En historisk sejr for boligbevægelsen og kampen mod diskrimination

9. juni 2025

Udtalelse vedtaget på Enhedslistens årsmøde 2025

Det er en meget stor sejr for den aktive boligbevægelse, at EU-Domstolen højst sandsynligt kommer til at underkende ‘ghettolovgivningen’ som diskriminerende. Det skyldes kriteriet af ‘ikke-vestlig baggrund’, der opfattes som forskelsbehandling på grund af etnicitet.

Hermed får vi sikkert stoppet den meningsløse nedrivning af gode almene boliger, som ikke fejler noget: Endelig kommer syv års stædig kamp til at bære frugt.

Det er også en cadeau til Enhedslisten, som konsekvent har modsat sig denne politik lige fra starten. Fx gav årsmødet i 2019 Græsrodsprisen til Almen Modstand. Det er også en stærk bekræftelse af vores forståelse af, at bevægelsesarbejde er afgørende – og netop her rykkede det mere, end det var muligt at opnå parlamentarisk.

Men sejren skal ikke få os til at hvile på laurbærrene, da der forestår et vigtigt opfølgningsarbejde. Herunder opgaver, som ikke alene kan løftes via et bevægelsesarbejde. Derfor er Enhedslistens parlamentariske indsats vigtig. Nedenstående punkter er ikke nødvendigvis udtømmende, men de er i det mindste en god begyndelse:

– Vi vil sikre et akut stop for alle tiltag, som er en udmøntning af den snart ulovlige ‘ghettopolitik’. Dette kan bl.a. understøttes med spørgsmål, der skal besvares under ministeransvar.

– Vi vil også arbejde for, at kriteriet af ‘ikke-vestlig baggrund’ fjernes fra al anden lovgivning, som det indgår i, da det nu også bliver ulovligt. Fx via en princip-beslutning i Folketinget, som det vil være svært for de regeringsbærende partier at stemme imod.

– Enhedslisten vil synliggøre og bakke op om de mange erstatningssager, som denne afgørelse forventes at udløse: Lige fra menige beboere, som er blevet tvangsflyttet, over afdelinger og boligforeninger, som uretmæssigt har lidt tab, til Landsbyggefonden, som bestyrer beboernes penge.

– Enhedslisten vil arbejde for, at der placeres et politisk ansvar for denne skandaløse lovgivning. Det kan fx ske ved en grundig undersøgelse af udarbejdelsen af lovene: Var der her advarsler, som blev overhørt? Det bør ikke være ansvarsfrit at gennemføre en lovgivning, som fører til milliard-erstatninger, der skal betales af skatteyderne. Det bør en regering have den juridiske kompetence til at sikre sig imod.

Dette skal synliggøres mest muligt på alle de platforme, som vi har adgang til – ligesom det mange steder stiller os stærkt op til kommunalvalget i 2025.

Vedtaget på Enhedslistens årsmøde 2025

Scroll to Top