Indgreb mod gældsindustrien: Begræns boligbobler og voksende gældsætning

Over de seneste årtier er danskernes boliggæld eksploderet – i høj grad som resultat af politiske beslutninger. Den høje gæld øger sårbarheden over for finansielle kriser, og skaber en forvokset finanssektor. Enhedslisten vil begrænse gældsætningen og modvirke boligbobler ved at udfase såvel rentefradraget som de afdragsfrie og variable lånformer, samt ved igen at sænke belåningsgrænsen for sommerhuse.

En reform af finanssektoren handler ikke kun om at regulere bankernes aktiviteter. Det handler også om at begrænse finanssektorens omfang og den øgede gældsætning af borgerne, som en forvokset sektor medfører.

Alle eksperter er i dag enige om at én af hovedårsagen til, at finanskrisen blev så dyb og langvarig i Danmark, skyldtes de foregående års opbygning af gæld på boligmarkedet. I årene op til finanskrisen steg ejendomspriserne markant, og det fik gældsætningen til at øges. Danskerne lånte flere og flere penge til at finansiere deres boligkøb. Da krisen så ramte, og boligpriserne faldt, blev mange danskere insolvente, mens andre sad lige til grænsen. I begge tilfælde førte det til, at danskerne sad på pengene på et tidspunkt, hvor der var stærkt brug for det modsatte.

Politiske beslutninger
Boligboblen og den voldsomme opbygning af boliggæld var ikke noget, der kom af sig selv. Den var i høj grad resultatet af politiske beslutninger. En af hovedårsagerne til at priserne og dermed boliggælden steg, var fremkomsten af en række nye typer af realkreditlån. Først opfandt bankerne de såkaldte kortfristede flexlån eller variable lån, uden at politikerne greb ind. Senere i 2003 tillod et flertal i Folketinget de nye afdragsfrie lån, på trods af advarsler fra en række økonomiske eksperter (og fra Enhedslisten). Endelig fik pengeinstitutterne lov at udstede nye såkaldte realkreditlignende lån.[i]

Argumentet var, at de nye låntyper ville gøre det nemmere for unge mennesker at komme ind på boligmarkedet, fordi det blev billigere at låne. Samme argument bliver brugt i dag for at fastholde rentefradraget.

Argumentet er dog grundlæggende galt skruet sammen. For på boligmarkedet er det sådan, at lavere låneomkostninger øjeblikkeligt sætter sig i priserne. Når man kan slippe for at afdrage på sit lån, eller kan trække sine renteudgifter fra, så har man råd til at købe en dyrere ejendom, fordi de månedlige udgifter bliver lavere.

Hver gang der blev introduceret nye låntyper, blev det da også fulgt af kraftige stigninger i boligpriserne.  Tallene taler deres tydelige sprog. Fra 2000 til 2007 steg prisen på et familiehus med 85 pct., mens prisen på ejerlejlighed fordobledes. Ifølge nationalbanken kunne introduktionen af flexlån og afdragsfrie lån forklare over halvdelen af denne værdistigning, mens også skattestoppet havde en del af ansvaret.[ii]

Liberaliseringerne af realkreditten var dermed til gavn for dem, der skulle sælge deres bolig, og dermed høste store skattefrie avancer. Men for dem, der skulle ind på boligmarkedet, betød det, at de var nødt til at gældsætte sig hårdere ved at låne flere penge.  Samtidig førte de store boligformuer til en markant stigende ulighed mellem dem, der var inden og udenfor boligmarkedet.

Voksende gæld
Endnu mere bekymrende var det, at det medførte en enorm opbygning af gæld. Ja, faktisk blev danskerne i årene op til finanskrisen til et af de mest forgældede folk i verden. Husholdningernes gæld voksede fra at udgøre 192 pct. af BNP i 1995 til at udgøre svimlende 340 pct. i 2009. I intet andet land skete en så hurtig og voldsom gældsopbygning. I kroner og øre blev gælden næsten tredoblet. Fra 920 milliarder kroner i 1995 til 2.576 milliarder i 2009. Danskerne blev samtidig det folk i verden der bruger mest af sin indkomst på at afdrage gæld.[iii]

Gældsatte samfund er udsatte
Den økonomiske forskning er entydig. Det er skadeligt for et lands økonomi, hvis den private gældsætning bliver for høj, og hvis finanssektorens udlån i forhold til den samlede velstand bliver for høj.

For det første betyder en høj gældsætning, at finansielle kriser bliver mere langvarige, fordi befolkningen reagerer ved at holde på pengene og øge deres opsparing, hvilket sænker efterspørgslen.[iv]

For det andet viser den nyeste forskning, at en for stor privatgæld udgør en økonomisk bremse på væksten. Ifølge et studie vil en privat gæld på over 80 pct. af BNP føre til et markant fald i den langsigtede vækst. Den danske gæld udgør 116 pct. af BNP, og er dermed langt over dette niveau.[v]

De eneste, der har en interesse i den store gældsopbygning, er finanssektoren. Bankernes forretning er at sælge gæld. Hvis de kan øge efterspørgslen efter gæld, så vokser deres forretning og de kan tjene flere penge.

Derfor var finanssektoren så aktiv i at få liberaliseret rammerne for deres långivning op til krisen. Og derfor modsætter de sig med næb og kløer ethvert indgreb, som kan føre til mindre gældsætning af danskerne. For når man får politikerne til at tillade afdragsfrie lån, som gør gælden billigere og dermed øger boligpriserne, så udvider man sit marked.

En forvokset finanssektor er ikke til gavn for samfundet.  Den Internationale Valutafond har i et studie slået fast, at en Finanssektor, der overskrider en bestemt tærskelværdi, påvirker den økonomiske udvikling negativt, fordi finanssektoren trækker efterspørgsel ud af økonomien og ”stjæler” talent og investeringer fra den produktive sektorer. Danmarks finanssektors omfang ligger betydeligt over denne tærskelværdi.[vi]

Den danske finanssektors omfang er med andre ord blevet en økonomisk belastning for samfundet generelt og almindelige borgere i særdeleshed.

Ikke rettet op efter krisen
Desværre har finanssektoren siden krisen haft held med at undgå nye politiske initiativer, der for alvor kunne bremse gældsopbygningen. De afdragsfrie lån er stadig tilladte. Det samme gælder de kortfristede variable flexlån. Faktisk er andelen af flexlån uden afdrag større nu end før krisen. Der er tilmed uden politisk indgreb indført en ny låntype med 30 års afdragsfrihed.

Samtidig besluttede et flertal i Folketinget i foråret 2018, stik imod Nationalbankens skarpe advarsler,[vii] at løfte grænsen for, hvor meget man kunne belåne sit sommerhus med realkreditlån fra 60 til 75 pct. Rentefradraget, der reelt udgør en slags statsstøtte til gældsindustrien, er også fastholdt stort set uændret – på trods af, at det bidrager til øget gældsætning.

Vi ser derfor igen voldsomt stigende ejendomspriser. I København er kvadratmeterprisen på ejerlejligheder siden krisen fordoblet. En lejlighed i København på 85 kvadratmeter koster nu mere end 3,5 millioner kroner.  Selvom husholdningernes gæld er faldet en smule, siden den toppede umiddelbart før krisen, er vi stadig et af verdens mest forgældede folk. Husholdningernes gæld udgør 116 pct. af BNP. Til sammenligning udgør gælden i vores naboland Sverige kun 80 pct. af BNP.[viii]

 

Enhedslisten foreslår
Det er et politisk ansvar at sikre, at den private gæld ikke har et niveau, hvor den udgør en trussel mod den finansielle stabilitet. Ligesom det er et politisk ansvar at sørge for, at finanssektoren ikke bliver så omfangsrig, at den bliver en klods om benet på den produktive del af økonomien.  Derfor skal der sættes nye og skarpe politiske rammer, der stopper og nedbringer den gældsætning, som er bygget op gennem de sidste 20 år som følge af liberaliseringer og manglende politiske indgreb.

Målet med reguleringen skal være at undgå nye boligbobler, sikre stabile boligpriser, der som udgangspunkt følger den almindelige velstandsudvikling i samfundet, og sørge for at gælden ikke vokser til et økonomisk uholdbart niveau.

Et langsigtede mål er at få den private gæld ned under 80 pct. af BNP. Det vil samtidig betyde, at finanssektorens omfang i forhold til realøkonomien vil blive betydeligt mindre end i dag.

For at nå dette mål foreslår Enhedslisten:

i.  Udfas lån med afdragsfrihed og kortfristede realkreditlån
De afdragsfrie lån skal afvikles som en mulighed ved låneoptag. For at sikre imod pludselige stød til boligpriserne, indfases afviklingen over en periode på 10 år, hvor realkreditinstitutterne år for år skal nedbringe omfanget af nye afdragsfrie lån. Det skal overvejes at bevare mulighed for en ny form for begrænset afdragsfrihed, hvor låntagere kan fritages fra afdrag ved særlige forhold som ledighed eller sygdom. Der indføres en nedre grænse for variable lån, så de mest kortfristede låntyper på under 5 år udfases over samme periode.

Det skal samtidig overvejes, om pengeinstitutternes muligheder for at udstede realkreditlignende lån (SDO og SDRO) skal begrænses eller afskaffes.

ii. Udfas rentefradraget
Rentefradraget udgør en direkte statsstøtte til gældsindustrien, og forskningen tyder ikke på, at fradraget har nogen klare positive effekter i forhold til at gøre det lettere at komme ind på boligmarkedet.[ix] Enhedslisten vil udfase rentefradraget gradvist over 25 år. For at sikre en god social profil gennemføres udfasningen ved, at der indføres et nominalt loft over, hvor stort et beløb man kan trække fra. Loftet sænkes så hvert år, indtil rentefradraget er udfaset.  Formålet er ikke at øge samfundets skatteindtægter, så provenuet sendes tilbage til borgerne f.eks. gennem en tilsvarende årlig generel forhøjelse af personfradraget eller sænkelse af bundskatten.

iii. Styrket overvågning af den private gældsætning
Det systemiske risiko-råd får til opgave at overvåge udviklingen i den private gæld. Hvis gælden fortsætter med at vokse over det ønskede niveau, skal Nationalbanken gives mulighed for at tage initiativer, der kan stoppe gældsudviklingen.

[i] Barsøe, Magnus (2018). Gud bevare afdragsfriheden. People’s Press: 47.

[ii] Nationalbanken: Udviklingen på ejerboligmarkedet i de senere år – Kan boligpriserne forklares?” Nationalbankens kvartalsoversigt, 1. kvartal 2011

[iii] Barsøe, Magnus (2018). Gud bevare afdragsfriheden. People’s Press: 37ff.

[iv] IMF: Understanding the  Macro-Financial Effects of Household Debt: A Global Perspective. April 2018

[v] Barsøe, Magnus (2018). Gud bevare afdragsfriheden. People’s Press: 191.

[vi] IMF: Rethinking Financial Deepening: Stability and Growth in emerging markets, Maj 2015

[vii] Høringssvar fra Nationalbanken: https://www.ft.dk/samling/20161/lovforslag/L165/bilag/1/1735259.pdf

[viii] Barsøe, Magnus (2018). Gud bevare afdragsfriheden. People’s Press: 106.

[ix] Ibid. 179.