Enhedslisten har mange ting, vi gerne vil gennemføre. Her er de tre, vi har særlig fokus på:
Klima
Enhedslisten er et grønt parti. Vi leverer realistiske klimapolitiske forslag, der er nødvendige i en tid, hvor klimaforandringer truer. Det gør vi f.eks., når vi kræver at staten opkøber og destruerer en co2 kvote hver eneste gang danskerne sammen sparer en co2 kvote. Eller ved at tage cyklen og lade bilen stå eller ved at slukke for stand by apparaterne - simpelt, effektivt og letforståeligt.
Enhedslisten er det eneste parti i Folketinget, der tør sige, at klimakrisen ikke kan løses på kapitalismens vilkår - at vækst for vækstens skyld har spillet fallit.

Økonomisk omfordeling
Enhedslisten arbejder for økonomisk omfordeling fra top til bund - og for en massiv indsats over for svindlere, spekulanter og grådighed.
Som det eneste parti på Christiansborg er vi ikke bange for at sige, at der er nogle der skal betale mere til fællesskabet end de gør i dag. Vi fører "nul-tolerance"-politik over for nasserne i toppen af dansk erhvervsliv. Og vi vil bekæmpe fattigdommen og forsvare velfærden.

Rettigheder og retssikkerhed
Enhedslisten forsvarer grundlæggende menneskerettigheder og retssikkerhed med næb og kløer. Desværre er f.eks. underskrifterne på de internationale konventioner ikke længere en selvfølgelighed - og det er retten til at komme for en dommer ved frihedsberøvelse heller ikke. Derfor er der brug for et parti der er villig til at kæmpe for frihedsrettighederne. Her og nu står kampen særligt omkring udlændingeområdet og det er i høj grad her vores fokus vil ligge.
Enhedslisten vil arbejde mod bl.a. hemmelige retssager, diplomatiske garantier, 24 års regel og yderligere stramninger på udlændingeområdet.
Enhedslisten er det parti der forsvarer den enkelte borgers frihedsrettigheder. Enhedslisten er det parti der forsvarer demokratiet og retsstaten.
