Løkkes tale er en våd klud i ansigtet på danskerne

En tale fuld af hykleri og newspeak. Enhedslistens gruppeformand, Jakob Sølvhøj, har ikke mange pæne ord til overs for statsminister Lars Løkke Rasmussens tale i folketingssalen.

Løkke talte om bedre velfærd og vilkår for ældre og patienter på sygehusene, og respekt for de offentlige ansatte på plejehjem, skole og institutioner. Det klinger hult, når man ser på det velfærdsfjendske regeringsgrundlag, som trekløver-regeringen har lagt frem, siger gruppeformanden:

– Jeg tror ærligt talt, at den ’begejstring’, som statsministeren taler om at få ind i den offentlige sektor, har trange kår med de massive nedskæringer, regeringen står for. Tænk sig, at han den ene dag kan stå og fremlægge et regeringsgrundlag, som vil skære voldsomt på vores skoler, børnehaver og hospitaler, og så få dage efter stå og love bedre vilkår for velfærden og tale om respekt for de offentlige ansatte.

– Så sent som i går hørte vi om fødende, der ikke tilbydes ordentlige vilkår, og ældre, som ikke kan få hjælp til at komme på toilettet. Offentlige ansatte flygter og siger op, fordi de presses af konstante nedskæringer og effektiviseringer.  Og den skadelige kurs for Danmark har Løkkes nye regering skruet endnu mere op for. På den baggrund klinger Lars Løkkes tale ufatteligt hult.

– Samtidig med voldsomme nedskæringer på velfærden og med at ledige og syge er blevet gjort fattigere, mener Løkke, at der er råd til at give skatterabatter til de vellønnede, millioner ekstra til partierne og gyldne håndtryk til ministre, betalt af skattekroner. Når det kommer til Venstre selv, er der ingen smalle steder. Jeg forstår godt, hvis talen er en rød klud i hovedet på de mange danskere, der hver dag kæmper for at få økonomien til at hænge sammen.

Alle nyheder