Om enhedslisten.dk

I Enhedslisten er vi rigtig glade for at kunne præsentere vores helt nye grafiske identitet og nyudviklede hjemmeside. Fremover har vi meget bedre muligheder for at fortælle vores politiske mærkesager og oplyse befolkningen om vigtige politiske sager i dansk politik. Vi giver desuden besøgende meget bedre muligheder for at engagere sig i det politiske arbejde og dele indhold med deres venner og bekendte. Og så har vi skabt en helt ny partiside for vores medlemmer og aktive støtter.

Vores nye grafiske udtryk er mere mangfoldigt og dynamisk. Blandt andet bruger vi en langt bredere farvepallette og har udviklet vores helt egen skrifttype, som vi nu lægger ud, så den er frit tilgængelig for alle.

Vi håber, at I vil følge vores nye side og grafiske udtryk.

Alle kampagner

Mangfoldig grafisk identitet

Enhedslisten har gennemgået en markant politisk udvikling i løbet af årene. Vi er vokset fra at være det mindste parti i Folketinget til nu at være det fjerdestørste. Derfor synes vi også, det er på tide at videreudvikle vores grafiske udtryk. Det nye logo og den nye grafiske identitet henter inspiration fra venstrefløjens grafiske og typografiske tradition, men er samtidig mangfoldigt og dynamisk og designet til en digital virkelighed. Selvom det stadig vil være det røde og grønne, som vil være gennemgående, vil Enhedslisten bruge markant flere farver til at underbygge vores budskaber.

Vores skræddersyede skrifttype, MAJ, er udviklet specielt til Enhedslisten af to danske skriftdesignere, og skrifttypen skal afspejle den skævhed og forskellighed, som kendetegner vores parti. Desuden frigiver vi skrifttypen, så alle kan bruge den kvit og frit.

Politiske mærkesager og aktuelle temaer

Med vores nye hjemmeside har vi arbejdet på at blive bedre til at fortælle om vores mange mærkesager på en lang række politikområder. Og der er nok at tage fat på. Vores forslag om at mindske stress og skabe et bedre familieliv ved at nedsætte arbejdstiden. Kampen for at beskytte vores fælles miljø og natur til glæde for generationerne efter os. Kampen for en mere solidarisk og lige fordeling af goderne i vores samfund. Det er blot nogle få af vores mange mærkesager, som vi håber at fortælle jer endnu mere om på den nye side.
Samtidig ser vi i Enhedslisten det som en af vores vigtigste demokratiske opgaver at gøre opmærksom på de politiske sager, som er vigtige for befolkningen. Om det er det katastrofale salg af DONG til investeringsbanken Goldman Sachs, Thornings og Corydons asociale lockout af lærerne eller regeringens indkøb af kampfly for milliarder af skattekroner. Enhedslisten vil altid kæmpe for at skabe maksimal åbenhed og give folk indsigt i sagerne, så de kan foretage deres demokratiske valg på et oplyst grundlag.

Vi glæder os til at dele alt dette med jer.

Vær med i kampen for et mere grønt og solidarisk samfund

Enhedslistens mange medlemmer er en af vores partis helt store styrker. Og vi vil altid gerne byde velkommen til nye støtter, der ønsker at bidrage til at trække dansk politik i en mere rød og grøn retning. Vi har i dag også lanceret vores nye partiside, org.enhedslisten.dk, hvor aktive i Enhedslisten vil få bedre muligheder for at følge med i det organisatoriske og lokale arbejde i partiet samt holde sig orienteret om arrangementer og andet. Denne side vil blive udbygget løbende i foråret.

Vi håber, I vil være med.

Ø
X
STØT enhedslisten
 
Pressekontakt

Du er altid velkommen til at ringe til Enhedslistens pressetelefon på +45 33 37 50 80

NB: Skoleelever henvises til 3337 5050 – og til vores hjemmeside til skoleelever her: www.elevernes.enhedslisten.dk


Simon Malte Olesen

Presserådgiver
E-mail: [email protected]
Telefon: +45 61 62 42 88


Ida Trøiborg

Presserådgiver
E-mail: [email protected] 
Tlf: +45 61 62 56 13


Morten Torbjørn Andersen

Presse- og kommunikationschef
E-mail: [email protected]
Telefon: +45 61 62 54 74

Download: Logoer