Genopretningsplan for handicapområdet

12. marts 2026

Enhedslisten foreslår en genopretningsplan for at vende den nuværende regerings syn på mennesker med handicap fra at være en udgift til en ressource.

En investering på minimum 1 mia. kr. til handicapområdet i kommunerne og en plan for at tilbagerulle de forringelser, SVM og de blå har lavet (øget magtanvendelser på botilbud, slagtning af socialtilsynet mm). Genopretningsplanen skal også indeholde en handicappolitisk handleplan med løsninger til at sikre, at flere får tildelt hjælperordninger (BPA), flere ledsagelsestimer og bedre sagsbehandling, så vi kommer væk fra de alt for høje omgørelsesprocenter.

Planens grundelementer:

 

  • Tillid til borgerne og mindre bureaukrati: BPA skal søges hver tredje år i stedet for en gang om året. Det faldende antal nytildelte BPA-ordninger skal undersøges og der skal tilføres yderligere midler til at kunne bevilge BPA, hvor der er et behov.
  • Den rigtige behandling første gang – færre sager pr. sagsbehandler og færre fejl i sagerne.
  • Bedre system for handicapbiler – digitale handicapkort for at mindske snyd og ny finansieringsmodel, så borgere uden mange penge kan have råd til lånet.
  • En specialeplan, der sikrer sikre, at specialiseret behandling samles i regionerne og, at visitation til et specialiseret tilbud er forpligtende og ikke kun vejledende for kommunerne.
  • Adgang til oplysninger for pårørende på botilbud ved tragiske dødsfald: Vi har de seneste år set en række tragiske dødsfald på botilbud (fx Thomas Strøbye og senest Isabell Jensen), hvor de efterladte ikke kan få besked om, hvad der er gået forud for dødsfaldet. Mennesket skal tilbage i centrum, ikke systemet.
  • Stop for profit på at drive botilbud og sociale velfærdstilbud: Selve konstruktionen med at kunne trække profit ud af driften af fx et botilbud, skaber incitamenter til ikke at investere i mennesket. Enhedslisten ønsker, at en ny regering gennemfører Socialdemokratiets tidligere forslag om at omdanne eksisterende private botilbud til selvejende botilbud. Dette vil fjerne profitmuligheden, fastholde muligheden for at drive et sted med ordentlig løn mv., men vil også medføre, at eventuelle overskud skal geninvesteres til gavn for borgerne på botilbuddet, ikke for en ejerkreds.

Finansiering:

 

Genopretningsplanen finansieres via det finanspolitiske råderum, som blev opjusteret i sommeren 2025, hvoraf Enhedslisten ønsker at prioritere en velfærdsgaranti på 32 mia. årligt. Minimum 1 mia. herudaf bør øremærkes handicapområderne i kommuner og regioner. Enhedslistens velfærdsgaranti handler både om at forsvare den nuværende velfærd, men også at styrke og udvide den.

Baggrund:

I forståelsespapiret for den forrige S regering, blev en stor evaluering af handicapområdet igangsat for at genoprette området. De år S lavede politik med et rødt flertal, blev der afsat midler til handicapområdet på samtlige finanslove:

  • Finanslov 2020: midler afsat til Overvågning om natten til unge med svære handicap
  • Finanslov 2021: midler afsat til Ledsagelse for mennesker med handicap og Borgerrådgivere
  • Finanslov 2022: midler afsat til Løft af rammen for Evaluering af det Specialiserede Socialområde (100 mio. kr. afsat til forbedringer af handicapområdet (forventet til brug på en specialeplan, forhandlinger som regeringen nu kører udenom finanslovsaftalepartierne) som opfølgning på evalueringen), Udvidelse af varslingsregler (SVM aflyste den forbedring for mennesker med handicap) og Flere aktive hjælpertimer, færre rådighedstimer.
Scroll to Top