Mangel på forståelse og forebyggelse i regeringens udspil om anbragte børn

Regeringen er i dag kommet med deres længeventede udspil om udsatte og anbragte børn. Enhedslisten ser gode elementer, men også stor mangel på forebyggende indsatser og manglende forståelse for, at udsatte familier og børns problemer ikke kan løses med et fingerknips og en anbringelse. Og så er straf og sanktioner mod etniske familier helt malplaceret i et udspil, der hævder at have fokus på børnene.

Pernille Skipper siger:

• Regeringen har et meget stort fokus i deres udspil på, at flere børn skal anbringes og tvangsbortadopteres. Jeg synes, at det viser en manglende forståelse for, hvad udsatte familier har behov for. De problemer, udsatte børn har, når de fx er blevet omsorgssvigtet eller deres forældre har et misbrug, forsvinder ikke med en anbringelse alene, og det gør deres kærlighed til deres forældre heller ikke. En anbringelse kan være nødvendig, men børn er ikke potteplanter, der bare kan plantes om.
• Der er nogle gode forslag i regeringens udspil, men jeg er rigtig bekymret over, at hele den forebyggende indsats er nærmest fuldstændig fraværende, ligesom udspillet heller ikke adresserer, at der allerede i dag mangler ordentlig tid til sagsbehandlingen. Groft sagt kan du jo ikke bare proppe flere børnerettigheder ind i loven, hvis socialrådgiverne stadig har så lidt tid, at de ikke har en jordisk chance for, at det bliver til virkelighed. Der mangler fx noget så basalt som et loft over, hvor mange børnesager en socialrådgiver må sidde med og flere muligheder for hjælp, før en anbringelse bliver nødvendig.
• Jeg lægger mærke til, at regeringen har viet et helt kapitel i deres udspil til familier med anden etnisk baggrund, som handler rigtig meget om straf og konsekvens over for forældrene. Som om sociale problemer er anderledes eller mere selvforskyldte, hvis man har en anden etnisk baggrund end dansk. Den mystiske udlændingepolitiske dagsorden, der er sneget ind her, giver ikke mening, og jeg bliver nødt til at sige – igen – at udsatte børn aldrig får det bedre af, at deres forældre mister kontanthjælp. Her er det altså ikke børnene først, men den symbolske udlændingepolitik først, må vi forstå.