Den politiske regnemaskine
610 millioner kroner.
Det var prisen, som Finansministeriet regnede sig frem til, da Enhedslisten i 2014 ville sikre nogle få hundrede arbejdsløse en kontanthjælpslignende ydelse, hvis de faldt ud af dagpengesystemet. Selve ydelsen ville kun koste 10-15 millioner i 2015, så hvordan kunne det løbe op i over en halv milliard? Jo, fordi Finansministeriet antog, at øger man overførselsindkomsten for selv en lillebitte gruppe arbejdsløse, så vil det påvirke hele befolkningens vilje til at udbyde arbejdskraft og føre til faldende skatteindtægter – såkaldt dynamiske effekter. Finansministeriet kunne sådan set godt selv se, at tallene virkede besynderlige, men det var nu engang de tal, deres regnemodel spyttede ud.
Oplevelser som denne fik Enhedslisten til at undersøge Finansministeriets regnemodeller. Det har mundet ud i en omfattende rapport med en klar konklusion: Regnemodellerne hviler på et usikkert empirisk grundlag. De giver ufuldstændige og fejlagtige svar på, hvad samfundsøkonomiske konsekvenser er af forskellige økonomiske tiltag. Og disse svar bærer præg af en klar bias til fordel for højreorienteret økonomisk politik.
Hele rapporten kan downloades her
Om Den politiske regnemaskine
Rapporten dokumenterer en lang række problemer i de regnemetoder og modeller, som Finansministeriet anvender til at estimere de økonomiske effekter af politiske forslag. Disse problemer giver samlet en politisk bias, der overvurderer de positive effekter af skattesænkninger og lavere ydelser til ledige, og undervurder de positive effekter af offentlig for- brug og investeringer. Ligesom de skaber alvorlig usikkerhed om troværdigheden i de økonomiske prognoser.
Forringelser af arbejdsløses vilkår fører ikke til lavere ledighed
Finansministeriet antager, at lavere niveau for sociale ydelser fører til lavere ledighed. Hvis man sænker overførslerne eller hæver forskellen på lønninger og overførselsindkomst, vil det presse flere i arbejde. Imidlertid baserer denne antagelse sig på forældet forskning og urobuste resultater.
Finansministeriet henviser til tre typer studier, som skal godtgøre antagelsen. Men ingen af de studier, vi har gennemgået er robuste. 1) De OECD-studier fra 1990erne, som Finansministeriet baserer sit regneprincip på, bruger meget usikre data, indeholder risiko for bias, og er uegnede til at sige noget om kausaliteten mellem kompensationsgrad og ledighed – ikke mindst på grund af policy-endogenitet, hvilket betyder, at kompensationsgraden fastsættes politisk og dermed i højere grad skal ses som reaktion på ledighed. 2) De lønligning-studier, som Finansministeriet anvender som belæg for sin reg- neantagelse, tager ikke højde for, at løndannelsen udvikler sig over tid. Det hovedstudie fra 2008, Finansministeriet typisk henviser til, tager ikke højde for brud i løndannelsen i Danmark i 1980erne. 3) De mikro-studier, som Finansministeriet henviser til, kan ikke sige noget om sammenhængen mellem effekten på individer og den samlede effekt på ledighed.
Fx hviler Dagpengekommissionens skøn over effekten af en halvering af dagpengeperioden på en teoretisk model med stærkt forenklede antagelser om økonomien. Dermed giver modellen ikke et retvisende billede af makro-effekten.
Endelig er der en række økonomiske forhold, som Finansministeriet ikke tager højde for. Selv hvis man godtager ideen om, at ledigheden bliver lavere, når kompensationsgraden sænkes, mangler der belysning af afgørende forhold i den samlede effekt på samfundsøkonomien: Match-effekter, efter-job effekter og livskvalitetseffekter.
Skattesænkninger fører ikke til højere arbejdsudbud
Finansministeriet antager, at skattesænkninger automatisk fører til højere arbejdsudbud, især for de højere indkomstlag. Ideen er, at lønmodtagerne vil arbejde mere, når den marginale beskatning er lavere. Dermed produceres der mere i samfundet som helhed og velstanden stiger. Problemet er, at denne antagelse er baseret på et meget tyndt forsknings- mæssigt grundlag. Finansministeriets skøn for de positive effekter ved en topskattesænkning på arbejdstiden baserer sig på ét studie, af tvivlsom kvalitet. Studiets datagrundlag er fra 1996, altså tyve år gamle data, og studiets resultater er ikke signifikante for mænd. Dette er et problem, når data bruges til at analysere skatteændringer i topskatten, fordi hoved- parten af topskattebetalere netop er mænd.
Samtidig tyder meget på, at Finansministeriet undervurderer potentielle barrierer for højere arbejdstid. En række nyere studier, som Finansministeriet bruger til at retfærdiggøre sin antagelse om højere arbejdsudbud, viser, at andre faktorer kan føre til en overvurdering af de positive effekter på arbejdstiden ved lavere topskat. Det drejer sig om kapitalind- komst, skattehuller og dårlig skattekontrol samt det danske arbejdsmarked, der er præget af relativt faste normer for arbejdstiden. På den baggrund er studierne ikke tilstrækkeligt robuste til at kunne godtgøre antagelsen om, at lavere skat fører til højere arbejdsudbud.
Empiriske undersøgelser fra Rockwool-Fonden stiller endvidere alvorlige spørgsmålstegn ved, om der er en sikker sam- menhæng mellem skat og arbejdstid. Samtidigt peger historiske studier af Thomas Piketty m.fl. på, at der ikke kan godt- gøres en klar sammenhæng mellem skatteniveau og samfundets vækst målt ved BNP.
Øget arbejdsudbud fører ikke automatisk til hurtig tilsvarende stigning i beskæftigelsen
Ifølge Finansministeriet vil øget arbejdsudbud omsættes til en tilsvarende stigning i beskæftigelsen allerede inden for 6-7 år. Endvidere mener ministeriet, at den langsigtede løn vil være upåvirket. Begge dele mangler solid dokumentation. Selv hvis man tror, at udbuddet finder beskæftigelse på lang sigt, er det højst usikkert, om dette sker inden for blot 6-7 år, som Finansministeriet tror. For at nå frem til en tidshorisont på 6-7 år skruer Finansministeriet på centrale antagelser om, hvordan udlandets efterspørgsel vil reagere på billigere danske varer. Der er ikke dokumentation for, at reaktionen fra udlandet skulle være så kraftig, som Finansministeriet antager. Derfor overvurderer Finansministeriet sandsynligvis stigningen i beskæftigelsen.
Den centrale forudsætning for, at øget arbejdsudbud omsætter sig i øget beskæftigelse, er ydermere et nedadgående pres på lønnen. Der er altså tale om en slags indirekte indkomstpolitik, som har til formål at presse lønnen nedad for at gøre Danmark mere konkurrencedygtigt og dermed øge eksporten. Men selv hvis det lykkes Danmark at øge beskæf- tigelsen gennem øget arbejdsudbud og lavere eksportpriser, vil det naturligt lede til lønkonkurrence med de lande, Danmark handler med. Dermed risikerer man et internationalt nedadgående lønpres, som dermed ville annullere de langsigtede effekter for den danske økonomi.
Det er også højst usikkert, at en nedgang i lønnen kun vil være midlertidig, som Finansministeriet antager. Ministeriet fremlægger ikke en modelanalyse af, hvordan et øget udbud af arbejdskraft på sigt skal kunne sikre uændret lønniveau og højere beskæftigelse. Tværtimod viser de rapporter om ADAM-modellen og DREAM-modellen, som vi har fundet, at reallønnen i disse modeller vil være lavere på sigt, da det er den centrale mekanisme til at sikre højere beskæftigelse.
Offentligt forbrug kan have positiv virkning på arbejdsudbuddet
Finansministeriet antager, at offentligt forbrug stort set ikke har positive dynamiske effekter. Resultatet er et fejlagtigt skøn for de samfundsøkonomiske konsekvenser, hvilket udgør et problem for den offentlige økonomi på sigt.
Finansministeriets argumentation for ikke at indregne dynamiske effekter af offentligt forbrug er utilfredsstillende. Der er en bemærkelsesværdig forskel på ministeriets villighed til at indregne dynamiske effekter af lavere skat og uvilligheden til at indregne positive effekter af offentligt forbrug. Der stilles ganske enkelt helt andre krav, når det gælder indregningen af dynamiske effekter af offentligt forbrug.
Vores litteraturgennemgang viser, at det er både muligt og ønskeligt at skønne over både positive og negative virkninger på arbejdsudbuddet af offentligt forbrug, ligesom der allerede i dag foreligger solid evidens for arbejdsudbudseffekter af offentligt forbrug. Der er veldokumenterede arbejdsudbudseffekter ved offentlig børnepasning og ældrepleje. Andre of- fentlige udgiftsområder er mindre velbeskrevet, men indikationerne er klare.
Finansministeriet hævder allerede at skønne over dynamiske effekter ved uddannelse. Dette sker dog på et alt for reduceret grundlag, og undervurderer dermed den egentlige effekt af højere uddannelse.
Samfundets velstand bliver ikke mindre af offentlige investeringer
Finansministeriet antager, at der er et velstandstab på 10 pct., når der gennemføres offentlige investeringer, som ikke er fuldt finansierede. Dette kaldes skatteforvridningstab. Begrundelsen er, at offentlige investeringer fortrænger private investeringer og dermed vil have en negativ økonomisk effekt.
Der er betydelig debat om, hvorvidt man overhovedet skal regne med et forvridningstab som udgangspunkt. Tidligere økonomiske vismænd som C.T. Kreiner og P.B. Sørensen argumenterer for, at ministerierne bør arbejde med en særskilt beregning af et eventuelt forvridningstab ud fra en konkret vurdering fra sag til sag.
Selv hvis man godtager ideen om et skatteforvridningstab, er antagelsen om 10 pct. tab misvisende. For den norske forskningslitteratur, som Finansministeriet henviser til, viser med de aktuelle elasticiteter for substitution og indkomst med hensyn til indkomstskatteændringer i Danmark, at der bør regnes med et forvridningstab på langt under 9 pct. Til- svarende viser de amerikanske studier, som Finansministeriet henviser til, at skatteforvridningsfaktoren bør være et sted mellem 1,0 og 1,07 svarende til et tab på mellem 0 og 7 pct. Igen markant lavere end de 10 pct., som ministeriet antager.