— Arbejdsmarked

EL: Vi skal holde hånden under lønmodtagerne, men husk de fyrede og selvstændige

Enhedslisten roser regeringen og arbejdsmarkedets parter for en ekstraordinær lønkompensation. Det er vitalt for rigtig mange familier, at vi lige nu forhindrer fyringer, siger Pernille Skipper. Men partiet påpeger, at de prekære ansatte, løstansatte, freelancere og enkeltmandsvirksomheder ikke er dækket, og at mange allerede er fyret.

Pernille Skipper:

  • Stor ros til regeringen for at spænde et sikkerhedsnet ud under tusindvis af menneskers job. Det er så vigtigt, og Enhedslisten har fra dag ét påpeget lige præcis faren for massefyringer og nødvendigheden af, at velfærdssamfundet træder til lige præcis nu. Mange familier har allerede mistet deres indtægtsgrundlag, og det er vitalt for dem, at fællesskabet træder til nu.
  • Velfærdssamfundet viser virkelig sit værd, når en krise som denne rammer. Vi har alle sammen betalt skat og knoklet, og nu skal vi alle sammen have en hjælpende hånd. Det gælder både virksomheder og lønmodtagere.
  • Men regeringen mangler både noget for dem, der har fået fyresedlen, og nogle af de såkaldte prekære ansatte. Det gælder især de helt små virksomheder, freelancere og enkeltpersonsvirksomheder.

Freelancere og enkeltpersonsvirksomheder er i forvejen udsatte på det danske arbejdsmarked, og deres kunder og indtægter rasler ned. Derfor vil Enhedslisten presse på for en særlig akutydelse, så de kan få en ydelse på dagpengeniveau, uden at lukke virksomheden helt ned, men kun sætte den i dvale. Og vi vil presse på for, at de allerede fyrede kan få bedre dagpengedækning.

Alle nyheder