Statsministeren må også tage afstand fra DF-udtalelser

Det er klogt, at statsministeren nu melder ud, at Jyllands-Posten ikke skulle have bragt de krænkende tegninger af Muhammed. Det havde været endnu klogere at gøre det tidligere, men bedre sent end aldrig.

Det siger Enhedslistens Jørgen Arbo-Bæhr.

- Når statsministeren personligt lægge afstand til handlinger, som krænker andre menneskers religiøse overbevisning, så bør han personligt samtidig lægge afstand til lige så krænkende udtalelser fra regeringens eget støtteparti.

- Når det gælder en tegning i en avis, taler statsministeren klart, men munden er fuld af uld, når det drejer sig om Pia Kjærsgaard.

- Fogh har åbenbart ikke forstået, at når reaktionerne er så stærke, er det ikke kun en reaktion på tegningerne, men også på klimaet i udlændingedebatten.

- Pia Kjærsgaard kan skrive i sit ugebrev, at »store bydele i København og andre danske storbyer i 2005 er befolket af mennesker på et lavere civilisationstrin med medbragte primitive og grusomme skikke« , og Jesper Langballe snakker om at »bekæmpe en religion, som er en pest over Europa . «

- Sådanne udtalelser viser, at muslimer i Dannmark længe har haft grund til at føle sig forhånet og krænket – af regeringens eget støtteparti. Åbenbart har statsministeren slet ingen forståelse for, at den slags ytringer har lige så stor betydning som tegninger i Jyllands-Posten, slutter Jørgen Arbo-Bæhr.