Enhedslistens hovedbestyrelse fordømmer Ruslands invasion af Ukraine

Enhedslisten fordømmer på det kraftigste Putins invasion af Ukraine, og kræver et omgående stop for krigshandlingerne og at alle russiske tropper trækkes ud af Ukraine. Invasionen er en krænkelse af folkeretten og det ukrainske folks ret til suverænitet og selvbestemmelse. Og vi står fuldt og helt på den ukrainske befolknings side i deres kamp mod den russiske invasionsstyrke.

 

Enhedslisten bakker op om brugen af de hårdest mulige sanktioner mod Rusland. Vi ønsker målrettede økonomiske sanktioner, som vil ramme Ruslands elite hårdt, og en afskæring af Rusland fra de globale finansielle systemer. Vi vil have et fuldt og permanent stop for gas, olie og kulimport fra Rusland – muliggjort gennem hurtig og massiv udbygning af grøn energi i Europa. Vi vil fortsat arbejde for at iværksætte yderligere sanktioner. Det er det stærkeste pres vi kan lægge på Rusland.

Sanktioner, der virker over for Rusland, for eks. på energiområdet, risikerer at medføre højere priser, til stor skade for mennesker med lave indkomster. Uligheden i Danmark skal ikke øges som følge af sanktionerne imod Rusland. Enhedslisten vil derfor kæmpe for social kompensation for de negative virkninger af sanktionerne.

 

Enhedslisten støttede ikke NATO-bidraget til de baltiske lande. Vi opfordrer til stor forsigtighed, når det gælder militære initiativer, der kan skabe risiko for at misforståelser eller uheld, som kan føre til militære sammenstød mellem Nato og Rusland, og i værste fald kan udløse en fuldskala verdenskrig mellem atommagter.

 

Med en forfærdelig krig i Europa er det afgørende, at vi viser solidaritet med det ukrainske folk. Danmark skal stå klar med nødhjælp, sundhedsberedskab og beskyttelsesudstyr og være klar til at modtage de flygtninge, der måtte komme. Her skal vi selvfølgelig træde til og sikre beskyttelse til dem, som har behov. Både de flygtninge, som banker på vores dør i Danmark, og i de nabolande, som vil modtage mange flygtninge i den kommende tid.

Enhedslisten fordømmer på det kraftigste alle brud på menneskerettighederne, herunder en krænkelse af retten til at nægte militærtjeneste. Vi stiller krav om, at Danmark skal tilbyde asyl til alle ukrainske militærnægtere.

 

Enhedslisten støtter modstand mod krigen og fredsaktivister i Rusland, Ukraine og andre steder, der modsætter sig Putins krig. Vi opfordrer til eksempelvis solidaritetsarbejde mod fængslinger og undertrykkelse.

 

Enhedslistens hovedbestyrelse opfordrer medlemmer og lokalafdelinger i hele landet til at organisere og bakke op om aktioner imod Ruslands invasion, støtte indsamlinger til nødhjælp og lave solidaritetsevents med den ukrainske befolkning. 

 

Vedtaget af Enhedslistens hovedbestyrelse den 26. februar 2022

Alle nyheder
Ø
X
STØT enhedslisten
 
Pressekontakt

Du er altid velkommen til at ringe til Enhedslistens pressetelefon på +45 33 37 50 80

NB: Skoleelever henvises til 3337 5050 – og til vores hjemmeside til skoleelever her: www.elevernes.enhedslisten.dk


Simon Malte Olesen

Presserådgiver
E-mail: [email protected]
Telefon: +45 61 62 42 88


Ida Trøiborg

Presserådgiver
E-mail: [email protected] 
Tlf: +45 61 62 56 13


Morten Torbjørn Andersen

Presse- og kommunikationschef
E-mail: [email protected]
Telefon: +45 61 62 54 74

Download: Logoer