EL på hastebesøg hos kurdiske parlamentarikere i Tyrkiet

Nikolaj Villumsen, udenrigsordfører for Enhedslisten, og Hans Linde, udenrigsordfører for det svenske Vänsterpartiet, besøger torsdag til fredag den kurdiske del af Tyrkiet, hvor de mødes med parlamentarikere og borgmestre fra det venstreorienterede og pro-kurdiske HDP-parti, samt menneskerettighedsadvokater og kvinderettighedsaktivister.

Nikolaj Villumsen udtaler:

– Jeg er dybt forfærdet over fængslingerne af parlamentarikerne fra HDP. Deres eneste forbrydelse er at have brugt deres ytringsfrihed på at kritisere den tyrkiske præsident Erdogan, opfordre til demokratiske reformer i landet og en fredelig løsning på det kurdiske spørgsmål.

– Jeg er sammen med min nordiske kollega taget på hastebesøg i de kurdiske områder i Tyrkiet for at se på situationen efter fængslingen af 10 parlamentarikere og mange borgmestre. Det er helt afgørende, at vi i Europa støtter de demokratiske kræfter i landet, hvis vi vil undgå, at situationen eskalerer til åben borgerkrig.

– Udviklingen i Tyrkiet er gået fra slemt til virkelig skidt, og det er på tide, at EU og den danske regering dropper berøringsangsten overfor Erdogan. Vi skal sætte hårdt mod hårdt. De voldsomme krænkelser af grundlæggende rettigheder skal have en konsekvens. Konkret vil jeg opfordre til, at EU-optagelsesforhandlingerne suspenderes indtil de grundlæggende demokratiske rettigheder er sikret.

Nikolaj Villumsen befinder sig torsdag og fredag i byen Diyarbakir i den østlige kurdiske del af Tyrkiet og kan kontaktes på +45 6162 5099.

Flere nyheder