KL må have drukket af potten

KL vil revurdere pensionen til 27.000 førtidspensionister. Det er et vanvittigt forslag, mener Enhedslisten, der i stedet foreslår at indføre et førtidspensionsbevis. Arbejdsmarkedsordfører, Finn Sørensen siger:

  • – KL må have drukket af potten eller noget andet stærkt, som har frataget dem dømmekraften. Hvordan kan de få sig selv til at foreslå, at alvorligt syge mennesker skal have frataget deres førtidspension og sendes ud på et arbejdsmarked, der allerede har vist, at der ikke er plads til denne gruppe borgere? Utrygheden blandt førtidspensionister er stor nok i forvejen. Det er direkte uartigt af KL at kaste mere benzin på det bål.

 

Frygt for at miste pensionen

Finn Sørensen understreger, at forslaget kun i begrænset omfang giver førtidspensionisterne mulighed for at tage arbejde ved siden af. Frygten for at miste retten til pension vil formentlig holde nogen tilbage.

  • – Der er sikkert nogle førtidspensionister, som gerne vil have lidt arbejde for at supplere indtægten og være sammen med kolleger. Det giver loven kun begrænset mulighed for, og mit indtryk er, at denne gruppe ikke tør benytte sig af det af frygt for, at kommunen tager hele pensionen fra dem. Den frygt ser jo ud til at være velbegrundet med KL´s nye påhit.

 

Indfør et førtidspensionsbevis

Ifølge Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører er det vigtigste, at man forsøger at skabe job til mennesker på førtidspension. Dernæst bør man indføre et førtidspensionsbevis, som gør, at førtidspensionisterne kan føle sig trygge i at afprøve arbejde i mindre grad uden at frygte at miste retten til pension.

  • – Hvis man virkelig vil give førtidspensionister en chance for at komme ind på arbejdsmarkedet, så må man for det første sørge for, at der er nogle jobs til dem. For det andet kunne man give dem et førtidspensionsbevis, således at de trygt kan prøve sig frem i visheden om, at de ikke mister deres førtidspension, hvis de alligevel ikke kan gennemføre det.
Alle nyheder