Danmark skal fortsat bidrage til freden i Mellemøsten

Det dybt uambitiøst, når Lars Løkke Rasmussens udenrigspolitiske gransker, Peter Taksøe-Jensen, lægger op til, at Danmark ikke bør engagere sig i fred mellem Palæstina og Israel. Det mener Enhedslistens udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen.

Nikolaj Villumsen udtaler: 

– Hvis det er retningen for regeringens nye udenrigspolitik, så er det dybt uambitiøst. Det er da en klar dansk interesse at skabe fred mellem Israel og Palæstina. Tidligere har Norge spillet en afgørende rolle med Oslo-processen, og senest har Sverige anerkendt Palæstina som stat. Selvfølgelig kan Danmark spille en vigtig rolle. Det handler udelukkende om politisk vilje.

– Lige nu oplever vi, hvordan krig i Mellemøsten sender hundredetusinder på flugt mod Europa. Danmark har en klar interesse i, at der skabes fred i Mellemøsten. En levedygtig palæstinensisk stat er afgørende for, at det kan lade sig gøre. Det vil svække ekstreme kræfter som Islamisk Stat, hvis der findes en fredelig og holdbar løsning på den lange konflikt.

– Jeg mener selvfølgelig også, at Danmark bør opprioritere Arktis, men det er ikke et argument for ikke at spille en rolle andre steder i verden. Danmark bør føre en aktiv udenrigspolitik, der sigter på at skabe fred og udvikling, så vi undgår det krig og kaos, som vi eksempelvis ser lige nu langs Europas grænse i Mellemøsten og Nordafrika.

Alle nyheder