— Klima og energi
Stop for oliejagt i Nordsøen skal med i klimaforhandlinger
Mens Folketinget forhandler en ambitiøs klimalov med et mål om nationale CO2-reduktioner på 70 % i 2030, står klimaministeren til at godkende og igangsætte nye tilladelser til at lede efter mere olie. Det hænger ikke sammen, mener Enhedslisten, der vil sætte en fuldstændig stopper for oliejagten i Nordsøen. Partiet vil derfor have lukket ned for nye tilladelser, som minimum mens forhandlingerne om en ny klimalov er i gang.
Enhedslistens klimaordfører, Mai Villadsen, udtaler:
- Vismændene advarer regeringen mod at tillade nye olieboringer. Det har vi sagt i Enhedslisten i årevis. Det giver ingen mening at tillade virksomheder at lede efter mere olie langt ude i fremtiden, når vi ved at 80% af de reserver, vi allerede har fundet, skal blive i jorden, hvis vi skal leve op til Paris-aftalen.
- Frankrig, Sverige og New Zealand har sagt stop for flere udbud. Nu skal regeringen vise, at Danmark også er rigtig grøn. Flere olielicenser går ikke særligt godt i spænd med en grøn politik.
- Klimaministeren skal bremse op, inden det er for sent. Derfor siger vi nu fra Enhedslistens side, at alle udbudsrunder og nye tilladelser burde stoppes helt. Og i det mindste skal beslutningen skubbes, indtil der er forhandlet en klimalov på plads, så vi ikke bliver bundet til sort energi langt ud i fremtiden.