for Enhedslistens Folketingsgruppe
Frank Aaen