Mere respekt for dem, der arbejder

1. maj 2025

Enhedslisten vil give fagbevægelsen nye våben i kampen for løn og arbejdsvilkår.

Regeringen og det politiske flertal mangler respekt for dem, der arbejder.  Sådan lyder det fra Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, som i dag i forbindelse med arbejdernes internationale kampdag, foreslår en såkaldt respekt-pakke, der skal give fagbevægelsen en række nye stærke redskaber til at sikre bedre løn og vilkår for danske lønmodtagere.

Blandt forslagene er et lovsikret kædeansvar, der vil gøre det umuligt for store selskaber, at tørre ansvaret for løn og arbejdsvilkår af på deres underleverandører. Samtidig vil Enhedslisten give fagforeninger ret til adgang til kontrolbesøg på alle arbejdspladser.

Enhedslisten foreslår også at gøre fagforening til en beskyttet titel, som kun må benyttes af de fagforeninger som forhandler overenskomst, og ikke af de såkaldt gule fagforeninger. Samtidig gøres fagforeningsfradraget udelukkende til de rigtige fagforeninger, der har overenskomsten på den arbejdsplads man er.

Pelle Dragsted udtaler,

Politikerne på Christiansborg mangler simpelthen respekt for dem der arbejder i det her land. Det er som om ikke mindst regeringen har glemt, at det er dem der går på arbejde der skaber værdierne og er grundlag for al den rigdom der skabes. Det handler for meget om dem i toppen, og for lidt om dem på gulvet.

– Det er på tide at politikerne viser taknemmelighed overfor dem der arbejder, og den bedste måde at gøre det på, er ved at give lønmodtagerne og deres organisationer bedre redskaber til at sikre rimelige og ordentlige løn og arbejdsforhold.

– Ikke mindst i en tid hvor rigmænd og oligarker får mere og mere indflydelse på vores verden og samfund, er det så afgørende, at almindelige arbejdere og deres organisationer får flere kræfter til at stå imod og sikre, at velstand og magt ikke koncentreres endnu mere i toppen. Stærke fagforeninger er et af de vigtigste værn mod de autoritære kræfter vi ser vinde frem.

Du kan læse hele udspillet ved at hente PDF’en til højre.

Scroll to Top