— Udland

Eva Flyvholm: Godt at Afghanistan-ansatte kan komme i sikkerhed i Danmark, men vi er ikke i mål endnu

Onsdag aften blev regeringen og Enhedslisten sammen med SF, RV, V, K og KD enige om en aftale, der skal hjælpe de lokale afghanere, som har været ansat af den danske stat i Afghanistan.

Aftalen giver automatisk visum til Danmark og hjælp til evakuering for alle nuværende ansatte plus deres familier samt til ansatte fra de seneste to år og deres familier. De får også mulighed for at søge asyl i Danmark.

Enhedslisten har gennem længere tid efterlyst handling fra regeringens side, og det er glædeligt, at regeringen nu har lyttet og endelig vil hjælpe disse mennesker. Og det har været et helt centralt krav fra os, at alle de ansatte skulle have visum til Danmark. Derfor er vi med i aftalen, men det betyder ikke, at vi er i mål med hvad der skal gøres.

 

Forsvarsordfører Eva Flyvholm siger:

  • Det er glædeligt og vigtigt, at vi nu kan tilbyde de ansatte i Afghanistan og deres familier et visum og evakuering til Danmark, så de kan komme i sikkerhed. De er i fare, fordi Taliban rykker hurtigt frem, og ansatte fra ambassader og tidligere tolke kan risikere at blive forfulgt og dræbt.
  • Den danske stat har et klokkeklart ansvar overfor de mennesker, der har hjulpet Danmark med livet som risiko, og fra Enhedslisten har vi gennem længere tid efterlyst, at der skulle ske noget, og at det haster. Nu er regeringen og flere partier heldigvis enige med os i, at både de nuværende ansatte og også tidligere ansatte plus familier kan blive tilbudt visum. Det manglede da også bare! Det burde jo være en selvfølge. Men jeg er alligevel glad og lettet over, at det faktisk falder på plads nu, så de kan komme i sikkerhed.
  • Der er også en gruppe af nødhjælpsarbejdere og journalister, der har arbejdet tæt med Danmark og danskere, og vi ønsker også at finde en løsning, der kan hjælpe dem. Der er vi ikke i mål, men har fået døren lidt på klem og vil fortsætte med at kæmpe for dem. For det er yderst farligt for menneskerettighedsforkæmpere og andre, der har trodset Taliban, og det er vigtigt, at vi gør, hvad vi kan for at hjælpe dem.
Alle nyheder