Det er tid til at tage kontrollen tilbage – og gøre Danmark uafhængigt af Trumps USA.
Kender du det, når dankortet ikke virker, og dine mails er nede – og du ikke kan få det fikset?
Forestil dig, at det ikke bare rammer dig, men hele landet. At én mand i Det Hvide Hus kan trække stikket til vores digitale infrastruktur, vores betalingssystemer og ikke mindst vores forsvar.
Det lyder som en dårlig Netflix-serie. Men det er den virkelighed, vi kigger ind i med Donald Trump i Det Hvide Hus.
Trump har allerede én gang beordret Microsoft til at lukke en europæisk anklagers mailkonto. Hans milliardærvenner og tech-forbindelser har vist, at de er villige til at bruge deres magt til at påvirke valg, splitte allierede og dominere deres egne samarbejdspartnere.
Og alligevel siger Troels Lund Poulsen, at han “ingen skrupler har” ved at gøre Danmarks forsvar afhængigt af amerikanske våbensystemer.
Det er ikke bare naivt. Det er farligt.
Donald Trump er en trussel – ikke en allieret
Når én mand i Washington kan lukke ned for vores systemer og udstille vores afhængighed, er det ikke længere samarbejde. Det er sårbarhed.
Danmark er i dag afhængig af amerikanske servere, betalingsinfrastruktur og forsvarsudstyr. Vi bruger Elon Musks satellitter til at overvåge vores farvande. Vores valg er åbne for manipulation. Og vi lægger skæbnesvangre beslutninger i hænderne på en præsident, der har erklæret krig mod internationalt samarbejde, fri presse og demokratiske institutioner.
Vi skal ikke vente på næste krise. Vi skal handle nu.
Enhedslisten vil Trumpsikre Danmark
Vi foreslår en samlet tiårsplan, der skal gøre Danmark uafhængigt af Trumps USA – med både hurtige og langsigtede tiltag:
• Hjælpepakker til danske lønmodtagere, hvis Trump starter en handelskrig
• En gengældelsesplan rettet mod Trumps milliardærkreds – ligesom mod Putins
• Beskyttelse af danske valg mod manipulation fra rigmænd og tech-giganter
• Et digitalt Europa – uafhængigt af amerikanske servere og platforme
• Stop for køb af amerikanske våben – og opbygning af kapacitet i Danmark og Norden
Vi skal kunne sige nej – og selv bestemme
Vi skal kunne sige fra, når vores værdier trues. Vi skal kunne stå selv. Og vi skal aldrig, aldrig sætte vores demokrati, sikkerhed og velfærd i hænderne på en mand som Donald Trump.
Det kræver mod. Det kræver handling. Og det kræver, at vi siger det højt – selvom det ikke er belejligt for dem, der stadig tror, USA er vores ven.
Hvis du også mener, vi skal tage magten tilbage – så bak op om Enhedslisten. Bliv medlem her.