– Ulighedslov skal forpligte folketinget til at sænke uligheden

3. september 2024

Uligheden i Danmark slår år efter år rekorder, og er i de seneste år nået et historisk højt niveau. Det truer både solidaritet, sammenhængskraft og demokrati. Enhedslisten erklærer fra sit sommergruppemøde krig mod den stigende økonomiske ulighed.

– Ulighedslov skal forpligte folketinget til at sænke uligheden

Uligheden i Danmark slår år efter år rekorder, og er i de seneste år nået et historisk højt niveau. Det truer både solidaritet, sammenhængskraft og demokrati. Enhedslisten erklærer fra sit sommergruppemøde krig mod den stigende økonomiske ulighed.

For at stoppe den voksende ulighed foreslår Enhedslisten konkret, at vedtage en forpligtende ulighedslov, der med klimaloven som forbillede, skal sætte klare mål for at nedbringe den økonomiske ulighed.

Konkret foreslår Enhedslisten, at en lov fremover skal forpligte den til enhver tid siddende regering på en række konkrete mål for nedbringelse af uligheden frem mod 2035. De konkrete mål fastsættes på baggrund af anbefalinger fra et nyt nedsat ulighedsråd.

Pelle Dragsted, Enhedslistens politiske ordfører udtaler:

– Uligheden bliver bare ved med at stige og stige, og hvis udviklingen fortsætter, vil vi om få år have en ulighed på niveau med Storbritannien og USA. Det vil betyde et opgør med den solidariske samfundsmodel, som de fleste danskere holder så meget af.

– En lille elite i toppen er stukket økonomisk fuldstændig af fra alle andre. Det betyder, at kløfterne vokser ift. den frihed og de muligheder, vi hver især har. De rigeste kan i højere og højere grad betale sig til at springe over i køen i sundhedsvæsnet og gå tidligere på pension end alle andre. Og allerværst kan de købe sig til politisk indflydelse. Det bliver en ond cirkel.

– Det er et demokratisk paradoks, at målinger viser, at danskerne ikke ønsker mere ulighed. Alligevel er uligheden bare vokset og vokset uanset hvilken regering vi har haft. Det er derfor, at vi nu foreslår et nyt redskab – en ulighedslov. Vi har set med klimaloven, at det virker at sætte forpligtende mål. Og vi har helt ærlig ikke længere tiltro til socialdemokraternes mange løse løfter om at bekæmpe uligheden.

– Vi vil frem mod folketingsvalget fremlægge forslag til en række økonomiske reformer, der allerede i næste valgperiode kan sænke uligheden markant. Blandet andet ved at sænke skatten for de laveste indkomster og beskatte store formuer, arv og arbejdsfrie kapitalindkomster.

Det foreslår enhedslisten

  • Ulighedsloven skal sætte konkrete mål for at sænke uligheden gradvist frem mod 2035.
  • Der skal indføres et øjeblikkeligt ulighedsstop, der indebærer, at enhver reform, der øger uligheden i et relevant omfang, skal suppleres med modgående reformer, der øger ligheden.
  • Sænkelse af uligheden skal årligt måles på en række indikatorer – fx udviklingen i indkomsterne for de 40 pct. fattigste sammenholdt med gennemsnittet og Gini-koefficienten.
  • Der nedsættes, med klimarådet som forbillede, et ulighedsråd, der årligt skal vurdere, om regeringen er på kurs mod at nå ulighedsmålene, og komme med forslag til reformer, der kan bringe os nærmere målet.
Scroll to Top