Planlægning

Planlægning

Den danske planlov er et vigtigt redskab for, hvorledes byerne udvikles, samspillet mellem land og by og beskyttelse af naturen og kysterne.

Planloven fastlægger såvel en række spilleregler for udvikling, men også en lang række demokratiske spilleregler for planlægningen.

Enhedslisten støtter principperne i planloven og dens sikring af en styret udvikling af byerne, og at der er kraftige begrænsninger, som sikrer natur og kystområder.

Vi støtter, at kysterne skal forblive åbne kyster, at vi skal forsvare livet i byernes midte og ikke fremme store butikscentre udenfor eller på bygrænserne og målrettet konkurrence om kunderne langsvejs fra.

Planloven skal også medvirke til at sikre blandede boligområder og på Enhedslistens initiativ blev med finansloven for 2015 bl.a. åbnet op for øget adgang for kommunerne til, at der bygges almene boliger.

En stående diskussion er brugen af kystzonen, dvs. byggeri og anvendelse i en afstand af 300 meter fra kysten. Mange kommuner finder dette snærende, men spillereglerne giver i dag kommunerne mulighed for at fremlægge planer, såfremt der er særlige begrundelser og argumenterne og processen er i orden. Enhedslisten var i 2012 med til at fjerne en række dispensationer, som de borgerlige havde givet 29 kommuner. Det er vigtigt at værne om kystområderne.

Et andet område, som planloven regulerer, er detailhandelen, så større butikker kun må opføres, så de fremmer byernes centrale byliv.

Ved lovændringen i 2012 støttede vi omvendt, at landdistrikterne får bedre mulighed for at udnytte bygninger, som er efterladt, fx en gammel skole eller nedlagt mejeri, til boliger eller produktion.

Det er vigtigt at skabe en balanceret udvikling og skabe rammer for, at der kan skabes arbejdspladser i de små samfund og i landdistrikter under de rette vilkår.

Planloven kan i dag ikke bruges til at planlægge udviklingen udenfor byerne (og sommerhusområderne). Det åbne land reguleres i dag via andre lovgivninger og er forankret i restriktioner for, hvad der må ske her.

Her bør planloven udvides, så kommunerne kan begynde at planlægge brugen af hele kommunens område. Hvor skal der udlægges natur og skov, hvilket landbrug skal være hvor? Fx hvis en kommune ønsker at al landbrug i kommunen skal være økologisk, kan det indlægges i en kommuneplan som så vil være styrende for udviklingen af landområdet i årene fremover.

Det skal bemærkes, at kommuneplanen ikke ændrer eksisterende benyttelser, men at man hermed planlægger, hvad der i fremtiden skal ske med et givet areal, når situationen er til det, fx ved salg at et område.

Men der er ligeledes behov for en mere samlet landsplanlægning. I dag har vi dette i en ”amputeret form” i form af en landsplanredegørelse. Dette redskab kan benyttes til at få rejst grundlæggende spørgsmål om, hvad skal produceres hvor, i hvilket omfang og hvordan, samt lokalisering af bosætning og trafikering.

En overordnet samlet landsplanlægning vil være et modtræk mod en fysisk planlægning, der som i dag primært styres af markedskræfterne og store koncernernes interesser. Dette kan og bør erstattes af politiske beslutninger om fysisk planlægning, som prioriterer fællesskabets interesser.

Tilbage i 1996 benyttede Enhedslisten sig af denne mulighed ved at fremtvinge, at der blev udarbejdet reelle alternativer til regeringens egen landsplanredegørelse.

Ved at der fremlægges flere forskellige visioner for den overordnede udvikling, fås et godt grundlag for en demokratisk proces, hvor befolkningen får interesse i at blande sig i planlægningen.

Et af disse alternativer i 1996 blev betegnet ”decentralt bymønster i regionale netværk”. Denne vision for udviklingen var baseret på Enhedslistens synspunkter i 1996, og kendetegnet ved at være ”en politisk vision med udgangspunkt i ønsket om decentralisering og lokal, regional og national selvforsyning”, som det er beskrevet i det reviderede forslag til landsplanredegørelse oktober 1996.

Enhedslisten ønsker at der igen indføres en landsplanredegørelse, som fremlægger flere ligestillede alternativer for den overordnede planlægning af landets fysiske udvikling, og dette danner grundlag for en folkelig debat om, hvor vi vil hen.

Til forsiden