Jette Gottlieb blev første gang valgt ind i Folketinget i 1994, hvor hun sad indtil 2001. Sidenhen genopstillede hun og blev valgt ind på ny i 2019. Nu stopper hun i Folketinget ved udgangen af måneden.
Jette Gottlieb stopper i Folketinget efter et langt liv i politik
Jette Gottlieb blev første gang valgt ind i Folketinget i 1994, hvor hun sad indtil 2001. Sidenhen genopstillede hun og blev valgt ind på ny i 2019. Nu stopper hun i Folketinget ved udgangen af måneden.
Jette Gottlieb var med til at stifte Enhedslisten i 1989. Hun har været politisk aktiv størstedelen af sit liv, mestendels på venstrefløjen og i fagbevægelsen. Leila Stockmarr indtræder 1. november som suppleant i Jette Gottliebs sted.
Jette Gottlieb udtaler:
- Nu har Enhedslisten en rotationsregel, som jeg bakker stærkt op om, og det kræver jo en vis rettidig omhu. Jeg synes, at det er passende at takke af nu, så er der god tid til at overlevere arbejdet og stafetten til nye kræfter i god tid inden et valg. Og jeg er jo ikke født i går.
- Man bliver jo engageret i sager man arbejder med, og vil gerne se nye kræfter forsætte dem og lykkes. Det glæder jeg mig meget til.
- Jeg er ganske tilfreds med mit bidrag her fra Folketinget. Jeg har arbejdet for grøn omfordeling, stærke fagforeninger, et ordentligt socialt sikkerhedsnet og god kollektiv trafik i en lille menneskealder. Der er stadig lang vej igen – nu er det så nogle andres tur.
Blå bog:
- Jette Gottlieb (76) er født på Nørrebro i 1948. Hun er uddannet cand.scient i geografi og samfundsfag og udlært tømrer.
- Medstifter af Enhedslisten og medlem af Folketinget for Enhedslisten fra 1994-2001 og igen fra 2019 til nu.
- Har arbejdet som tømrer og gymnasielærer samt været ansat i fagforening og a-kasse og siddet tre år i Københavns Borgerrepræsentation.
- Jette Gottlieb har været udsendt som field officer og logistiker for FN’s Flygtningeorganisation (UNHCR) omkring 15 gange i brændpunkter som Jugoslavien, Albanien, Afghanistan, Irak, Iran og Indonesien.
- Jette Gottlieb er bosiddende i et kollektiv på Christianshavn og er medlem af omkring 42 foreninger, som nu får mulighed for at nyde større glæde af Jette Gottliebs tid og engagement.