Blå finanslov slagter udviklingsbistanden

De drastiske nedskæringer på udviklingsbistanden er ikke blot beskæmmende for Danmarks bidrag til en mere demokratisk og fredelig udvikling i verden, nedskæringerne kan også få katastrofale konsekvenser for indsatsen i nærområderne, siger Enhedslistens udviklingsordfører, Christian Juhl.

– Det er sørgeligt at se, at regeringen og støttepartierne tænker så kortsigtet. Nedskæringerne er af historisk kaliber, ikke siden 1978 har Danmark haft så lav en udviklingsbistand. Det er grotesk netop nu, hvor verden omkring os står i brand, og historisk mange er på flugt.

– Nedskæringerne på udviklingsbistanden kan få katastrofale konsekvenser i nærområderne. Hvis vi skal hjælpe til at sikre en fredelig udvikling i Syrien og nærområderne er det afgørende med investeringer i både den humanitære bistand og den langsigtede udvikling.

– For blot to måneder siden lovede Lars Løkke Rasmussen på FN’s talerstol dansk opbakning til opfyldelse af de nye verdensmål. Med de massive nedskæringer på udviklingsbistanden, så er de løfter gået fuldstændig i glemmebogen. Danmark går fra at være et foregangsland til i den grad at svigte verdens fattigste. Det er ikke blot pinligt, det er dybt bekymrende.

– I stedet for at satse på en fredelig og demokratisk udvikling, der kan skabe samfund mennesker ikke skal flygte fra, så vælger regeringen og støttepartierne at bruge udviklingsbistanden som en reservekonto til lappeløsninger på flygtningekrisen. Dansk krigsdeltagelse har i den grad været med til at skabe flygtningestrømmen, og vi bærer et stort ansvar for at bidrage til en fredelig løsning.   

 

Flere nyheder