Enhedslisten er imod prostitution og arbejder for at afskaffe prostitution. Især vil vi arbejde for at fjerne den fattigdom og økonomiske ulighed både i Danmark og i andre dele af verden, der er årsag til, at nogle mennesker kommer ud i prostitution. Når mennesker i Danmark bliver prostituerede er det ofte fordi de har store sociale problemer og ikke kan se anden udvej. Når mennesker i andre lande bliver handlet til prostitution er det ofte fordi samfundsøkonomien er brudt helt eller delvis sammen, og mange lever i dyb fattigdom uden håb om forbedring. Vores hovedindsats mod menneskehandel og prostitution handler derfor om at bekæmpe ulighed og social nød og afskaffe det samfundssystem, vi har i dag.
Samtidig med at vi selvfølgelig også bekæmper menneskehandel og prostitution på andre måder indenfor systemet.
Vi skal arbejde for, at ændre de holdninger der gør, at nogen mener det er i orden at købe seksuelle ydelser af et andet menneske. Ved at fortælle om de vilkår prostituerede lever under i dag, og hvilke skader mange af de prostituerede får, kan vi gøre det socialt uacceptabelt at købe sex.
Samtidig kan vi så arbejde for at skabe muligheder for, at alle kan få et godt sexliv uden at købe sig til sex.
Det kan vi gøre ved- At sikre en langt bedre sexualundervisning i skoler, ungdomsklubber, ungdomsuddannelser.- At gennemføre offentlige kampagner der oplyser om virkningerne af prostitution- At oprette langt flere sexologiske klinikker.- At sikre en målrettet indsats overfor kunder til prostituerede med tilbud om behandling, parterapi, eller hvad den enkelte kan have behov for.- At sætte tempoet ned på arbejdsmarkedet så man har overskud til et godt sexliv, frem for at vælge den nemme løsning at købe sig til det.
- At gennemføre kampagner mod medvirken til prostitution fx i forhold til hoteller, som de beslutninger vi har fået vedtaget i Folketinget og Nordisk Råd om ikke at bruge hoteller, der medvirker til prostitution. Det kan rejses i kommuner, fagforeninger, kvindebevægelser, virksomheder osv.
Vi skal forebygge, at mennesker kommer ud i prostitution. Det kan vi gøre ved:- At alle er sikret en indkomst de kan leve af, bl.a. ved at hæve de sociale ydelser, især fjerne kontanthjælpsloft, starthjælp, ungeydelse, 300-timers regel mv.- At forebygge misbrug af børn, voldtægt og vold mod kvinder.- At yde massiv støtte og behandlingstilbud til mennesker der har været udsat for overgreb.- At skabe et langt mere fleksibelt uddannelsessystem med gode revalideringsmuligheder.- At give en uddannelsesgaranti så alle unge kan få en uddannelse.
- At hæve SU så man kan leve af SU’en.
- At iværksætte forsøg med lægeordineret heroin, suppleret af behandlingstilbud, så ingen er tvunget i prostitution pga. stofmisbrug.
Vi skal forbedre forholdene for de mennesker, der er i prostitution. Det kan vi gøre ved:
- At kræve større kommunal indsats mod prostitution så der opbygges mere viden og arbejdes mere målrettet
- At oprette væresteder med mulighed for rådgivning og hjælp og støtte. Der skal være forskellige væresteder til forskellige målgrupper, prostituerede der primært arbejder som escort har ikke de samme behov som en narkoprostitueret, der trækker på gaden.
- At sørge for opsøgende arbejde blandt de prostituerede.
- At bekæmpe stigmatisering af prostituerede, bl.a. ved at støtte de prostituerede i at organisere sig, ligesom de hjemløse har gjort, så vi kan snakke med de prostituerede i stedet for om dem.
- At sikre at behandlingsgarantien for misbrugere overholdes så de kan komme i behandling straks de er motiverede.
- At sikre frit lejde til prostituerede der ønsker at komme ud af prostitution, så de ikke risikerer en dom for socialbedrageri og/eller skattesnyd.
- At yde massiv støtte til prostituerede der ønsker at komme ud af prostitution, dels med tilbud om psykolog og andre behandlingstilbud, dels om et månedligt beløb der er så højt at det får mange til at ophøre med prostitution (beløb på 25.000 kr. har været nævnt af nogle prostituerede) i en slags for-revalideringsperiode eller set som en slags arbejdsskadeerstatning, mens man får afklaret hvad man så kan og vil med sit liv.
Vi skal sikre en markant indsats mod menneskehandel. Det kan vi gøre ved:
- At holde fokus på ofrene som ofre, og ikke som udlændinge der skal smides ud. De skal have opholdstilladelse og beskyttelsestilbud med støtte, rådgivning, sundhedstilbud mm.
- At gennemføre kampagner der fortæller om hvad ofrene udsættes for.
- At ændre sociallovgivningen så det bliver helt klart, at myndighederne har et ansvar overfor ofrene.
- At støtte internationalt samarbejde både politimæssigt og socialt for at udveksle viden og erfaringer, hjælpe ofrene og bekæmpe bagmændene.
- At oprette en særlig øremærket projekt og iværksætterpulje, som skal bruges til at sætte prostituerede i gang med et nyt arbejdsliv i hjemlandet.
- At støtte samarbejde mellem NGO’er i forskellige lande særligt i forhold til ofre der ønsker at vende hjem, men også med oplysningskampagner. Fx har vi i Nordisk Råd fået sat 3 mio. kr. af til samarbejde om beskyttelsestilbud i de baltiske lande og Rusland.
- At sikre at gældende lovgivning tages i anvendelse med henblik på at straffe alfonser, bagmænd og hælere.
- At styrke den øgede politiindsats mod menneskehandel og organiseret prostitution der er på vej som led i den nye politireform i Danmark.
- At kræve at ofre for menneskehandel nyder samme beskyttelse mod voldtægt som danske kvinder, d.v.s. at hvis politiet kan bevise at en kunde var klar over at den prostituerede kun havde sex p.g.a. tvang, så skal der rejses en voldtægtssag.
En lov, der forbyder køb af seksuelle ydelser vil sende et stærkt signal om respekt kønnene imellem. Samtidig vil den signalere, at der i Danmark er en samfundsmæssig erkendelse af, at adgang til et andet menneskes krop ikke er noget man kan købe. Prostitution er udnyttelse af mennesker og et alvorligt samfundsproblem der medfører skade både på de mennesker, der udsættes for prostitutionen og på samfundet. Desuden kan en sådan lov medvirke til at flytte fokus fra de prostituerede til den gruppe, der køber seksuelle ydelser. Det er en forudsætning for Enhedslistens støtte til en kriminalisering, at denne først indføres når der er iværksat følgende tiltag:
1. Alle sikres en indkomst de kan leve af (se l. 32-33 i ovenstående tekst).
2. Uddannelsesgaranti til unge (se l. 37 i ovenstående tekst)
3. Oprettelse af væresteder for mennesker i prostitution (se l. 45 i ovenstående tekst).
4. Styrkelse af det opsøgende arbejde (se l. 48 i ovenstående tekst).
5. Sikring af behandlingsgaranti til misbrugere (se l. 51-52 i ovenstående tekst).
6. Støtte til de der ønsker at komme ud af prostitution (se l. 55-59 i ovenstående tekst).
7. Ofre for menneskehandel nyder samme beskyttelse mod voldtægt som danske kvinder (l. 78-80 i ovenstående tekst).
Vedtaget på Enhedslisten Årsmøde 4.-6. maj 2007