— Forsvar og internationalt

Nikolaj Villumsen deltager i valgobservation før skæbnevalg i Tyrkiet

Enhedslistens menneskerettighedsordfører, Nikolaj Villumsen, deltager mandag til torsdag i Europarådets før-valgobservation forud for det kommende parlaments- og præsidentvalg i Tyrkiet.

Valget blev udskrevet før tid og afholdes, mens landet forsat er i undtagelsestilstand, og en række ledende oppositionspolitikere er i fængsel. Det gælder bl.a. præsidentkandidaten for det venstreorienterede og pro-kurdiske HDP-parti, Selahattin Demirtas.

Efter den omfattende valgsvindel ved folkeafstemningen i 2017 besluttede Europarådets parlamentariske forsamling at sætte Tyrkiet under overvågning for krænkelser af menneskerettighederne. I april i år anbefalede Europarådets monitoreringsudvalg, at valget blev udskudt, indtil undtagelsestilstanden er ophævet, og de demokratiske rettigheder sikret. Det har de tyrkiske myndigheder afvist.

Europarådets observatører vil under besøget bl.a. tale med menneskerettighedsorganisationer, medierepræsentanter, valgeksperter og repræsentanter fra de politiske partier.

Torsdag vil delegationen afgive en række anbefalinger til de tyrkiske myndigheder, for at disse kan leve op til deres forpligtelser til at sikre et frit og fair valg. Op til og under valget d. 24. juni vil Europarådets observatører igen besøge Tyrkiet, og den endelig vurdering af afviklingen af valget vil blive fremlagt d. 25. juni i samarbejde med OSCE.

Nikolaj Villumsen udtaler:

– Tyrkiet har i de seneste år bevæget sig i en forværret retning, der har mødt stor kritik fra Europarådet. Landet er blevet sat under overvågning for regeringens voldsomme krænkelser af grundlæggende demokratiske rettigheder. Vores opgave er at tage en temperaturmåling på den nuværende situation og give anbefalinger til de tyrkiske myndigheder forud for det afgørende parlaments- og præsidentvalg.

– Det kommende valg bliver afgørende. Den nye tyrkiske forfatning, der giver store magtbeføjelser til præsidenten, træder i kraft i den nye præsidentperiode. Spørgsmålet er, om det vil lykkes Erdogan at genvinde magten i første valgrunde, og om han får flertal i parlamentet eller tvinges til at samarbejde med oppositionen. Det bliver vigtigt for både Tyrkiets og Mellemøstens fremtid.

Alle nyheder
Ø
X
STØT enhedslisten
 
Pressekontakt

Du er altid velkommen til at ringe til Enhedslistens pressetelefon på +45 33 37 50 80

NB: Skoleelever henvises til 3337 5050 – og til vores hjemmeside til skoleelever her: www.elevernes.enhedslisten.dk


Simon Malte Olesen

Presserådgiver
E-mail: [email protected]
Telefon: +45 61 62 42 88


Ida Trøiborg

Presserådgiver
E-mail: [email protected] 
Tlf: +45 61 62 56 13


Morten Torbjørn Andersen

Presse- og kommunikationschef
E-mail: [email protected]
Telefon: +45 61 62 54 74

Download: Logoer