Fremme af demokratiske og ikke-kommercielle pengeinstitutter

Kundeejede og demokratisk forvaltede pengeinstitutter skaber sund konkurrence til de aktieselskabsejede banker, og sikrer flere samfundsgavnlige investeringer. Enhedslisten foreslår at fjerne forhindringer for etablering af nye andels- og sparekasser, indføre en mere proportionel regulering, og sikre adgang til kapital gennem etablering af en ny investeringsform.

Danmark har en lang og stolt tradition for sparekasser og andelskasser, opbygget efter demokratiske og almennyttige principper, og hvis formål er at betjene kunderne frem for at tjene penge til aktionærer.

Den første sparekasse i Danmark blev oprettet i 1810, mens den første andelskasse så dagens lys i 1915.[i]  Stifteren Niels H. Jessen forklarede stiftelsen med følgende ord:

”Hvor meningsløst er det, at Andelsfolk sætter deres Sparepenge i Aktiebankerne og Sparekasserne i Byerne og derved øger disse Foretagenders Magt. Bagefter kommer de samme Andelsfolk i Flok og Følge og ønsker Laan til deres Fællesforetagende hos disse Pengeinstitutter, beder om at faa deres egne Penge som Laan, faar dem somme Tider til klækkeligt forhøjet Rente, men faar ogsaa ofte rent Afslag.” (Andelsbladet i 1915)

Som andre dele af andelsbevægelsen var de kooperative banker almindelige menneskers svar på markedets lemfældighed og private interessers grådighed. Og i mange år udgjorde spare- og andelskasser en betydelig del af den danske finanssektor. Sparekassen SDS var indtil dens omlægning til et kommercielt aktieselskab i 1989, Danmarks tredje største pengeinstitut.

Men med liberaliseringerne og den generelle tendens mod mere markedsstyring fraslutningen af 1980’erne og frem, blev mange sparekasser og andelskasser omdannet til kommercielle aktieselskaber, og fusioneret med storbankerne. I dag er alle de største banker børsnoterede aktieselskaber. Der findes dog stadig en lang række fællesejede og selvejende pengeinstitutter, men de er udfordrede af ulige konkurrence og øgede regelefterlevelsesomkostninger.

Det er en bekymrende udvikling, fordi fællesejede, demokratisk funderede pengeinstitutter er mere stabile, mindre eksponerede over for risici, og opererer ud fra en forretningsmodel, som i højere grad end konventionelle banker understøtter realøkonomien. Internationale undersøgelser viser, at de fællesejede, demokratisk funderede institutter tager færre risici[ii], ofte har en stærkere kapitalbeholdning[iii], leverer mere stabile egenkapitalforrentninger[iv], og i højere grad understøtter realøkonomien, og de sociale og miljømæssige målsætninger, som udspringer fra lokalsamfundet.[v]

 

Sparekasser og andelskasser

Sparekasserne og andelskasserne har det til fælles, at de ikke er aktieselskaber og ikke drives for at tjene penge til en ejerkreds, men derimod har et almennyttigt sigte. De adskiller sig fra hinanden i ejerform og kundeindflydelse. Begge typer pengeinstitutter har efter krav fra EU siden 1985 været reguleret efter samme regler som de kommercielle banker.

Sparekasserne
De oprindelige sparekasser blev organiseret som selvejende institutioner, hvis formål var at yde billig kredit i lokalområdet. Selveje betyder, at der ikke er nogen egentlig ejer af sparekassen og dens egenkapital. Deres primære opgave er i modsætning til de aktieselskabsejede banker ikke at tjene flest mulige penge, men at sikre adgang til kredit på rimelige vilkår for deres kunder.

I nogle sparekasser kan kunderne få demokratisk indflydelse, hvis de indskyder såkaldt garantkapital, der fungerer som ansvarlig kapital. De kaldes Garantsparekasser. Garanternes stemmeret er reguleret af vedtægterne, men lovgivningens stemmeretsbegrænsninger bestemmer, at garanter har én stemme pr. 1.000 kroner i garantkapital, dog maks. 20 stemmer.

Der findes stadig en række demokratisk forvaltede garantsparekasser i Danmark, som f.eks. Vendsyssel Sparekasse og Sparekassen Kronjylland, hvor repræsentantskabet, som er valgt af garanterne, udgør den øverste ledelse.

Efter lovændringen i 1988, hvor sparekasserne fik nyt lovgrundlag, er en række sparekasser blevet omdannet til aktieselskaber, og en række af dem er siden blevet børsnoteret eller fusioneret med andre børsnoterede banker. Den største sparekasse, SDS, endte f.eks. kort efter som en del af Unibank og senere Nordea.

Med omdannelsen til aktieselskaber mistede de pågældende sparekasser deres centrale karakteristika, idet hensynet til at sikre afkast til aktionærerne har erstattet hensynet til at sikre billig kredit til kunderne, ligesom garantdemokratiet har tabt sin betydning. De har dog stadig lov at kalde sig sparekasser. Mange af de omdannede sparekasser har været i økonomisk uføre, fordi de bredte sig til nye forretningsområder i stedet for at fokusere på deres lokale kerneaktiviteter. Af de 18 større sparekasser, der siden 1992 er blevet omdannet til aktieselskaber, er syv gået konkurs, mens seks er blevet overtaget af konkurrenter.

Andelskasserne
Andelskasserne er i reglen organiseret som andelsselskaber (A.M.B.A.: Andelsselskab med begrænset ansvar), dvs. at de i modsætning til de selvejende sparekasser er ejet af andelshaverne. I andelskasserne er demokratiet mere vidtgående end i sparekasserne, idet hver andelshaver har én stemme, uanset hvor meget andelskapital man har indskudt. Generalforsamlingen, hvor alle andelshavere har stemmeret, er andelskassens øverste myndighed. I det der er et sammenfald mellem kunder og ejere, er det selvsagt andelskassernes formål, er at sikre de bedste vilkår for deres kunder.
De første andelskasser startede som en del af Andelsbevægelsen i 1800-tallet og enkelte af dem eksisterer stadig.

I 1970´erne blev en ny række andelskasser grundlagt – blandt andet med udgangspunkt i JAK-bevægelsen[vi]. Merkur Andelskasse og Fælleskassen er f.eks. begge andelskasser, der stammer fra denne bølge.

Mange andelskasser er i løbet af de seneste årtier omdannet til aktieselskaber, og har mistet deres demokratiske struktur. I 2011 blev 16 af de største og ældste andelskasser slået sammen i Danske Andelskassers Bank, som samtidig blev børsnoteret uden nogen stor succes.

En række andre andelskasser, som f.eks. Østervrå andelskasse, har ladet store økonomiske investorer komme ind med bestemmende indflydelse og dermed udvandet demokratiet. Dette blev muliggjort af en lovændring i 2011, der gav andelskasserne mulighed for at fravige den stemmeretsbegrænsning, der sikrede, at hver andelshaver kun har én stemme uanset omfanget af andelskapital. I flere tilfælde har denne type manøvre medført alvorlige problemer, som vi f.eks. senest har set det med den nu afviklede Københavns Andelskasse, hvor storinvestorer misbrugte andelskassen, og i JAK Slagelse.

Der er i 2018 fem ægte andelskasser i Danmark hvoraf Merkur Andelskasse er den største med 34.000 kunder.

Demokratiske pengeinstitutter er gavnlige for økonomien
Sparekasser og andelskasser er grundlæggende orienteret mod en ”dobbelt bundlinje” – profit er ikke det ultimative mål, men et middel til at danne kapital for at kunne absorbere eksterne chok, og igennem langsigtede investeringer realisere samfundsmæssige målsætninger, som defineret af medlemmerne. [vii] De tjener populært sagt penge for at eksistere, men eksisterer ikke for at tjene penge. Profit og kapital kommer for dem i al væsentlighed fra nettorenteindtægten, dvs. forskellen mellem beløbet banken betaler medlemmer for indskud og hvad låntagere betaler banken for at låne.[viii] Det giver en mindre risikabel balance og en mere stabil performance med færre udsving.

Derudover er fællesejede institutter vigtige for den finansielle stabilitet. De har dels vist sig mere modstandsdygtige over for økonomiske chok end konventionelle banker, dels bidrager deres særegne forretningsmodel med en diversitet til det finansielle system, som styrker systemets overordnede resiliens. Fællesejede pengeinstitutter kom bedre igennem krisen på både globalt plan[ix] og i Danmark.[x] Ud af de 17 pengeinstitutter i Danmark, der enten krakkede, blev afviklet eller opkøbt i forbindelse med finanskrisen, var kun 3 af dem fællesejede institutter.[xi] Denne modstandsdygtighed tillod de fællesejede pengeinstitutter at opretholde en stabil långivning på et kritisk tidspunkt, hvor større, konventionelle banker skar drastisk ned.[xii]  Dertil har fællesejede institutter ofte haft en højere andel af udlån til små og mellemstore virksomheder end i det samlede lånemarked.[xiii] Den relativt stabile långivning er altså livgivende for realøkonomien, særligt i krisetider.

Når de fællesejede institutter generelt klarede sig bedre igennem krisen end konventionelle banker og i højere grad understøttede realøkonomien til trods for, at de var udsat for de samme udviklinger i den globale og nationale økonomi, kan det i høj grad tilskrives de særegenheder, som kendetegner deres struktur – særligt medlemsdemokratiet. Hvor konventionelle bankers strategier bestemmes af anonyme aktionærers krav om høje og faste investeringsafkast, kan medlemmerne af en kooperativ bank præge ledelsens strategiske retning og markedsstrategi, hvilket ofte resulterer i en bedre præstation i realøkonomien på en række centrale parametre.[xiv]

Der er heller ikke nogen tvivl om, at fraværet af stærke kooperative ikke-profitmotiverede alternativer i finanssektoren er en stærk medvirkende årsag til den stigning, vi har set i gebyrer og bidragssatser i de seneste årtier.

De fællesejede pengeinstitutter er med andre ord vigtige for kunderne, den finansielle stabilitet og understøttelsen af realøkonomien. Det er derfor centralt at forbedre rammebetingelserne omkring dem for at sikre, at de kooperative ejerskabsstrukturer, som har været vigtige for det danske finansielle system igennem århundreder, ikke overmatches af de udfordringer, der risikerer at gøre banksystemet mere skrøbeligt og usikkert.

 

Forhindringer for fremme af fællesejede, demokratisk funderede pengeinstitutter

Den demokratiske del af finanssektoren står over for en række alvorlige udfordringer. Adgangen til at etablere nye andels- og sparekasser er stoppet, og de eksisterende kooperative pengeinstitutter presses af standardiseringen af den finansielle regulering og de øgede regelefterlevelsesomkostninger.
De demokratisk forvaltede andelskasser og sparekasser henter deres kapitalgrundlag fra andelshaverne eller garanterne, eller gennem deres indtjening. Men de vil ofte have sværere ved at møde kapitalkrav end aktieselskabsbankerne, som altid kan gennemføre en aktieudvidelse. Dette har været medvirkende til, at en række andels- og sparekasser har omdannet sig til aktieselskaber, eller har ladet storinvestorer komme ind med medbestemmende kapital, og dermed afviklet deres demokratiske karakter.

Denne udvikling fremmer en uhensigtsmæssig konvergens i ejerskabsstrukturer i takt med, at de fællesejede institutter enten må lukke, konvertere til eller blive opkøbt af konventionelle banker, uden at nye kan komme til. Det vil efterlade et mindre robust finansielt system, fordi sektoren vil blive mere sårbar over for chok, som påvirker mange banker på samme måde og i samme omfang.[xv]

Enhedslisten foreslår

Hvis vi ønsker at styrke og udvikle vores andels- og sparekassesektor, skal der tages en række initiativer, der sikrer sektoren bedre rammevilkår og beskyttelse imod urimelige konkurrenceforhold.
Enhedslisten foreslår følgende initiativer:

i. Fjern forhindringer for etableringer af nye andels- og sparekasser
Det er med den gældende lovgivning slet ikke muligt at grundlægge nye andelskasser eller sparekasser. Med en lovændring i 2003 blev der lukket for at stifte nye andels- og sparekasser.

Lov om finansiel virksomhed § 7 fastslår desuden, at startkapitalen i nye pengeinstitutter skal udgøres af aktiekapital. Dette forhindrer de facto etableringen af nye andelskasser eller sparekasser, der henter deres egenkapital ved udstedelse af andelsbeviser, eller i sparekassernes tilfælde garant-kapital.[xvi]

• Annullering af krav om at startkapital skal udgøres af aktiekapital
  Konkret ændres §7 stk. 8 i lov om finansiel virksomhed, så kravet om en specifik form for startkapital fjernes, og nye institutter igen kan baseres på andels- eller garantkapital. Erhvervsministeren har over for Enhedslisten bekræftet, at den danske lov er en overimplementering af det bagvedliggende EU-direktiv, som ikke kræver en bestemt form for egenkapital eller selskabsform.[xvii]
• Genoprettelse af muligheden nye andels- og garantsparekasser
  Sparekasser skal igen kunne grundlægges som selvejende institutioner, mens andelskasser skal kunne oprettes som A.M.B.A’er. Uanset virksomhedsform skal pengeinstitutterne stadig været omfattet af den almindelige finansielle regulering.

1. Mere proportionel tilsyn og kapitalkrav
   Regelefterlevelsesomkostningerne er steget markant for de fællesejede pengeinstitutter, særligt efter finanskrisen, hvor tilsynet er skærpet. Da den nye regulering er modelleret på de mere udbredte, konventionelle banker, tager den kun i ringe grad højde for kooperative bankers særkarakteristika, f.eks. den interne, demokratiske styringsstruktur, og den mindre risikobetonede adfærd.[xviii] Også i forhold til kapitalkravene er det problematisk, at reguleringen ikke tager tilstrækkelig højde for, at kooperative banker har en lavere risikoprofil, fordi deres udlånsportefølje ofte er sikret af en stærk garantistillelse.[xix]For at imødegå disse udfordringer foreslår Enhedslisten:

• Ny tilsynskategori
  Der oprettes en ny tilsynskategori for kooperative banker og andre mindre banker, der opererer inden for nogle fastlagte rammer med lavere risiko og en mindre kompleks forretningsmodel. Banker som vælger at komme ind under denne kategori fritages for en del af de indberetningskrav, som de større kommercielle og mere komplekse banker er omfattet af.
• Afskaffelse af de interne risikovægte
  Storbankernes mulighed for at anvende interne risikovægte udfases, så kravene til bankernes kapitalfinansiering opgøres ud fra de standardiserede risikovægte. Det vil sikre mere fair konkurrencevilkår mellem de aktionærejede storbanker og de fællesejede pengeinstitutter.
  I en overgangsperiode, mens de interne vægte afskaffes, skal det gøres obligatorisk for de store banker at offentliggøre deres solvens ud fra standardvægtene.

 

• Lovens virkning på sektorens diversitet vurderes
  I forbindelse med behandling af en ny finansiel lovgivning i Danmark, skal Folketingets partier fremover indhente en vurdering fra Finanstilsynet af, hvorvidt den eller de foreslåede lovændringer vil påvirke sektorens diversitet, herunder den demokratiske del af finanssektoren, samt om det ønskede formål kan opnås på en mere proportionel måde

iii. Bedre adgang til kapital
Det er selve kernen i de demokratiske pengeinstitutter, at de er ejet af og styret af deres kunder, og derfor ikke kan hente kapital på den måde som aktieselskabsbankerne kan, uden at de samtidig mister deres demokratiske og non-profitorienterede karakter. Omdannelsen til aktieselskaber eller introduktionen af fremmed kapital, der kræver indflydelse på beslutningerne indebærer et opgør med det demokratiske grundlag. Hvis vi ønsker at bevare og udvikle de demokratiske finansvirksomheder, og de fordele som de medfører for samfundet og økonomien, så er det nødvendigt at tage højde for deres særkende, og sikre adgang til kapital fra andre kanaler end aktiemarkedet.

• Etablering af Danmarks Erhvervsdemokratiske Investeringsfond
  Enhedslisten foreslår etableringen af en ny investeringsfond under navnet Danmarks Erhvervsdemokratiske Investeringsfond. Fonden placeres under vækstfonden, eller i den nye statslige investeringsfond, som foreslås andetsteds i denne rapport. Fonden skal være organiseret efter samme principper og statsstøtteregler som Den Grønne Investeringsfond.  Fonden skal kunne give forskellige typer af lån herunder i form af ansvarlig kapital til demokratisk forvaltede erhvervsvirksomheder, herunder pengeinstitutter og realkredit.  Fonden skal kunne medvirke til at stille startkapital til rådighed for nyetablerede spare- og andelskasser i form af andelskapital eller garantkapital. Og den skal kunne stille lånekapital til rådighed i forbindelse med nye kapitalkrav, eller hvis spare- og andelskasser, på ansvarlig vis, vil ekspandere deres udlånsvirksomhed, og i den forbindelse har brug for ansvarlig kapital.
• Investorfradrag til andelskasserne
  i 2019 indføres et nyt investorfradrag, som giver fradragsret ved indskud af aktiekapital i nystartede mindre virksomheder. Enhedslisten er modstander af det generelle investorfradrag og ønsker at det målrettes erhvervsdemokratiske virksomheder, og andre virksomheder med et særligt samfundsgavnligt formål. Et sådant fradrag vil give andelskasserne lettere adgang til at øge egenkapitalen ved hjælp af tegning af andelskapital.
• Omlægning lønsumsafgiften for finansielle virksomheder

Finansielle virksomheder er omfattet af den såkaldte lønsumsafgift. Det er en afgift, som afgøres af lønsummen, dvs. af antallet af medarbejdere. Lønsumsafgiften tilgodeser på grund af stordriftsfordele de største pengeinstitutter. For at skabe en mere fair konkurrence mellem store og små pengeinstitutter – herunder andels- og sparekasser – foreslår Enhedslisten en omlægning af lønsumsafgiften for finansielle virksomheder, således at der indføres et bundfradrag for de første 50 medarbejdere, finansieret på en højere afgift på de øvrige medarbejdere.

1. Lovmæssig sikring af demokratiet i kooperative banker
   Andelshavere og garanters demokratiske indflydelse var oprindeligt sikret ved lov. Med en lovændring i 2011 blev reglerne lempet således, at man kunne dispensere for stemmeretsbegrænsningerne i en andelskasse, hvis en storinvestor indskød andelskapital, der medførte, at andelskapitalen udgjorde over 80 pct. af den samlede egenkapital.
   Siden er en række andels-kasser og sparekasser brugt denne lempelse og har således mistet deres grundlæggende demokratiske karakter. De har dog fortsat lov til at kalde sig for andelskasser og sparekasser.[xx]For at imødegå disse udfordringer foreslår Enhedslisten:

• Fjern lempelsen i de lovbeskyttede stemmeretsbegræsninger
  Reglerne om stemmeretsbegrænsinger i Lov om finansiel virksomhed føres tilbage til før lovændringen i 2011, så det ikke længere er muligt at dispensere for stemmeretsbegrænsningerne i spare- og andelskasser. Det vil beskytte nuværende og fremtidige spare- og andelskasser mod fjendtlige overtagelser.
• Kun demokratiske pengeinstitutter må kalde sig andels- og sparekasser
  En række spare- og andelskasser er gennem de seneste årtier forvandlet til aktieselskaber, eller har efter undtagelsen for stemmeretsbegrænsningerne overladt magten til storinvestorer. Den gældende lovgivning sikrer dem dog i begge tilfælde retten til fortsat at kalde sig andels- og sparekasser.  Det gælder f.eks. Danske Andelskasser, som i dag er et aktieselskab, og en lang række sparekasser.[xxi]Det er falske varebetegnelser, og giver forbrugerne en fejlagtig forventning til bankens værdier, og til hvilken indflydelse de har som kunder i de pågældende institutter.Loven skal ændres så kun de demokratiske banker, der sikrer andelshavere, og garanterer den afgørende demokratiske indflydelse efter de oprindelige principper, har ret til at kalde sig andels- og sparekasser.

[i] Madsen, Uffe (1999). Forskellen mellem bank, sparekasse og andelskasse. J.A.K.-bladet, 10.04.1999.

[ii] Birchall, Johnston (2013) – Finance In an Age of Austerity: The Power of Customer-owned Banks. London, Storbritannien: Edward Elgar Publishing; Lang, Frank, Simone Signore & Salome Gvetadze (2016). The role of cooperative banks and smaller institutions for the financing of SMEs and small midcaps in Europe. http://www.eif.org/news_centre/publications/eif_wp_36.pdf

[iii] Groeneveld, Hans (2017) – Snapshot of Co-operative Banking 2017.Tias School for Business and Society.; Global Alliance for Banking on Values (2016). Real Economy – Real Returns: A Continuing Business Case for Sustainability-focused Banking. Global Alliance for Banking on Values 2016 Research Report.
http://www.gabv.org/wp-content/uploads/2016-Research-Report-final.pdf

[iv] Global Alliance for Banking on Values (2016). Real Economy – Real Returns: A Continuing Business Case for Sustainability-focused Banking. Global Alliance for Banking on Values 2016 Research Report.
http://www.gabv.org/wp-content/uploads/2016-Research-Report-final.pdf; Groeneveld, Hans (2017) – Snapshot of Co-operative Banking 2017.Tias School for Business and Society.

[v] Lang, Frank, Simone Signore & Salome Gvetadze (2016). The role of cooperative banks and smaller institutions for the financing of SMEs and small midcaps in Europe. http://www.eif.org/news_centre/publications/eif_wp_36.pdf

[vi] http://www.jak.dk

[vii] Groeneveld, Hans (2017) – Snapshot of Co-operative Banking 2017.Tias School for Business and Society.

[viii] Groeneveld, Hans (2017) – Snapshot of Co-operative Banking 2017.Tias School for Business and Society.

[ix] Birchall, Johnston (2013) – Finance In an Age of Austerity: The Power of Customer-owned Banks. London, Storbritanninen: Edward Elgar Publishing; Lang, Frank, Simone Signore & Salome Gvetadze (2016). The role of cooperative banks and smaller institutions for the financing of SMEs and small midcaps in Europe. http://www.eif.org/news_centre/publications/eif_wp_36.pdf

[x] Bechmann, Ken L. & Johannes Raaballe (2009). Danske bankdirektørers aflønning – incitamentsaflønning eller tag selv bord? Finans/Invest 2/03: 17-27

[xi] Ritzau (2013). Se listen med de krakkede danske banker her. Information, 30.01.2013. https://www.information.dk/telegram/2013/01/se-listen-krakkede-danske-banker

[xii] Bülbül, D., Schmidt, R.H. and Schüwer, U. (2013). Savings Banks and Cooperative Banks in

Europe. SAFE Center of Excellence – Policy Center. White Paper Series No. 5. August 20, 2013; Fiordelisi, F. and Mare, D.S. (2014). Competition and financial stability in European cooperative

banks. In: Journal of International Money and Finance. Vol. 45. July 2014 (Elsevier). Pp. 1–16.

http://dx.doi.org/10.1016/j.jimonfin.2014.02.008

[xiii] Lang, Frank, Simone Signore & Salome Gvetadze (2016). The role of cooperative banks and smaller institutions for the financing of SMEs and small midcaps in Europe. http://www.eif.org/news_centre/publications/eif_wp_36.pdf

[xiv] Groeneveld, Hans (2017) – Snapshot of Co-operative Banking 2017.Tias School for Business and Society.

[xv] Groeneveld, Hans (2017) – Snapshot of Co-operative Banking 2017.Tias School for Business and Society.

[xvi] https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=193767

[xvii] https://www.ft.dk/samling/20181/almdel/eru/spm/80/svar/1528820/1967016.pdf

[xviii] Groeneveld, Hans (2017) – Snapshot of Co-operative Banking 2017.Tias School for Business and Society.; Lang, Frank, Simone Signore & Salome Gvetadze (2016). The role of cooperative banks and smaller institutions for the financing of SMEs and small midcaps in Europe. http://www.eif.org/news_centre/publications/eif_wp_36.pdf

[xix] European Association of Co-operative Banks (2018). Co-operative Banks: At the Service of their Members and Society. http://v3.globalcube.net/clients/eacb/content/medias/publications/eacb_studies/online_version_eacb_booklet_raiffeisen_2018_compressed.pdf

[xx] https://finanswatch.dk/secure/Finansnyt/Pengeinstitutter/article10246006.ece

[xxi] Lov om finansiel virksomhed §7 stk. 6