Enhedslistens historie

Den meget korte version: Enhedslisten blev dannet i 1989 af Venstresocialisterne (VS), Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og Socialistisk Arbejderparti (SAP). Ved at gå sammen kunne man skabe et politisk alternativ til venstre for SF. Enhedslisten kom første gang i folketinget i 1994 og har siden udviklet sig til et selvstændigt parti, som i dag har omkring 10.000 medlemmer.

Og en meget længere version af Thomas Clausen:

Enhedslistens historie: Fornyelse af venstrefløjen

Af Thomas Clausen

Enhedslisten blev dannet i 1989 af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Venstresocialisterne (VS) og Socialistisk Arbejderparti (SAP). Fra midten af 1980'erne under den konservative statsminister Poul Schlüter stod den yderste venstrefløj svagt. DKP gled ud af Folketinget i 1979 og VS efter valget i september 1987 med 1,4 procent af stemmerne.

Endnu værre gik det ved valget i maj 1988 om NATO og atomraketter. Nu fik DKP og VS kun 1,4 procent tilsammen, og VS fik med kun 0,6 procent af stemmerne det dårligste valg i partiets 20-årige historie.
På en kongres kort efter valget erkendte VS, at partiet politisk og organisatorisk var slidt op, og besluttede at satse på en valgteknisk fællesliste.


DKP vedtog på sit landsmøde i september 1988 at undersøge mulighederne for en valgalliance, som skulle være bredere end bare et valgforbund med VS. Der blev lagt op til en rød-grøn alliance mellem DKP, De Grønne, VS, SAP, Humanisterne og Fælles Kurs og andre progressive kræfter.

VS var indforstået med DKP's forsøg på at skabe en bredere alliance, men havde ikke megen fidus til Fælles Kurs. VS og SAP på den ene side og Fælles Kurs på den anden side førte en polemik om indvandrer- og flygtningepolitikken hos Fælles Kurs, som blev beskyldt for at være racistisk. Og brede kredse i DKP ville heller ikke have Fælles Kurs med.
De Grønne meldte selv fra til et erklæret socialistisk projekt. Og Humanisterne blev efter nogen tøven afvist på baggrund af deres kontakter til nyreligiøse strømninger. Senere ønskede Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister (DKP/ML) også at blive optaget, men blev afvist som organisation.

Nød lærte nøgen venstrefløj at spinde i 1989
I april 1989 henvendte VS og SAP sig til DKP for at påbegynde indsamlingen af anmeldere til en enhedsliste. SAP og VS gik i gang og indsamlede underskrifterne. SAP's medlemmer gjorde en overordentligt stor indsats. De
satte sig et mål på 10.000 underskrifter, som de indsamlede helt alene. En kraftpræstation af det absolut mindste af de tre partier. På et pressemøde
den 28. april 1989 fremlagde DKP, VS og SAP et fælles udkast til et valggrundlag for »Enhedslisten - Den røde og grønne fællesliste«. Hovedpunkterne var: Global ansvarlighed - aktiv dansk miljø¬politik. Brud
med den blinde vækst, aktiv dansk fredspolitik, nej til fremmedhad og racisme, ligestilling, udvidelse af faglige, sociale og demokratiske rettigheder, arbejde
til alle, tryghed i ansættelsen, en skattereform der beskatter rige og virksomhederne, ja til folkepension, ja til en bedre offentlig sektor, væk med
Schlüter-regeringen, et rødt og grønt flertal i Folketinget, mindst 30 EF-modstandere i Folketinget som kunne sikre en ny folkeafstemning om dansk suverænitetsafgivelse, øget enhed i arbejderklassen, og så skulle de tre partier og de partiløse på venstrefløjen i fællesskab bryde spærregrænsen.

Udsigten til succes var måske ikke alt for god. Programmet virkede lidt tyndt, bar præg af at være et kompromis, hvor der blev appelleret til tidens nye miljøånd som en samlende faktor. Det fængede ikke umiddelbart, men gav i midten af 1990'erne Enhedslisten et forspring i Folketinget i miljøpolitikken.

Enhedslistens første årsmøde
Det første årsmøde 2.-3. december 1989, der samlede over 200 deltagere, var præget af livlige diskussioner og en god stemning. De fleste var medlem af et af de tre partier, men der var også mange partiløse.
Enhedslisten så dagens lys i 1989, hvor forandringerne i Østeuropa og i Sovjetunionen umiddelbart betød en svækkelse af det socialistiske alternativ. Navnlig DKP måtte igennem et hårdt partiopgør om holdningen til Enhedslisten, men forandringerne i øst befriede også kommunister, venstresocialister og trotskister fra den opslidende strid om holdningen til systemet i øst og dets betydning i verdenshistorien.

Enhedslisten var fra starten et svært projekt. Denne politiske sammensvejsning skyldtes ikke kærlighed ved første blik. Førhen havde man stemplet hinanden som henholdsvis stalinister og venstreekstremister, men der var blevet mere og mere sammenfald i kritikken af kapitalismen, nationalt og globalt. Håbet om en anden samfundsudvikling end kapitalismen, drømmen om et retfærdigt, frit og socialistisk samfund og den fælles erfaring fra fælles sociale, faglige og politiske kampe skabte et fællesskab, som snart skulle vise sig at kunne bære.

Fra partier til parti
Enhedslisten var et samarbejde mellem selvstændige partier, der hver for sig havde vetoret i alle spørgsmål. De tre partiløse, der blev valgt ind i bestyrelsen, havde dog ingen vetoret. De tre partiers opmærksomhed på indbyrdes styrkeforhold gjorde det svært for enkeltpersoner at præge den politiske linie, men allerede på det andet årsmøde i september 1990 svækkedes partiernes
greb.
Vetoretten og den partiudpegede bestyrelse forsvandt, men partiernes reelle indflydelse var der lidt endnu. Kommunistisk Arbejderparti (KAP) søgte således optagelse i Enhedslisten, hvilket blev forpurret af DKP, men allerede næste år blev KAP optaget uden sværdslag.

Folketingsvalget i 1990
Kort efter det andet årsmøde blev der udskrevet folketingsvalg til den 12. december 1990. Der blev taget et hurtigt initiativ for at lade kendte EF-modstandere opstille på Enhedslistens liste Ø, heriblandt forfatteren Ebbe Kløvedal Reich og Jens-Peter Bonde, medlem af Europa-Parlamentet for
Folkebevægelsen mod EF.

Resultatet blev 1,7 procent, et plus på 0,3 i forhold til resultatet for DKP og VS ved valget i 1988. Initiativet med at skaffe markante EF-modstandere i Folketinget slog ikke igennem, men bidrog utvivlsomt til Enhedslistens fremgang. Indadtil gav initiativet dog dønninger og uenighed om fordelingen af valgkredse.

Det parlamentariske gennembrud i 1994
Enhedslisten forbandt kampen for Danmarks nationale selvstændighed med visionen om et demokratisk Europa af ligeberettigede lande for at skabe et alternativ til EF's Fort Europa, der med Maastricht-traktaten af 1992 skulle have fælles mønt, militær, flygtninge- og asylpolitik samt flere flertalsafgørelser på bekostning af de nationale parlamenter.

Enhedslisten havde pæn andel i det sensationelle danske nej til Maastricht-traktaten den 2. juni 1992. Trods det efterfølgende nederlag ved folkeafstemningen den 18. maj 1993 om den samme Maastricht-traktat og de
danske undtagelser havde Enhedslisten vundet respekt blandt EU-modstanderne. Udviklingen af politik på så godt som alle områder, alternativ fremtoning, en langsomt, men dog voksende organisation og så den konsekvente EU-modstand i skarp kontrast til SF's ja ved folkeafstemningen i 1993 bar Enhedslisten ind i Folketinget med 3,1% af stemmerne og seks mandater ved valget den 21. september 1994. Valgt blev: Jette Gott¬lieb, Søren Søndergaard, Keld Albrechtsen, Frank Aaen, Bent Hindrup Andersen og Bruno Jerup Nielsen.

Valgsejren blev begunstiget af Enhedslistens status som eneste opstillingsberettigede parti uden for Folketinget. Liste Ø var det eneste alternativ til de dengang otte partier på Christiansborg.
Ved valget til Europa-Parlamentet nogle måneder forinden opstillede partimedlemmer som kandidater på JuniBevægelsen og Folkebevægelsens lister, hvoraf Ole Krarup blev nyvalgt for Folkebevægelsen med 98.000 personlige stemmer.

Ved folketingsvalget den 11. marts 1998 fik Enhedslisten 2,7 procent (et tab på 0,4 i forhold til 1994) og fem mandater. Folketingsgruppen måtte sige farvel til Bent Hindrup Andersen og Bruno Jerup Nielsen. Nyvalgt blev Søren Kolstrup.

Enhedslisten havde sin andel i det overraskende danske nej til euroen ved folkeafstemningen den 28. september 2000 efter en opfindsom kampagne med daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen som Pinocchio-figur.

Lys på magten
Nyrup-regeringen blev fra dens tiltræden i 1993 til dens nederlag i november 2001 båret oppe af et økonomisk opsving. Enhedslisten fremhævede fra midten af 1990'erne vedholdende regeringens bagatellisering af arbejdsløshedens omfang og holdt fast i, at de arbejdsløse og de udstødte skal have sociale og økonomiske rettigheder og frem for alt arbejde på normale løn- og arbejds¬vilkår. Disse synspunkter fandt ingen større mediebevågenhed før sommeren 1999, hvor pludselige milliardoverskridelser i budgettet for aktivering af arbejdsløse satte fokus på et enormt spild af menneskelige og økonomiske ressourcer.

I tiden fra 1994 til 2001 havde partiet en dobbeltrolle med at være en del af det parlamentariske grundlag for en socialdemokratisk ledet regering for at opnå konkrete forbedringer og samtidig være den mest ihærdige opposition for at kunne vise, at der er et alternativ til kapitalismen og den herskende politik, hvad enten det er at møde på A.P. Møllers generalforsamling som kritiske aktionærer, at afsløre selskabstømmere og økonomiske skandaler eller at kræve nationalisering af energiressourcerne i Nordsøen.

Støtteparti og opposition
Med 90 mandater som det magiske omdrejningspunkt blev Enhedslisten efter valgene i 1994 og i 1998 en nødvendig del af et flertal, først for en regering bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Centrum-Demokraterne (CD) og siden for en socialdemokratisk-radikal regering. Vel vidende at regeringen til dagligt oftest ville føre borgerlig politik. På næsten samme måde som regeringsdannelsen blev den årlige forhandling og afstemning om finansloven en begivenhed, hvor principperne blev sat på spidsen.

Enhedslisten håndterede de fleste år situationen ved at forhandle så langt som muligt for så at ende med at stemme imod den samlede finanslov. I 1996 lykkedes det dog at indgå en finanslovsaftale med regeringen og SF og få en række ikke ubetydelige forbedringer igennem mod blot at undlade at stemme til finansloven. CD' s ubehag ved at være i finanslovsforlig med venstrefløjen var så stort, at partiet umiddelbart derefter forlod regeringen.

Enhedslistens dobbeltrolle gjorde det på den ene side muligt at indgå kludetæppe-forlig med regeringen som ved finanslovsforhandlingerne i 1996, et samlet indgreb som Pinsepakken i 1998 og forbedringer for de ældre i forbindelse med finansloven for 2001, mens der på den anden side var tale om dyb og principiel opposition vedrørende EU, NATO og Kosovo-krigen, behandlingen af flygtninge og af de arbejdsløse og udstødte.
Syv år som støtteparti og som benhård opposition svækkede gennemslagskraften ved valget i november 2001, hvor der var et tab på 0,3 til 2,4 procent og et mandat færre. Folketingsgruppen sagde farvel til Jette Gottlieb, Søren Kolstrup og Frank Aaen. Nyvalgt blev Line Barfod og Pernille Rosenkrantz-Theil.
I selve organisationen var der dog optimisme at spore. Medlemstallet en var blevet fordoblet siden det parlamentariske gennembrud i 1994. Ikke mindst mange unge fandt vej til Enhedslisten, hvilket i foråret 2001førte til, at der blev skabt en ny selvstændig ungdomsorganisation, Socialistisk UngdomsFront (SUF) med tilknytning til Enhedslisten.


Med Robin Hood mod Fogh
Valget i 2001 gav en borgerlig regering af Venstre og Konservative med Dansk Folkeparti som støtteparti. Den nye regering under statsminister Anders Fogh Rasmussen spillede ud med renlivet borgerlig politik, med massive nedskæringer på miljøområdet, kulturen, bistanden til de fattige lande i verden og med angreb på flygtninge og indvandreres rettigheder og med trusler mod fagbevægelsens organisationsfrihed. Enhedslisten lagde i sin modstand mod denne politik ud med at påpege, hvordan regeringen holdt sine valgløfter til de rigeste i samfundet, imens Dansk Folkeparti svigtede valgløfterne om sociale forbedringer.

Enhedslistens egen sociale profil blev skærpet med en Robin Hood-kampagne om at tage fra de rige og give til de fattige, hvilket gav anledning til en ideologisk diskussion med Venstre om engelsk middelalders Robin Hood.
På den måde fik kampagnen anno 2002 med titlen "Balladen om Robin Theil" og med undertitlen "En sørgmunter historie om dansk politik" en helt utrolig aktualitet.
Kort tid efter fik Enhedslisten via et dokumentarprogram i tv uventet støtte til kampagnen mod de multinationale selskabers manglende skattebetaling, et emne som Enhedslisten uden held havde ført frem under valgkampen i 2001 med en afsløring af, at over 200 multinationale selskaber med forretninger i Danmark ikke betaler skat her i landet trods milliardomsætning.

Internationalt kaldte undertrykkelsen i Palæstina på aktiv solidaritet med det palæstinensiske folk, hvor mange medlemmer var aktive i Danmark og i Palæstina mod den israelske besættelsesmagt. Det palæstinensiske selvstyre værdsatte solidariteten så meget, at partiet i 2007 blev tildelt en pris som tak for indsatsen.
Krigen mod Irak i 2003 kaldte på en aktiv antikrigsindsats, ikke mindst fordi Danmark stillede sig på USA og Storbritanniens side. Der blev skabt en bred Nej til Krig-bevægelse med talrige demonstrationer mod krigen.

Det store spring fremad
Næsten alle VK-regeringens ministre blev indblandet i sager, der svækkede dens troværdighed, men alligevel klarede regeringen skærene ved valget den 8. februar 2005. Valget blev det bedste for Enhedslisten nogensinde: 3,4 procent af stemmerne, seks mandater som i 1994, en fremgang på to mandater siden 2001, det første kredsmandat, som tilfaldt Pernille Rosenkrantz-Theil, der fik et mediegennembrud under valgkampen. Et svækket Socialdemokrati og et svækket SF, som havde sagt ja til EU's forslag til en EU-forfatning, satte Enhedslistens optimistiske valgkamp i relief, hvorunder den mest opsigtsvækkende aktion måske var at udstede eget Dankort på Nationalbankens vegne i protest mod bankernes grådige gebyrer. Valgsejren gav nyvalg til Jørgen Arbo-Bæhr, Per Clausen, Rune Lund og til Frank Aaen, som vendte tilbage til folketingsgruppen, der sagde farvel til Keld Albrechtsen og Søren Søndergaard som de første ofre for rotationsprincippet.

Vælgerne nøjedes ikke med at støtte Enhedslisten ved valget. De myldrede også ind i partiet under og efter valgkampen. Fremgangen fortsatte ved kommune- og regionsvalget i 2005, hvor antallet af mandater blev fordoblet i forhold til forrige kommunevalg.

Regeringens udspil i foråret 2006 til velfærdsreformer, det vil sige højere efterløns- og pensionsalder, sværere adgang til at få dagpenge for unge arbejdsløse og stramninger i adgangen til at få Statens Uddannelsesstøtte, mødte omfattende protester i arbejderbevægelsen og blandt de unge, som samlede 100.000 demonstranter til protestmøder den 17. maj 2006.

I denne bevægelse spillede Enhedslisten en aktiv rolle sammenfaldende med partiets årsmøde, hvorfra partiet med succes også satte fokus på de multinationale selskabers manglende skattebetaling med en særlig hjemmeside kenddinvare.dk om selskabernes mærkevarer.

Op til Enhedslistens årsmøde i maj 2007 opstod der en ekstraordinær stor opmærksomhed i medierne omkring opstillingen af Asmaa Abdol-Hamid som folketingskandidat, hvor Dansk Folkeparti sammenlignede hendes muslimske tørklæde med nazismen, hvilket fik borgerlige politikere til at tage afstand fra Dansk Folkeparti. I samme periode gennemførtes en globaliseringskampagne, som kulminerede med, at Enhedslisten og SUF den 2. juni 2007 sendte 700 deltagere til stor international demonstration i Rostock mod G8-landenes topmøde.

I løbet af meget kort tid mistedes initiativet. Der opstod en voldsom diskussion om Asmaa Abdol-Hamid som folketingskandidat, både internt og i medierne. Politikere lige fra SF til Dansk Folkeparti tog del i en personlig hetz mod hende som kandidat, Politisk stod Enhedslisten pludseligt markant svagere, hvilket blev forstærket af fraværet af stemmeslugeren Pernille Rosenkrantz-Theil, som ikke genopstillede. Det blev en alvorlig hæmsko nu, hvor Socialdemokratiet og SF stod med nye partiledere, og hvor navnlig SF havde stor fremgang.

Internt udbrød der en omfattende og til tider uforsonlig debat, hvor hovedbestyrelsens flertal besluttede at indkalde til et ekstraordinært årsmøde d. 17. november, med ny vejledende urafstemning og valg af kandidatliste. Det ekstraordinære årsmøde blev aldrig afholdt, da der blev udskrevet valg til den 13. november. Nu stod medlemmerne sammen, ikke mindst da mange meningsmålinger og stort set alle medier dømte Enhedslisten ude af Folketinget.

Med nød og næppe reddedes fire mandater i Folketinget med 2,2 procent af stemmerne. Det blev klaret ved egen indsats og med støtte fra folk på venstrefløjen, som ikke ville nøjes med et søvnigt Folketing uden de kritiske spørgsmål fra Enhedslisten. Der blev ikke genvalg til Rune Lund, Jørgen Arbo-Bæhr og Jens Borking, der var kommet ind som suppleant. Genvalgt blev Line Barfod, Frank Aaen og Per Clausen. Nyvalg var der til spidskandidaten Johanne Schmidt-Nielsen, der fik et fint personligt valg med 8.964 stemmer i København. Hun fik sit afgørende gennembrud under afslutningsdebatten i TV-2 dagen før valget. Hvor svært kan det være at være spidskandidat, når man ikke sidder i Folketinget? Jo, det viste sig kort før afslutningsdebatten i TV-2, hvor den konservative leder Bendt Bendtsen troede, at Johanne Schmidt-Nielsen var piccoline og derfor bad hende om skaffe ham en kop kaffe.

Egentlig havde der været et godt politisk grundlag for at slippe af med VK-regeringen og Dansk Folkeparti som støtteparti og for at få et godt valg for liste Ø. På årsmødet i maj 2007 rejstes kravet om højere løn til de offentligt ansatte. I juni gik social- og sundhedsassistenter i Holstebro i strejke for højere løn og flere hænder i hjemmeplejen. Kort tid efter støttede S og SF, ja selv Dansk Folkeparti kravene om flere penge til de ansatte i social- og sundhedssektoren, men det blev ikke rigtigt alvor med disse partiers støtte, heller ikke da titusinder af offentligt ansatte gik i konflikt i april 2008.

Enhedslisten holdt årsmøde kort efter konfliktens udbrud, hvilket gav anledning til at hædre de strejkende social- og sundhedsassistenter fra Holstebro, der havde sat det hele i gang. Enhedslistens holdning under konflikten gav sympati blandt de strejkende og fornyet styrke.

Der blev opnået et par politiske sejre, da der kort efter valget blev vist en dokumentarudsendelse i tv, der bragte nye oplysninger om CIA's ulovlige flyvninger med fanger i luftrummet over dansk territorium, og da der blev sat stop for brugerbetaling for uddannelse på universiteterne. Begge sager blev i sin tid rejst af Enhedslisten.

Derimod rakte kræfterne ikke til at gennemtrumfe en folkeafstemning om EU's Lissabon-traktat, som blev ratificeret af Folketinget i foråret 2008, men partiets klare nej til EU's forfatning i både den gamle udgave og i den nye udgave var med til at give grundlag for ny fremgang, blandt andet baseret på den sag der i 1994 bragte Enhedslisten i Folketinget. Partiet kunne derudover glæde sig over fortsat stigende medlemstal.


Enhedslistens
medlemsudvikling
1992 1.082 ....
1993 999 -7,7%
1994 1.093 +9,4%
1995 1.189 +8,8%
1996 1.282 +7,8%
1997 1.479 +15,4%
1998 2.023 +36,8%
1999 1.968 -2,7%
2000 1.945 -1,1%
2001 1.992 +2,4%
2002 2.366 +18,8%
2003 2.321 - 1,9%
2004 2.524 +8,7%
2005 3.739 + 48,1 %
2006 4.127 +10,4 %
2007 4.099 - 0,7 %
2008 4.336 + 5,8%
2009 4.373 + 0,9%
2010 5.111 + 16,9%
2011 7.714 + 50,93%
2012 9.385 + 21,66%
2013 9483  + 1,04%
2014 9023  - 4,85%

I tabeller angivet medlemstallet omkring d. 1/10 hvert af de pågældende år. Tallene er renset for medlemmer, der er bagud med kontingentbetaling.