Resolution om FN, fredsarbejde og konfliktløsning

Den foreliggende resolution er dels udarbejdet med udgangspunkt i den FN-resolution, der blev vedtaget på årsmødet i 2009, dels på baggrund af vores erfaringer og diskussioner i perioden siden da – ikke mindst i forbindelse med interventionen i Libyen i marts 2011.

Resolution skal først og fremmest tjene som grundlag og vejleding for fremtidige beslutninger om støtte til militære missioner i FN-regi og præcisere hvilke forudsætninger, der skal være opfyldt, før der kan blive tale om at gribe ind med militære forholdsregler.

Erfaringer fra Libyen-krigen

FN autoriserede med henvisning til den nye doktrin “Responsibility to Protect” i resolution 1973 medlemslandene til at tage alle nødvendige skridt til at beskytte civilbefolkningen i Benghazy og påtage sig til opgaven med at etablere en No-Fly Zone.

Opfordringen blev fulgt af en række NATO-lande med Frankrig og Storbritannien som drivende kræfter. De deltagende lande misbrugte under NATO-kommandoen hurtigt FN-mandatet til meget aggressivt at støtte den ene side i en borgerkrig og til at gå efter et regimeskifte, som det tidligere er set i Irak og Afghanistan. Den danske regerings forsikringer om, at interventionen nøje ville holde sig inden for det givne mandat, viste sig at være tomme.

Mandatet blev groft overtrådt. Er mandatet først blevet givet, kræver det ny enstemmighed i Sikkerhedsrådet at trække det tilbage. Der er således stor risiko for, at et givent mandat kan komme til at fungere som carte blanche til at bryde et nok så snævert og begrænset mandatet med mindre det nøje overvåges at mandatet overholdes.

Interventionen startede med det angivelige formål at stoppe belejringen af Benghazi på grund af bekymringen for forestående drab på civilbefolkningen og den sluttede med belejringen af Sirte, hvor Nato støttede angriberne uden at der blev sat spørgsmålstegn ved de civile ofre, der forekom her.

Libyen er i dag præget af betydelige indre spændinger og modsætninger mellem forskellige befolkningsgrupper. Der forekommer grove overtrædelser af menneskerettighederne, hvor bl.a. forskellige etniske grupper udsættes for krænkelser.

Hændelsesforløbet viser:

  • at krige som hovedregel fører til problematiske resultater, og at faren for målforskydning er overhængende.
  • at der til stadighed er fare for, at en intervention især vil blive misbrugt af stormagterne til at sikre egne interesser.
  • at det spiller en afgørende rolle hvem, der bliver de ledende aktører i en given aktion.
  • at princippet om “Responsibility to protect”, hvor man i en globaliseret verden ikke vil se passivt til at borgere i et land bliver mishandlet af deres egne regeringer, kolliderer med det princip i international lov, der forbyder indblanding i et fremmed lands indre anliggender i respekt for den nationale selvbestemmelsesret.
  • at det er vigtigt at præcisere at kriterierne for økonomisk og militær magtanvendelse mod et medlemsland også gælder de situationer, som ikke er dækket af FN-pagten, men af “Responsibility to protect”, så det misbrug, som NATO gennemførte i Libyen, undgås i fremtiden.
  • at stormagternes rolle skal minimeres fx. ved bortfald af vetoretten, samtidig med at FNs fredsbevarende rolle og fokus forstærkes.
  • at Danmarks mulighed for at gøre en forskel ligger i at bidrage til forebyggelse og fredelige løsninger på konflikter. Danmark skal derfor vende sin udenrigspolitik væk fra NATO og USA og i stedet prioritere arbejdet i FN.

Den imperialistiske verdensorden

Krig og konflikt er hverdag mange steder. Enhver indblanding udefra vil påvirke magtforholdene i de pågældende konfliktområder og resultatet vil ofte blive et andet end forventet. Der pågår en intens kamp om markeder og dominans. Stormagterne forfølger geopolitiske mål og søger kontrol med vigtige naturressourcer – alt lige fra olie og metaller til vand. Mange konflikter har deres rod i historiske modsætninger, der er et resultat af kolonitidens skematiske opdelinger af landområder uden hensyn til lokale økonomiske og befolkningsmæssige forhold. I dag spiller nationalstaterne ikke samme rolle som tidligere målt med den indflydelse, som den internationale finanskapital råder over. Internationale organisationer som IMF, WTO og Verdensbanken udøver sammen med de 147 største multinationale selskaber total økonomisk dominans, som de fleste nationalstater er ude af stand til at matche.

Især USA har udfoldet en brutal fremfærd i verdens kriseområder. Den økonomiske krigsførelse har bl.a. bestået i privatisering af offentlige virksomheder, underminering af sociale systemer, afvikling af strukturer til regulering af de frie markedskræfter, bekæmpelse af fagbevægelserne og andre folkelige organisationer.

Samtidig bliver stadig flere militære opgaver udliciteret til private korps og firmaer. Mange steder råder der en krigsøkonomi baseret på illegal handel med narkotika, våbensmugleri og opkrævning af beskyttelsespenge. Det giver lokale krigsherrer mulighed for at vinde fodfæste og hverve fattige mennesker som soldater.

FNs rolle og muligheder er ikke uafhængig af de eksisterende magtforhold og konflikternes karakter. Der kan være tale om internationale konflikter mellem to eller flere selvstændige stater, mellem tidligere kolonimagter og befolkninger, der kæmper for reel økonomisk og politisk selvstændighed og indre konflikter mellem befolkningsgrupper inden for en stat. Ofte vil konflikterne antage blandingsformer og have meget sammensat karakter.

Det er fortsat en af venstrefløjens vigtigste opgaver at bekæmpe imperialismen og blotlægge og afsløre de imperialistiske interesser, der som oftest skjuler sig bag de fine ord om demokrati og menneskerettigheder. Det skal ikke føre til en ukritisk støtte til diktatoriske regimer, der er i konflikt med imperialistiske magter, men heller ikke til blåstempling af vestlig propaganda om humanitære interventioner og regimeskift. I kampen mod undertrykkelse og for demokrati er de imperialistiske magter en meget ringe og upålidelig alliancepartner.

Militære aktioner som sidste udvej

Før en militær indgriben kan komme på tale som en absolut sidste udvej for at skabe sikre zoner for flygtninge, forhindre alvorlige overgreb som etnisk udrensning, folkemord og forbrydelser mod menneskeheden, må der arbejdes på at finde politiske løsninger.

En væsentlig opgave består i at afdække og fremskaffe information om konfliktens baggrund, parternes hensigter og positioner og en vurdering af risikoen for at udenlandske interesser vil medføre indblanding i og optrapning af konflikten. En sådan viden er en nødvendig forudsætning for at undgå, at der handles på et skrøbeligt beslutningsgrundlag og under påvirkning af en mediedækning, som alt for ofte ikke afdækker konflikternes sammensatte karakter og hvor medierne selv optræder som parter i konflikten og desuden accepterer militært betinget censur.

Som et led i en freds-og konfliktløsningproces må der søges nedsat en bredt sammensat mæglingsgruppe bestående af diplomater, kulturfolk, konfliktforskere, forhandlings- og forsoningseksperter. Initiativet kan udgå fra FN, regionale organisationer eller stater, der ikke har særlige interesser i konflikten, men som kan påtage sig rollen som mægler.

Som et led i denne proces kan der desuden tages skridt til at gennemføre høringer, hvor konfliktens parter får mulighed for at fremlægge deres synspunkter og egne forslag til løsninger. Det er vigtigt, at forhandlingerne gives den nødvendige tid som gør det muligt, at finde frem til løsninger, som alle parter kan leve med.

Hvis sådanne mæglingsforsøg viser sig resultatløse, kan der iværksættes sanktioner i form af økonomisk boycot, handelsrestriktioner, våbenembargo, afbrydelse af diplomatiske forbindelser mm., idet det dog må tages i betragtning at sådanne initiativer ofte vil ramme civilbefolkningen i højere grad end konfliktens ledende grupper.

Viser sådanne freds- og konfliktløsningsforsøg sig at være forgæves må det nøje overvejes om, der skal gribes ind med såkaldt fredsbevarende eller fredsskabende forholdsregler. Det kan komme på tale, at indsætte styrker fra FNs medlemslande, der har til opgave afvæbne konfliktens parter, overvåge en våbenhvile eller beskytte civile befolkningsgrupper mod at blive taget som gidsler og udsat for voldsomme overgreb. Også i denne fase vil det være vigtigt, at inddrage civile hjælpearbejdere såsom jurister, socialarbejdere m.fl., der ved noget om den menneskelige dimension af konflikter og vold.

Uanset om der gribes ind i en konflikt med fredsbevarende eller fredsskabende forholdsregler skal der formuleres snævre og præcise grænser for en sådan FN-missions beføjelser. Det konkrete mandat og adgangen til sanktioner må fastsættes fra gang til gang og må ikke føre til indgriben i en borgerkrig på den ene af parternes side. Desuden skal mandatet være tidsbegrænset.

En forudsætning for Enhedslistens støtte kan sammenfattes i følgende:

  • at Enhedslisten forud for en beslutning har foretaget en selvstændig og grundig analyse af situationen og de involverede politiske og økonomiske interesser med inddragelse af såvel uafhængig ekspertise samt partiets egne udvalg og eksperter.
  • at interventionen har et præcist og utvetydigt FN-mandat.
  • at interventionen ikke bliver brugt af stormagterne til at sikre deres interesser i området eller gennemtvinge et regeringsskifte i deres favør.

Danmarks fremtidige rolle

Danmarks aktive rolle i udenrigspolitikken skal i fremtiden bestå i at medvirke til freds- og konfliktløsning og deltagelse i humanitære indsatser. Det er afgørende, at få slået fast at demokrati kommer nedefra. Man kan ikke bombe sig til demokrati oppefra. Danmark kan være med til at skabe bedre vilkår for at befolkningen kan skabe demokrati, fx ved at indgå i freds- og konfliktløsning og ved at støtte demokratiske organisationer.

Vi skal satse på at opbygge kompetencer på disse områder – meget gerne sammen med de andre nordiske lande.

Det betyder bl.a., at vi

  • ikke skal købe kampfly, men fly der kan bruges til opgaver som søredning og overvågning af forurening mm.
  • ikke skal bygge krigsskibe, men skibe der kan anvendes til redningsopgaver, fiskeriinspektion, forureningsbekæmpelse og som hospitalsskibe.
  • ikke skal købe eller bygge tanks, men mineryddere mm.

Samtidig skal den indsats, der ydes af organisationer, der arbejder med civilt beredskab, med internationalt humanitært arbejde og med konfliktforebyggelse opprioriteres. Der skal opbygges en tilstrækkelig kapacitet, der vil gøre det muligt at rykke ud med humanitær bistand meget hurtigt. Både i forhold til naturkatastrofer og krige.

Ingen tror i dag, at der kan komme en udenlandsk invasion af Danmark. Derfor er der intet behov for et forsvar, der kan imødegå en sådan invasion. Derfor bør militæret, som vi kender det i dag, nedlægges og erstattes af en langt mindre organisation, der kan stå for et evt. danske bidrag til fredsbevarende FN-indsatser.

Der skal opbygges en langt stærkere forskning i fredsarbejde og konfliktløsning. Det kan ske ved at etablere en gruppe af internationale konfliktmæglere i samarbejde med de øvrige nordiske lande, som via forskningen kan få vejledning om, hvor konflikter kan opstå og finde løsninger, før konflikterne er gået i hårdknude.

Enhedslisten støtter ethvert forslag om færre midler til militæret og professionelle soldater. Det er et selvstændigt mål at bekæmpe militarismen og militariseringen af samfundet.

FN skal nedsætte et udvalg til at føre kontrol med våbenhandel. Medlemslandene skal indberette våbenhandler de deltager i. Udvalget skal regelmæssigt udgive en rapport over indberetningerne og egne indsamlede oplysninger.

Danmark skal arbejde for en konvention, hvor underskriverne forpligter sig til ikke at deltage i våbenhandler, med lande der overtræder internationale konventioner (menneskerettigheder m.v.)

Den internationale retsorden

Vi skal være med til at styrke og reformere FN og den internationale retsorden.

Enhedslisten går ind for en international retsorden, hvor et folk har ret til at gøre oprør mod diktatur og besættelse – om nødvendigt også med våben, som frihedskæmperne under den tyske besættelse af Danmark. Danmarks tilslutning til de internationale terrorlister skal stoppes straks. Men det er afgørende hvilke midler, der anvendes. Målet helliger ikke midlet. Tværtimod har vi alt for ofte set, at midlerne påvirker målet. Hvis der begås krigsforbrydelser og menneskeretskrænkelser i kampen mod et diktatur, så ender det ofte med at de, der bekæmpede diktaturet selv bliver diktatorer. Enhedslisten er klart imod terror i betydningen vold mod uskyldige civile. Og det uanset om terror begås af en diktator, af de der gør oprør mod diktatoren eller af demokratisk valgte regeringer.

Enhedslisten støtter kamp for demokrati og social retfærdighed, men vi støtter ikke nødvendigvis alle de, der konkret kæmper. Der kan være organisationer, der bruger metoder vi er imod. Der kan være organisationer, som har en politisk holdning vi er uenige i. Men vi erkender også, at der kan forekomme utilsigtede civile tab i forbindelse med aktioner udført af modstandsgrupper og nationale oprørsbevægelser.

Enhedslisten vil arbejde for at der ydes støtte til demokratiske organisationer overalt i verden, herunder ikke mindst faglige organisationer og kvindeorganisationer. Det er afgørende for opbygning af demokrati, at der er stærke folkelige organisationer. Og at sådanne organisationer er i dialog med organisationer i andre lande.

Vi vil arbejde for øget ulandsbistand, herunder fattigdomsbekæmpelse, og for en bæredygtig udvikling, både i forhold til mennesker og miljø.

Og ikke mindst vil vi arbejde for en langt mere lige fordeling af verdens ressourcer, der kan være med til at mindske risikoen for konflikter.

Reform af FN

FN er en nødvendig institution til håndtering af konflikter. Den globale udvikling gør, at FN er mere nødvendig end nogensinde. Der tegner sig fremtidige konflikter om dominans i Stillehavsområdet, i Arktis, måske i rummet og kamp om de sidste fossile brændsler, om vandforsyningen og andre ressourcer. Samtidig er der brug for handlekraft for at kunne håndtere globale problemer som finanskapitalens uansvarlighed, klimaproblemerne og påtage sig ansvar for klimaflygtninge.

Men FN er præget af tab af autoritet, magtesløshed og svag økonomi.

FN-pagtens erklærede formål er at forhindre krig og militær aggression gennem et ligeværdigt regelbaseret samarbejde mellem verdens folkeslag og nationer. FN er imidlertid ikke et folkenes verdensparlament, men et samarbejde mellem regeringer.

Enhedslisten vil presse på for en reform FN, der vil sætte organisationen i stand til at at udgøre en vigtig modmagt til de imperialistiske stormagters dominans og forfølgelse af særinteresser.

Enhedslisten støtter en reform af FN, der sætter fokus på FNs fredsbevarende opgaver og rolle.

Der skal arbejdes for:

  • at FN og medlemslandene kan opbygge kapacitet og kompetencer, der aktivt kan medvirke til freds- og konfliktløsning – i samarbejde med de enkelte landes freds- og konfliktforskningsinstitutter
  • at vetoretten afskaffes i Sikkerhedsrådet og erstattes af beslutninger taget med fx 2/3 kvalificeret flertal
  • at der oprettes Regionale Råd som supplement til Sikkerhedsrådet

Selvom FN er præget og begrænset af de magtforhold, der hersker i verden, står vi ikke overfor en håbløs opgave. Vi er overbeviste om, at de fleste mennesker i verden også ønsker fred, social retfærdighed og frihed fra undertrykkelse. FN blev netop dannet på baggrund af disse ønsker efter 2. Verdenskrig, hvor krigen havde svækket imperialismen. Kampen for et bedre FN er også en kamp for en bedre regering i hver enkelt stat og for at svække imperialismen globalt. Det er Enhedslistens opgave at være en del af denne kamp og styrke det internationale freds- og solidaritetsarbejde med kæmpende undertrykte folk.

Fredsarbejde og folkelig mobilisering

Der er bundet umådelige økonomiske ressourcer i oprustning, våbenhandel og krigsførelse.

Danmark deltog i en 7 måneder lang bombekampagne med 6 danske F16, der fløj 600 missioner, smed 923 såkaldte præcisionsbomber og brændte 16 millioner liter flybrændstof af til en pris af 620 millioner kr.

Det svenske analyseinstitut har netop opgjort tal, der viser at omsætningen i den globale våbenindustri i 2010 var på svimlende 2.271 milliarder kroner hvilket svarer til en stigning på 60 % siden 2002. Våbenindustrien lever tilsyneladende i en uendelig højkonjunktur. Den voldsomme vækst skyldes dels krigene i Mellemøsten, dels en uafbrudt modernisering af våben, der har aftjent deres værnepligt.

Disse enorme summer kunne frigøres til at styrke FNs indsats på de sociale, økonomiske og humanitære områder.

Der er behov for at få mobiliseret en global fredsbevægelse, hvor kampen for nedrustning og afrustning og iværksættelse kampagner mod krigens købmænd er helt centrale opgaver.

Vedtaget på Enhedslistens årsmøde 2012 

Alle programmer