Enhedslisten vil sikre mere natur i hele landet

 

Det er afgørende, at danskerne har god og uhindret adgang til natur – både i by og på land. For vi vil gerne være i naturen. Vores natur er desværre trængt op i en krog. På landet af et industrielt landbrug der breder sig. I byerne udgøres naturen mange steder kun af mælkebøtterne mellem fliserne og en pænt friseret græsplæne i parken.

Men det behøver ikke være sådan. Vi kan i stedet vælge, at give plads til langt mere natur og mere mangfoldig natur både på landet og i byerne, til gavn for både natur og mennesker. Og vi kan åbne op for bedre adgang til den natur vi har.

Sådan lyder det fra Enhedslistens miljøordfører Maria Reumert Gjerding, som i forbindelse med Naturens dag den 10. september vil præsentere et nyt udspil der afsætter én grøn milliard om året til mere tilgængelig og mere mangfoldig natur til danskerne de næste tre år og som vil åbne markant for danskernes adgang til naturen gennem en dansk version af allemandsretten.

Maria Reumert Gjerding udtaler:

  • Danskerne vil rigtig gerne bruge vores natur. Med stor succes har man indført fri teltning i de fleste statsskove. Tiden er moden til, at vi indfører en dansk version af allemandsretten, som vi kender den fra de andre nordiske lande. Samtidig skal vi genskabe de frie kyster. Det vil give danskerne store naturoplevelser, hvis vi alle sammen med respekt for naturen kan færdes mere frit i vores skove.
  • Naturen kan noget særligt og har stor betydning for vores livskvalitet og sundhed – ikke mindst for vores udsatte borgere.  Derfor er det så vigtigt, at vi alle sammen kan opleve en rig natur i vores nærområde. Uanset om man er barn af resursestærke forældre i Risskov eller en enlig mor på Vestegnen, uanset om man til daglig bor blandt marker og lader eller med højhuse omkring sig, så skal man have mulighed for at opleve vild natur i sin hverdag.
  • Kommunerne spiller en afgørende rolle i at sikre mere natur til folket. Kommunerne råder for eksempel over mange hundrede kilometer grøftekanter og parkområder, hvor plæneklipperne huserer. I stedet kan grøftekanterne gøres til blomsterflor og dele af parkerne kan få lov til at blive til vild og rig natur. Der er et kæmpe potentiale for mere natur hvis alle kommuner går helhjertet og målrettet med ind i arbejdet for mere natur.

Læs hele udspillet her:

Flere nyheder