Når krisen rammer, skal bankerne betale

Det er afgørende at regningen efter nye redningspakker for kriseramte banker ikke igen tørres af på skatteyderne. Enhedslisten vil øge bankernes indskud til den såkaldte Garantiformue. Hvis staten alligevel skal skyde penge ind i kriseramte banker, skal der følge medejerskab og indflydelse med. Kriseramte banker skal kunne videreføres i offentligt regi.

Selv med de øgede kapitalkrav og de skærpede reguleringer af bankernes omfang og aktiviteter vil risikoen for nye bankkriser desværre fortsat være en uundgåelig del af den kapitalistiske økonomi. Der kan dog gøres meget for at begrænse finanskrisers påvirkning på realøkonomien og for at sikre, at finanssektoren selv betaler regningen for krisen.

Bankpakkerne var foræring til bankerne
Efter sidste finanskrise måtte de danske banker reddes af staten, som gennemførte en række økonomiske redningspakker. Den måske vigtigste af disse bankpakker var Bankpakke I, som betød, at staten stillede en ubegrænset garanti for alle indskydere og såkaldte simple kreditorer.[i] Med simple kreditorer menes ikke blot småsparere men også udenlandske storkreditorer, som de danske banker havde gjort sig meget afhængige af til at finansiere deres store udlånsvækst i årene op til finanskrisen.[ii] I alt stillede staten på denne måde garantier for 4.200 milliarder kroner, svarende til 250 pct. af BNP,[iii] som hvis de var blevet indløst ville have betydet statsbankerot.

Men garantien var ikke tilstrækkelig. En række banker med Danske Bank i spidsen havde brug for kapital for at opretholde deres solvens i takt med, at deres aktiver blev nedskrevet. Derfor vedtog et flertal i Folketinget Bankpakke II (Kreditpakken), der gav bankerne mulighed for at låne penge af staten som såkaldt hybrid kernekapital. I alt blev der givet kapitalindskud for 46 milliarder kroner og individuelle statsgarantier for 193 milliarder kroner, med Danske Bank som største modtager.[iv]

Bankpakke II er interessant, fordi det igennem hele forhandlingsforløbet om pakken blev overvejet at anvende en såkaldt upside-model, hvor staten ikke bare giver lån til nødlidende finansvirksomheder, men som modydelse for sine indskud og garantier får aktier eller aktieoptioner. I lang tid var der således en aftale mellem regeringen og oppositionen om at anvende en upside-model. Men efter et privat møde med formanden for Finans Danmark, Peter Schütze, og direktøren for Danske Bank, Peter Straarup, besluttede Erhvervsminister Lene Espersen at droppe upside-modellen. Dette blev efterfølgende mødt med stor kritik fra bl.a. socialdemokratiets forhandler Henrik Sass Larsen, der har kaldt aftalen mellem regeringen og finanssektoren for ”det største tyveri i Danmarkshistorien”.
Socialdemokraterne endte dog med at stemme for Bankpakke II alligevel sammen med næsten alle Folketingets partier.[v] Kun Enhedslisten valgte at stemme imod.

Hvis flertallet havde holdt fast i upside-modellen, kunne staten have solgt sine aktier med stor fortjeneste. Danske Bank aktien er bl.a. som følge af Bankpakke II steget fra kurs 37 i februar 2009 lige inden Bankpakke II til kurs 255 i efteråret 2017, inden den igen faldt som følge af hvidvaskskandalen. Det svarer til en stigning på næsten 700 pct.  En værdistigning, som skatteyderne kunne have fået velfortjent del i, hvis man havde holdt fast i en upside-model. Tag f.eks. Sverige, der valgte en upside-model, og fik et afkast på Nordea-aktien på over 200 pct. på få år.[vi]

Mere centralt end spørgsmålet om de indtægter, som staten er gået glip af ved at fravælge upside-modellen, er spørgsmålet om den indflydelse på finanssektoren, som staten er gået glip af. Meget konkret må man i dag spørge sig selv, om ikke en upside-model ville have betydet, at staten gennem sine aktier, og dermed bestyrelsesrepræsentanter i Danske Bank, ville have kunnet øve en positiv indflydelse, så samfundet blev skånet for f.eks. den seneste hvidvaskskandale.

Derfor bør staten, hvis den i fremtiden skal redde private banker gennem kapitalindskud, sikres indflydelse gennem et aktivt medejerskab. På samme vis skal den offentlige Nembank, som Enhedslisten vil etablere (jf. kapitel 2) have mulighed for at drive sunde dele af nødlidende banker, der er under afvikling videre.

Garantiformuen er ikke stærk nok
Som følge af EU’s BRRD-direktiv har Danmark med Bankpakke III etableret en national krisefond kaldet Garantiformuen. Garantiformuen dækker indskud i banker og andre finansvirksomheder på op til 750.000 kroner. Det betyder, at bankens kunder i tilfælde af en konkurs er sikret mindst 750.000 kroner.[vii] Garantiformuen kan siges, at være en slags forsikringsordning, som sikrer bankens kunder ved konkurs og som skal betales af finanssektoren selv.

Garantiformuen opbygges ved, at finansvirksomhederne indbetaler bidrag i forhold til deres størrelse. Målsætningen er, at Garantifonden i løbet af 6 år skal have en formue svarende til 0,8 pct. af de dækkede indskud.[viii]

Ideen med Garantiformuen er god. Desværre er garantiformuen langt fra velkapitaliseret nok til at modstå kriser i en af de større banker eller en systemisk krise, hvor hele sektoren er ramt.[ix] Når Garantiformuen er fyldt op, vil den således kun række til at dække indskuddene fra omkring halvdelen af en mellemstor banks kunder. I forhold til en bank som Danske Bank vil Garantiformuen være helt utilstrækkelig.

De nye såkaldte NEP-krav reducerer dog risikoen for statslige redningspakker, men ikke tilstrækkeligt. Med andre ord kan staten alligevel blive nødsaget at stille kapital, i tilfælde af større bankkonkurser eller systemiske kriser. Nationalbanken har da også selv fremhævet, at den har mulighed for at bevilge nødlidende banker statsgaranterede lån i tilfælde, hvor behovet for at honorere indskydergarantien overstiger Garantiformuens kapitalbeholdning. [x]

 

Enhedslisten foreslår

Bankerne skal som udgangspunkt selv betale regningen for fremtidens redningspakker. Statslige kapitalindskud skal følges af medejerskab og indflydelse. Derfor foreslår Enhedslisten følgende initiativer.   

i. Fremtidige bankpakker skal sikre staten overskud og indflydelse

Den seneste finanskrises bankpakker, hvor staten løb en enorm økonomisk risiko ved at give kæmpe indskud og statsgarantier til en konkurstruet og uansvarlig branche uden at sikre sig en direkte indflydelse i branchen som modydelse, skal ikke gentages. Staten have desuden have mulighed for selv at videreføre de sunde dele af nødlidende banker.

  • Ingen kapitalindskud uden indflydelse og afkast
    Hvis der i fremtiden igen er danske banker, der har brug statslige kapitalindskud som følge af nye bankkriser, skal det sikres, at kapitalindskuddet sker i en form, der giver staten aktivt medejerskab i banken. Det betyder, at den kapital der indskydes – medmindre stærke argumenter taler imod det – skal være i form af medbestemmende aktiekapital.
  • Banker under afvikling skal kunne drives videre i offentligt regi
    Når banker erklæres nødlidende – f.eks. fordi de ikke lever op til kapitalkrav, eller gør sig skyldige i andre alvorlige forseelser – bliver de overtaget af statens afviklingsselskab Finansiel Stabilitet. Det skete med en lang række pengeinstitutter under og efter finanskrisen. Finansiel Stabilitet overtager driften og forsøger at videresælge de dele af banken, som er sunde, til andre banker. Når store banker opkøber kriseramte banker medfører det desværre en yderligere koncentration i finanssektoren, hvor få større banker, bliver mere magtfulde.
    Enhedslisten vil give Den Nationale Offentlige Bank (jf. Kapitel 2) ret og pligt til at byde på, opkøbe og videredrive de sunde kunderettede dele af nødlidende banker.
  1. Øg bankernes bidrag til Garantiformuen

Hvis udsagnet om at skatteyderne ikke skal redde bankerne, skal holde, og hvis indskydergarantiordningen skal være troværdig, så bør Garantiformuen være stor nok til at kunne sikre indskydergarantien i SIFI-bankerne.  Derfor vil Enhedslisten pålægge SIFI-institutterne et højere bidrag til garantiformuen. De mindre banker friholdes for det nye ekstrabidrag.

  • Øg bankernes bidrag til Garantiformuen
    SIFI-institutternes bidrag til Garantiformuen øges, så Garantiformuens midler inden for en 10-årig periode når op på 3 pct. af de dækkede indskud.[xi]

 

EU – en del af løsningen eller en del af problemet?

Det bliver ofte fremført, at løsningen på en effektiv regulering af finanssektoren, er et stærkere internationalt samarbejde – ikke mindst i EU.  Der er ingen tvivl om, at internationalt samarbejde – også på europæisk niveau i forhold til finansiel regulering principielt er en god idé. Men det er afgørende at forholde sig konkret og nuanceret både til EU’s generelle rolle for den historiske udvikling i finanssektoren, og til de konkrete områder hvor EU har kompetence eller er på vej til at få kompetence til at øve indflydelse på medlemslandenes regulering af finanssektoren.

EU – motor for liberalisering
Der er ingen tvivl om, at EU har et kolossalt medansvar for den problematiske udvikling i finanssektoren de seneste årtier. Det er i høj grad EU’s ønske om at etablere et fællesmarked med uregulerede kapitalbevægelser, og den følgende harmonisering af den finansielle regulering, som har skabt mange af de udfordringer, vi står med i dag. Det var f.eks. et direktiv fra EU, som første til, at vores unikke sparekassemodel blev ændret, ligesom det var et EU-direktiv, der førte til, at Realkredit-området blev liberaliseret, så bankerne fik lov at drive realkreditvirksomhed, og de foreningsejede realkreditforeninger blev omdannet til aktieselskaber. Det er også EU’s liberalisering, der åbnede op for Danske Banks voldsomme ekspansion i udlandet, der er én af hovedårsagerne til, at banken har fået det enorme omfang, den har i dag.  EU har altså spillet en hovedrolle i udviklingen af en finansiel sektor præget af finansielle supermarkeder, der er Too Big to Fail.

EU-regler står i vejen for løsninger
EU’s lovgivning kan også på en række områder blokere for eller besværliggøre nogle af de politiske tiltag, som der er behov for, hvis finanssektoren skal inddæmmes og placeres under øget demokratisk kontrol. EU’s statsstøtteregler kan f.eks. besværliggøre etableringen af offentlige bankalternativer, og statslige indskud eller lån til kooperative finansvirksomheder. Det var f.eks. truslen om åbningen af en sag fra EU-kommissionen, der førte til et forhastet salg af den statsovertagede Vestjysk Bank. På samme måde kan EU’s udbudsregler stå i vejen for at stille krav ved offentlige kontrakter – f.eks. muligheden for at udelukke finansielle virksomheder, der medvirker til skatteunddragelse.[xii]

Pendulet svinger tilbage
I årene umiddelbart efter finanskrisen var der i EU’s top, som så mange andre steder, en forøget vilje til at øge reguleringen af finanssektoren. Der blev oprettet nye tilsynsmyndigheder, og via Basel blev kapitalkravene skærpet. Der blev dog ikke gjort op med bankernes mulighed for at sno sig uden om kapitalkrav, så de højere krav fik ikke stor effekt. Og forsøg på at indføre en ny og klarere målestok for bankernes soliditet er foreløbig endt i en farce:

I maj 2018 vedtog EU, at den såkaldte gearingsratio skal ligge på omtrent samme niveau, som det Lehman Brothers havde, da det stod allerværst til. Man nedsatte også en ekspertgruppe med den finske nationalbankdirektør Erkki Liikanen i spidsen, der skulle komme med forslag til strukturreformer i banksektoren. Ekspertgruppen kom med en række vigtige forslag i Liikanen-rapporten. Herunder et forslag om, at EU-lovgivning skulle kræve opdeling af de største bankers aktiviteter, således at investeringsbankerne blev mere adskilt fra den almindelige bankdrift.[xiii]

Men de vigtigste af anbefalingerne blev aldrig gennemført, blandt andet på grund af en omfattende lobbyindsats fra den europæiske finanssektor.[xiv] I Juli 2018 blev forslagene om opdeling endeligt kasseret af EU-Kommissionen.[xv]

I de seneste år, er pendulet svinget tilbage til fordel for fornyet liberalisering af finanssektoren. Et godt eksempel er det seneste STS-direktiv, som har til formål at fremme et marked for såkaldte sekuritiseringer. Præcis den type uigennemsigtige, afledte finansielle produkter, som var én af hoved-udløserne af den finansielle krise i USA i 2008, og som vil føre til øget finansiel ustabilitet.[xvi]

Bankunionen risikerer at forværre problemerne

Én af de andre udløbere af finanskrisen var etableringen af EU’s såkaldte bankunion, der trådte i kraft i 2014. Danmark står indtil videre uden for bankunionen, men der er et stærkt politisk pres for at Danmark skal tilslutte sig. F.eks. brugte statsminister Lars Løkke Rasmussen de seneste bankskandaler til at tale for en dansk deltagelse, selvom hverken hvidvask eller skattesvindel er indenfor bankunionens kompetenceområde.

Bankunionen er blevet solgt som et redskab til at undgå, at skatteyderne igen skal betale for dyre bankpakker, når en ny bankkrise rammer én eller flere Europæiske storbanker. Med bankunionen etableres en fælles europæisk afviklingsfond, betalt af bankerne, som skal kunne bruges til at afvikle nødlidende banker uden at det rammer skatteyderne i fremtiden. Ideen med en afviklingsfond, hvor bankerne selv skal betale, hvis en bank krakker, er som udgangspunkt en god ide. Problemet med EU’s bankunion er, at afviklingsfondens omfang er meget begrænset og derfor meget hurtig vil løbe tør for penge, hvis en eller flere af de store banker går ned. Redningsfonden kommer til at rumme ca. 55 milliarder euro svarende til 410 milliarder kroner – dog først i 2023. Det kan lyde af mange rigtig mange penge, men i bankverdenen og særligt i krisetider, er dette beløb ikke nødvendigt noget særligt.

Ser vi på den nuværende krise vurderes den at have kostet skatteyderne mindst 12.500 milliarder kroner i redningspakker til bankerne. Det er godt og vel 30 gange beløbet i redningsfonden. Dermed giver bankunionen en falsk tryghed og skatteydernes risikerer forsat at skulle betale regningen, hvis europæiske storbanker krakker.

Den mest alvorlige konsekvens af en dansk tilslutning til Bankunionen vil dog blive, at det fremover bliver den Europæiske Centralbank, EU-kommissionen og repræsentanter for lande, der er medlemmer af bankunionen, der sammen med den tidligere Goldman Sachs-økonom, Mario Draghi, i spidsen,  skal tage stilling til, hvad der skal ske med danske banker, der erklæres nødlidende. Om de f.eks. skal have lov til at gå konkurs, om de skal fortsætte i offentligt regi, eller om de skal opsplittes og overtages af andre banker. Det er derfor ikke alene op til Danmark at beslutte, om vi skal redde danske banker med offentlige penge. Vi kan blive tvunget til at redde banker, som vi selv mener, det ville være mest fornuftigt at lade gå ned. Omvendt kan vi heller ikke selv skride ind over for en bank, vi mener bør afvikles.[xvii]

Der er altså tale om at afgive suverænitet på et helt afgørende område, som vil give ECB og andre retten til at definere og sætte grænser for store dele af udviklingen af den danske finanssektor. Et af argumenterne for en dansk tilslutning er, at Danske Bank er så stor, at Danmark ikke alene vil kunne håndtere en krise i banken. Men som Enhedslisten foreslår i dette udspil, bør dette løses gennem en opdeling af Danske Bank i mindre enheder. Bankunionen er dermed ikke et opgør med de store banker, som kan trække hele landes økonomier med ned, hvis de krakker. Tværtimod understøtter EU’s bankunion de store banker. Derfor bakker store spillere på det europæiske bankmarked, som bl.a. Danske Bank og Deutsche Bank, varmt op om etableringen af bankunionen, som de mener, kan bidrage til at konsolidere deres position i markedet.[xviii]

Finanslobbyens magt
Det er en årsag til bekymring, at den europæiske finanssektor fører en så voldsom lobbyvirksomhed over for EU-institutionerne, og igen og igen lykkes med at få afgørende indflydelse på EU-lovgivning der vedrører finanssektoren igennem.[xix]

Den europæiske finanslobby har 1.700 lobbyister ansat til at påvirke EU-institutionerne, det er fire gange så mange, som er ansat på finansområdet i EU-institutionerne selv. Hvert år bruger finanslobbyen omkring 900 millioner kroner på deres lobbyarbejde. 75 pct. af rådgiverne i nedsatte ekspertgrupper i EU har direkte forbindelser til finanssektoren.[xx]

I de ti år, som er gået siden krisen, er der ingen tvivl om, at finanssektoren vist sig både magtfuld og dygtig. Gode initiativer er taget af bordet, såsom forslagene om bankstruktur. Andre er først blevet udvandet, og så sat på pause, såsom afgifterne på finanstransaktioner. Og vi har i de seneste år set en række nye liberaliseringer som følge af ønsket om en kapitalmarkedsunion. Overordnet set formåede finanslobbyen at vende en defensiv situation til en offensiv.

Enhedslisten og EU’s finanssektor-regulering
Enhedslisten stiller for første gang op til EU-parlamentsvalg i 2018. Hvis vi indvælges vil vi – ligesom vi i mere end 25 år har gjort i Folketingets EU-udvalg – arbejde for, at EU’s fælles regler på finansområdet går i retning af en skrappere kontrol med finanssektoren. Og vi vil modarbejde ny deregulering og liberalisering, der gør finanssektoren mere kompleks og risikobetonet.

Samtidig vil Enhedslisten arbejde for, at Danmark og andre EU-lande kan gå foran, når det handler om strammere regulering af bankerne. Derfor bør EU ikke kunne blokere for, at lande fører en mere restriktiv regulering over for bankerne, eller at lande vælger at etablere offentlige eller kooperative alternativer til de kommercielle storbanker.

Reglerne for finanslobbyisters adgang til at påvirke lovgivningen i Bruxelles skal strammes kraftigt op, ligesom der skal sikres langt større åbenhed i udarbejdelsen af forslag til regulering. Samtidig vil Enhedslisten arbejde for et styrket samarbejde i Europa om indførsel af en skat på finansielle transaktioner samt bekæmpelse af skattely og andre former for grænseoverskridende økonomisk kriminalitet.[xxi]

Enhedslisten er modstandere af at Danmark skal tilslutte sig den europæiske Bankunion, og mener, at en tilslutning kræver en folkeafstemning.

[i] Finansiel Stabilitets hjemmeside: om Bankpakkerne https://www.fs.dk/bankpakke-i-v/om-bankpakkerne

[ii] Rangvid-udvalget (2013). Den finansielle krise i Danmark – årsager, konsekvenser og læring. Kap 1 https://em.dk/publikationer/2013/den-finansielle-krise-i-danmark-aarsager-konsekvenser-og-laering/

[iii] Danmarks Nationalbank 1818-2018, Jubilæumsskrift, 2018 side 97

[iv] Rangvid-udvalget (2013). Den finansielle krise i Danmark – årsager, konsekvenser og læring, bilag H3 s 447-https://em.dk/publikationer/2013/den-finansielle-krise-i-danmark-aarsager-konsekvenser-og-laering/

[v] Dr.dk: skatteyderne mistede milliarder på en nat, https://www.dr.dk/DR1/dr1-dokumentaren/sikke-en-fest/Nyheder/20121126101352.htm

[vi] Finanswatch.dk Upside-model gav Sverige 205 pct i afkast på Nordea-investering 10. december 2012 https://finanswatch.dk/Finansnyt/Pengeinstitutter/article4941550.ece

[vii] Garantiformuen blev oprindeligt kaldt Garantifonden. Finansiel Stabilitets hjemmeside: om Bankpakkerne https://www.fs.dk/bankpakke-i-v/om-bankpakkerne

[viii] Finansielstabilitets hjemmeside: Om Garantiformuen. https://www.fs.dk/garantiformuen/om-garantiformuen og Bekendtgørelse om en indskyder- og investorgarantiordning, 2. december 2016 §7-9 + bilag 1 https://www.fs.dk/media/2142/bekendtgoerelse_nr_1483_af_2_december_2016_om_en_indskyder-_og_investorgarantiordning.pdf

[ix] DBRS (2017). DBRS Confirms Kingdom of Denmark’s Rating at AAA, Stable Trend. https://www.dbrs.com/research/304568/dbrs-confirms-kingdom-of-denmarks-rating-at-aaa-stable-trend

[x] Gürtler, Kirsten, Søren Truels Nielsen, Kristine Rasmussen & Morten Spunge (2017). Digitale centralbankspenge i Danmark? Danmarks Nationalbank, 15.12.2017. side 2 http://www.nationalbanken.dk/da/publikationer/Documents/2017/12/Analyse%20-%20Digitale%20centralbankpenge%20i%20Danmark.pdf

[xi] I dag betaler de omfattede finansvirksomheder 2,5 promille om året i bidrag, hvilket på 6 år skal akkumulere til blot 8 promille. Der må således være udgifter forbundet med driften af fonden. Finansvirksomhederne bidrager proportionalt ud fra størrelsen på deres garantidækkede indskud. En fordobling af kundekredsen betyder således groft sagt en fordobling af bidraget. Der sker dog en risikovægtning, således at finansvirksomheder med risikable aktiviteter og kapitalforhold betaler et højere bidrag end finansvirksomheder med mindre risikable aktiviteter og kapitalforhold, jf. Bekendtgørelse om en indskyder- og investorgarantiordning, 2. december 2016 §7-9 + bilag 1 https://www.fs.dk/media/2142/bekendtgoerelse_nr_1483_af_2_december_2016_om_en_indskyder-_og_investorgarantiordning.pdf

[xii] Ritzau Finans (2015). Vestjysk Bank: EU indleder undersøgelse af statsstøtte. https://finanswatch.dk/Finansnyt/Pengeinstitutter/Vestjysk_Bank_/article8271037.ece

[xiii] Finance Watch (2018). Finance Watch Report “Ten Years After: Back to Business as Usual”. https://www.finance-watch.org/publication/10yearsafter-back-to-business-as-usual-an-assessment-of-the-post-crisis-financial-regulation-in-europe/

[xiv] Corporate Europe Observatory (2018). How the financial lobby won the battle in Brussels. https://corporateeurope.org/financial-lobby/2018/09/how-financial-lobby-won-battle-brussels

[xv] European Commission – Daily News (2018. Commission implements 2018 Work Programme commitment to withdraw 15 pending legislative proposals. http://europa.eu/rapid/midday-express-03-07-2018.htm?locale=en#3

[xvi] Follow The Money (2015). The Trojan Horse of Europe’s Capital Markets Union, part II. https://www.ftm.nl/artikelen/the-trojan-horse-of-europes-capital-markets-union-part-ii?share=1

[xvii] Altinget (2018). Forsker: Dansk deltagelse i bankunion er en dårlig idé. https://www.altinget.dk/eu/artikel/cbs-professor-dansk-deltagelse-i-bankunion-er-daarlig-ide

[xviii] CNBC (2018). European lenders need a fully formed banking union to compete with Wall Street, Deutsche Bank CEO says. https://www.cnbc.com/2018/11/16/-deutsche-bank-ceo-european-banks-need-a-banking-union-to-compete-with-wall-street.html

[xix] Corporate Europe Observatory (2009). Financial industry shapes EU regulation. https://corporateeurope.org/financial-lobby/2009/11/financial-industry-shapes-eu-regulation

[xx] Corporate Europe Observatory (2014). The financial industry employs 1.700 lobbyists and spends €120 million a year to influence the EU – at least. https://corporateeurope.org/pressreleases/2014/04/financial-industry-employs-1700-lobbyists-and-spends-120-million-year

[xxi] Enhedslisten (2018. Enhedslisten lancerer fælles europæisk kampagne mod skattely. https://enhedslisten.dk/2018/05/03/enhedslisten-lancerer-faelles-europaeisk-kampagne-mod-skattely

Tilbage til forsiden
Ø
X
STØT enhedslisten
 
Pressekontakt

Du er altid velkommen til at ringe til Enhedslistens pressetelefon på +45 33 37 50 80

NB: Skoleelever henvises til 3337 5050 – og til vores hjemmeside til skoleelever her: www.elevernes.enhedslisten.dk


Simon Malte Olesen

Presserådgiver
E-mail: [email protected]
Telefon: +45 61 62 42 88


Ida Trøiborg

Presserådgiver
E-mail: [email protected] 
Tlf: +45 61 62 56 13


Morten Torbjørn Andersen

Presse- og kommunikationschef
E-mail: [email protected]
Telefon: +45 61 62 54 74

Download: Logoer