Indledning

I år er det ti år siden, at finansgiganten Lehman Brothers krakkede. Det blev gnisten, der fængede an i en global finanssektor, der efter årtiers risikoopbygning var brandfarlig som en tørkeramt svensk fyrreskov.

Krakket satte gang i en verdensomspændende økonomisk krise, hvis konsekvenser og efterdønninger vi stadig lever med. Millioner af mennesker verden over mistede deres arbejde. Hundredtusinder blev boligløse. Gælden steg, og en drastisk og socialt skæv krisehåndtering skar hårdt ned på pensioner, lønninger og velfærd.

Danmark blev også ramt hårdt. De store danske banker og finanskoncerner havde i den grad taget del i de foregående års risikofyldte fest i den globale finanssektor. Og et overophedet og oppustet boligmarked bidrog til at gøre krisen betydeligt dybere her end hos vores nærmeste nabolande. 200.000 job blev tabt, og vi gik glip af milliarder i velstand[i]. Som i mange andre lande måtte staten træde til og redde bankerne fra kollaps med enorme bankpakker og finansielle indgreb betalt af skatteyderne.  På globalt plan kostede redningspakkerne til finanssektoren 70.000 milliarder kroner alene i perioden 2007-2009.[ii] I Danmark udstedte staten bankgarantier på 4.200 milliarder kroner.[iii]

Skandale efter skandale
Man kunne måske have forventet, at bankerne, efter at være blevet reddet af skatteyderne, ville udvise en smule taknemmelighed over for befolkningen. I stedet har vi set, hvordan bankerne og realkreditinstitutterne markant har øget gebyrer og bidragssatser siden krisen. Gebyrstigningerne har ført til historiske overskud i finanssektoren. Alene Danske Bank udbetalte i 2017 næsten 20 milliarder kroner i udbytte og tilbagekøb.

Siden krisen har den ene skandale fulgt den anden. En række af de største danske banker er blevet grebet i at hjælpe deres kunder med at placere formuer i skattely. Danske Bank er involveret i århundredets største hvidvaskningsskandale, som kan påføre det danske samfund og almindelige borgere alvorlige problemer. En række banker har sågar deltaget i den europæiske udbytteskandale, hvor danske og europæiske skatteydere er blevet frastjålet mere end 400 milliarder kroner.

Et mislykket eksperiment
Hverken finanskrisen eller de efterfølgende skandaler er udtryk for tilfældige hændelser eller enkeltelementers udeblevne moral. De er i meget høj grad et resultat af den markante forandring i kraft af liberalisering og deregulering af finanssektoren, som vi de sidste tre årtier har været tilskuere til.

Den nyliberale epoke, som satte ind fra slutningen af 70’erne og 80’erne i Reagan/Thatcher-årene, førte et nyt syn på finanssektoren med sig. Indtil da havde sektoren været stærkt reguleret med stærk offentlig kontrol og deltagelse. Nu så man i stigende grad statslig regulering som en bremse på samfundsgavnlig foretagsomhed, og der blev set skævt til offentlig deltagelse i finanssektoren.

I hele verden fjernede regeringerne op gennem 80’erne og 90’erne i en lind strøm de fleste af de dyrekøbte bånd, der tidligere var blevet lagt på bankerne. Kravene til kapital og likviditet blev sænket, og bankerne fik lov at udlåne mere og mere risikobetonet. Den hidtidige skarpe opdeling mellem bank, pension, realkredit, forsikring og investeringsvirksomhed blev ophævet. Også herhjemme har skiftende regeringer og de traditionelle magtbærende partier ihærdigt medvirket til at liberalisere og deregulere den finansielle sektor. Denne nyliberale dereguleringspolitik har ændret grundlæggende på finanssektorens karakter:

  • Større finanssektor
    Liberaliseringerne har betydet, at finanssektoren er vokset væsentligt hurtigere end realøkonomien. I 1994 svarede danske pengeinstitutters aktiver til 95 pct. af bruttonationalproduktet (BNP). I dag er de vokset til 182 pct. af BNP. Dvs. en fordobling af deres størrelse på under 25 år.[iv] At finanssektoren har vokset sig større end realøkonomien, har fået flere til at tale om en finansialisering af økonomien. Nyere forskning dokumenterer, at en forvokset finanssektor ikke er gavnlig for et lands økonomi. I stedet for at understøtte den produktive økonomi, trækker en forvokset finanssektor samfundsøkonomien ned.
  • Større banker
    Ophævelsen af den lovbestemte adskillelse mellem pengeinstitutter og andre forretningsområder førte sammen med privatiseringer af offentlige banker og en række fusioner til de store finansielle superkoncerner, vi kender i dag. Der er således sket en markant koncentration af ejerskabet i den finansielle sektor, og nogle få banker har sat sig på store dele af et stadig mere monopollignende marked. Det har ført til markant stigende gebyrer og bidragssatser til skade for borgere, landbrug og småerhverv.

Endnu mere bekymrende har det også medført, at en række banker er blevet Too Big to Fail. De er blevet så store, at samfundet ikke kan lade dem falde uden enorme samfundsmæssige omkostninger. Danmark er et af de lande i Europa, der er mest udsat. Alene Danske Banks samlede forretningsomfang svarer til omkring 150 pct. af det danske BNP. En ekstremt høj andel sammenlignet med vores nabolande.

  • Mere risiko og kompleksitet
    Fra at være traditionelle banker med fokus på at understøtte realøkonomien, er finanssektorens aktiviteter blevet mere og mere komplekse og risikofyldte. Komplekse finansielle produkter, såsom derivater, aktieudlån og sekuritiseringer, fylder stadig mere, og investeringsbankernes aktiviteter er i høj grad blevet filtret ind i den almindelige kundeforretning. Samtidig er gearingen – dvs. omfanget af udlån i forhold til egenkapitalen –blevet markant højere. Med andre ord er risikoopbygningen i finanssektoren vokset markant.

 

  • Fra kundeeje til aktiekoncerner
    En betydelig del af den danske finanssektor var indtil starten af 90’erne under demokratisk ejerskab. Andelskasser, garantsparekasser og foreningsejede realkreditinstitutter, som var ejet af kunderne, og ikke skulle generere overskud til sultne aktionærer, udgjorde en væsentlig del af landskabet. I dag er stort set alle penge- og realkreditinstitutter omdannet til aktieselskaber. Fokus er nu flyttet fra at tjene kunderne til at tjene ejerkredsen.

Uden at forstå disse grundlæggende forandringer i finanssektoren, kan man ikke forstå den seneste finanskrise, den voksende grådighed og de mange skandaler, vi har oplevet de seneste år.

Den udeblevne oprydning
Efter den omfattende finanskrise, og den lange række af skandaler kunne man forvente, at der var blevet lavet gennemgribende reformer i finanssektoren. Reformer der kunne inddæmme finanssektorens voksende økonomiske magt, begrænse profitbegæret og beskytte samfundet mod nye kriser. Men det er desværre langt fra tilfældet. Kapitalkravene er da blevet strammet. Og Finanstilsynets overvågning skærpet.  Men initiativerne er håbløst utilstrækkelige, og tager slet ikke fat om de grundlæggende problemer i finanssektoren.

Derfor ser vi nu også igen, at finanssektoren er på vej ud i fornyet risikotagning. Finanstilsynets direktør Jesper Berg advarede i starten af september 2018 om, at en række store banker har ”lagt sig i samme spor som sidst”, og han udtrykte bekymring for en ”overdreven udlånsvækst”. En test af Danske Bank viste, at 39 pct. af bankens udlån var i strid med Finanstilsynets vejledninger, fordi der blev lånt store beløb til kunder, der ikke havde økonomien til det. Vi ser også igen et boligmarked, der særligt i storbyerne er på vej mod en kreditdrevet overophedning.

Ti år efter finanskrisen står vi med andre ord ikke langt fra, hvor vi stod i nullerne. Med en finanssektor kendetegnet af en uansvarlighed og grådighed, der udgør en latent trussel mod den finansielle og økonomiske stabilitet. Det er en fundamentalt uholdbar og uacceptabel situation.

Brug for grundlæggende strukturreformer
Den nyliberale epokes voldsomme liberaliseringer af finanssektoren har grundlæggende været et mislykket eksperiment. Konsekvensen har været en finanssektor, der ikke tjener almindelige mennesker, men i stedet en lille finansiel elite. En finanssektor, der koster borgerne mange penge. Og en finanssektor, som udgør en trussel mod den finansielle og økonomiske stabilitet.

Hvis samfundet skal sikres mod nye ødelæggende kriser. Hvis finanssektorens alt for store økonomiske magt skal begrænses. Og hvis forbrugerne skal beskyttes imod at blive brugt som økonomisk malkekvæg. Så er der behov for gennemgribende reformer af vores finanssektor. Reformer der tager fat om de grundlæggende problemer og gør op med den udvikling, der har præget vores finanssektor gennem de seneste årtier.

Reformer der på den ene side inddæmmer og regulerer de finansielle koncerner, og på den anden side sikrer, at offentlige og demokratisk forvaltede banker og realkreditinstitutter vinder udbredelse. Det er den slags reformer, vi præsenterer i de følgende kapitler.

Når vi i den kommende tid skal diskutere reformer af finanssektoren, er det afgørende, at vi husker, at den måde finanssektoren ser ud i dag, ikke er nogen naturtilstand. Tværtimod er den nuværende situation, hvor vi har overladt det meste af vores finanssektor til få finansielle gigakoncerner, der kan boltre sig frit, et ganske nyt eksperiment.

Efter de seneste årtiers erfaringer bør det være tydeligt for enhver, at det ikke tjener borgernes interesser. Det er på tide at bringe eksperimentet til ophør, og udvikle en finanssektor for fremtiden, der tjener de mange, og ikke kun de få.

[i] Rangvid-udvalget (2013). Den finansielle krise i Danmark – årsager, konsekvenser og læring. https://em.dk/publikationer/2013/den-finansielle-krise-i-danmark-aarsager-konsekvenser-og-laering/

[ii] Conway, Edmund (2009). IMF puts toatal cost of crisis at £7.1 trillion. Guardian, 08.08.2009. https://www.telegraph.co.uk/finance/newsbysector/banksandfinance/5995810/IMF-puts-total-cost-of-crisis-at-7.1-trillion.html

[iii] Nationalbanken, Kvartalsoversigt, 4. kvartal 2008 s.98)

[iv] Barsøe, Magnus (2018). Gud bevare afdragsfriheden. People’s Press: 133.

Tilbage til forsiden