Ofte stillede spørgsmål - med svar:
Nej. Den højeste kontanthjælpssats er på 13.345 før skat. Der findes ingen eller uendeligt få fuldtidsjob i Danmark med så lav løn. Kontanthjælpsmodtagere kan få en række ekstra tilskud som f.eks. boligstøtte. Men disse tilskud får lavtlønnede også.
Ifølge beskæftigelsesministeriet er der 85.000 danskere, der kun tjener omkring 1000 kr. ekstra ved at arbejde. Det er et lille bitte mindretal. 96,8 % af arbejdsstyrken tjener mindst 1000 kr. mere end de ville få på overførselsindkomst.
1) Forskellen er ikke for lille. Den er nærmere alt for stor. En almindelig LO-lønmodtager mister omkring halvdelen af sin indkomst, hvis hun/han mister sit job og kommer på dagpenge. Faldet er endnu større, hvis han/hun ryger på kontanthjælp.
I de seneste årtier er det blevet dyrere og dyrere at blive arbejdsløs. For 20 år siden udgjorde dagpengedækningen over 70 % af lønnen, i dag udgør den under 50 %.
En af årsagerne er, at man med satspuljeforliget besluttede ikke at lade overførselsindkomsterne følge den almindelige indkomstudvikling. Det betyder, at det år for år bliver dyrere at blive arbejdsløs.
2) Men jo, det er da et problem at vi har job i Danmark, som er så lavt lønnede, at forskellen ned til overførselsindkomsterne kun er på få tusinde kroner. Løsningen på dette er at sikre bedre lønforhold for lavtlønnede i det offentlige og det private gennem overenskomstforhandlingerne.
Denne antagelse bygger på en myte om, at man bare kan vælge at være arbejdsløs. Det kan man ikke. For overhovedet at modtage kontanthjælp eller dagpenge skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det vil sige, man kan ikke kan sige nej til de job, man bliver tilbudt. Så ryger støtten. Desuden skal man være aktivt søgende. Det bliver kontrolleret, om man søger det tilstrækkelige antal job.
Både dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere sendes desuden ofte i fuldtidsaktivering, f.eks. i virksomheder, hvor de arbejder 37 timer om ugen for deres kontanthjælp eller dagpenge.
Hvis de udebliver fra aktivering, samtaler eller andet, trækkes de i deres kontanthjælp eller mister helt retten til dagpenge.
Man kan altså ikke bare vælge at være på overførselsindkomst. Og livet på overførselsindkomst er bestemt ikke noget at stræbe efter.
Når der er mange mennesker på overførselsindkomster, er det ikke fordi det er attraktivt, men fordi der ganske enkelt ikke findes arbejdspladser til dem. Der er i øjeblikket ca. 8-10 arbejdsløse pr. ledigt job.
Det er ikke på grund af høje ydelser, at vi har 200.000 mennesker, der er ramt af arbejdsløshed. Det er fordi, der ikke er job til dem. Der er ca. 8-10 arbejdsløse pr. ledigt job. Man får ikke flere job ved at forringe vilkårene for de arbejdsløse.
Det altdominerende flertal af arbejdsløse kæmper hver dag for at få et job. Det er en farlig og ubehagelig tendens at give de arbejdsløse skylden for, at de er arbejdsløse. Arbejdsløsheden er ikke de arbejdsløses skyld.
Nej:
1) Hvis man sænker overførselsindkomsterne, vil de lave lønninger som en økonomisk lov følge med nedad. Det skyldes, at arbejdsgiverne i lavtlønsområdet naturligt vil give den lavest mulige løn, og når overførslerne flytter nedad så vil lønningerne følge med ned.
2) Dårligere forhold og lavere ydelser for de arbejdsløse er også en trussel mod den danske såkaldte flexicurity-model. Flexicurity-modellen har sikret rimelige forhold for arbejdsløse. Til gengæld er det i Danmark nemt for firmaerne at fyre deres medarbejdere med korte opsigelsesvarsler. Denne model har været en konkurrencefordel for Danmark, overfor f.eks. Tyskland og Sydeuropa, hvor der er dyrt og langsommeligt for virksomheder at afskedige medarbejdere.
Umiddelbart lyder det rimeligt, at det skal betale sig at arbejde, og derfor kan det virke oplagt at støtte et krav om et højere beskæftigelsesfradrag for lavtlønnede. Hermed øges afstanden mellem løn og overførselsindkomster, uden at det får ud over mennesker på overførselsindkomster.
Men der er et problem:
Det er almindelig anerkendt blandt økonomer, at niveauet for overførselsindkomster sætter et bundniveau for lønningerne, og at de laveste lønninger altid vil ligge meget tæt på dette niveau. Derfor vil et øget beskæftigelsesfradrag føre til, at lønningerne presses ned, sådan at nettoforskellen på løn og overførselsindkomst igen reduceres og dermed tilfalder gevinsten af skattelettelsen til den lavtlønnede arbejdsgiveren.
Det er politikernes opgave at bekæmpe arbejdsløsheden ved at skabe nye job i det offentlige og det private. Alternativt kan vi vælge at være bedre til at dele de job, der findes. F.eks. ved at indføre orlovsordninger, som dem vi havde i 90´erne, hvor mennesker i job får mulighed for orlov til uddannelse eller børnepasning, og dermed giver plads til en arbejdsløs.
Det er ikke et rimeligt tal at operere med. Det omfatter jo også mennesker på førtidspension, der er uden arbejdsevne – f.eks. multihandicappede.
Men det er da et kæmpe problem, at der er så mange mennesker, som bliver udstødt fra arbejdsmarkedet.
Svaret på det er for det første at skabe et bedre arbejdsmiljø, så folk ikke nedslides fysisk og psykisk. For det andet at skabe et mere rummeligt arbejdsmarked, hvor der også er plads til mennesker der ikke kan yde 100 %. F.eks. ved at oprette flere flexjob. Her kan det offentlige gå forrest.
Men så længe der ikke engang er job til de fuldt arbejdsmarkedsparate, der søger alle de job de kan, så giver det ingen mening at presse de grupper, der står endnu længere fra arbejdsmarkedet.
Det forkert at tale om passiv forsørgelse. For ledige på dagpenge og kontanthjælp er ikke passive. De skal være aktivt jobsøgende, og de skal står til rådighed for aktivering, efteruddannelse, virksomhedspraktik osv.
Hvis man ønsker at gøre op med krævementaliteten, så skulle man tage fat på de multinationale selskaber, som lever fedt på at sælge varer i Danmark, men som ikke vil betale skat. Eller på bankerne, der har fået milliarder i statsstøtte og siger tak for hjælpen ved at hæve renter og gebyrer. Der kan man tale om krævementalitet.