En skat på internationale transaktioner kan dæmme op for valutaspekulation og finansiere klimahjælp til u-landene. Enhedslistens beslutningsforslag førstebehandles i dag.
Vi foreslår at indføre en international beskatning af finansielle transaktioner. Skatten minder om en såkaldt tobinskat, og skal generere penge til at løse u-landenes klimaproblemer.
Socialt og globalt retfærdig skat
Skatten vil mindske incitamentet til den form for vild valutaspekulation, der blandt andet medvirkede til Islands økonomiske kollaps. En tobinskat vil tværtimod medvirke til at stabilisere valutaer globalt.
- En ganske lille skat på internationale transaktioner kan desuden generere meget store beløb, uden at det går ud over skatteyderne eller almindelig varehandel, turisme osv., forklarer Frank Aaen, finansordfører for Enhedslisten.
Endelig vil tobinskat først og fremmest blive betalt af de rige lande. Mens afkastet skal bidrage til at afhjælpe u-landenes klimaproblemer. Her er altså tale om en skat, der både er socialt og globalt retfærdig.
Tiden moden til et forslag
Enhedslisten har i årevis påpeget problemerne ved spekulative valutatransaktioner, og vi har tidligere fremsat lignende forslag i Folketinget uden at få dem vedtaget.
Der er imidlertid grund til at tro og håbe på, at tiden er moden denne gang. I kølvandet på finanskrisen har en række vestlige landes ledere for første gang fået øjnene op for tobinskattens muligheder. Under COP15 foreslog Frankrigs udenrigsminister Bernard Kouchner netop denne finansieringsform i forhold til klimaproblemerne, og positive toner har desuden lydt fra Tyskland og Storbritannien.
Herhjemme så S og SF med umiddelbar velvilje på ideen, da en eventuel tobinskat blev diskuteret ved et møde i Folketingets europaudvalg i december 2009. Vi er spændte på, hvilke andre partier der vil følge vores forslag og stramme tøjlerne for spekulanterne.