— Om Enhedslisten, Uddannelse og forskning

Rosa Lund er ny uddannelsesordfører for Enhedslisten

Enhedslistens folketingsgruppe har besluttet, at Rosa Lund er ny uddannelsesordfører for Enhedslisten. Hun supplerer nu retsordførerskabet med posterne som uddannelsesordfører og grundlovsordfører.

Rosa Lund overtager uddannelsesordførerskabet fra Eva Flyvholm og grundlovsordførerskabet fra Rune Lund.

Det er en dreven uddannelsespolitiker, der kaster sig ind i debatten om professionsuddannelserne, erhvervsakademierne og universiteterne. Rosa Lund sad i Folketinget fra 2011 til 2015, hvor hun var uddannelsesordfører for Enhedslisten.

Rosa Lund siger:

  • Jeg er rigtig glad for igen at være uddannelsesordfører. Det er et område, der står mit hjerte nært. Derfor har det også været trist at se, hvordan regeringen igen og igen angriber vores uddannelsessystem med nedskæringer. Et stærkt uddannelsessystem er en vigtig hjørnesten i at skabe mere lighed i samfundet.
  • Jeg synes, det er ærgerligt, at det kun er universiteterne, der snakkes om, når de videregående uddannelser er til debat. De største grupper, velfærdsuddannelserne som sygeplejerske og pædagog, fylder alt for lidt i debatten. Det vil jeg arbejde hårdt for at lave om.

Fakta

  • Rosa Lund har siden marts 2018 været folketingsmedlem, mens Johanne Schmidt-Nielsen er på barsel
  • Valgt i Københavns Storkreds, hvor hun i dag også er folketingskandidat
  • 31 år og bosat på Nørrebro
  • Retsordfører, uddannelsesordfører og grundlovsordfører
Alle nyheder