Stærkere regulering af finanssektoren

Da verden i 1930’erne efter krakket på Wall Street blev kastet ud i en omfattende finanskrise, reagerede politikere overalt på kloden ved at indføre skrap og omfattende regulering af finanssektoren.

I USA vedtog man den berømte Glass-Stegall Act, som adskilte den almindelige bankforretning fra investeringsbankernes spekulative aktiviteter. Kapitalkravene blev hævet og tilsynet markant skærpet.

Også i Danmark blev bankerne underlagt en skarpere lovgivning.

Reguleringen virkede. Fra Anden Verdenskrig og frem til slutningen af 70erne var verden fri for større finanskriser.  I Danmark var perioden også kendetegnet af stabilitet. Fra 2. verdenskrig frem til slutningen af 70’erne oplevede Danmark kun få bankkrak i mindre banker.[i]

Fra 80’erne svingede pendulet den anden vej. Nyliberalismens doktrin om det frie markeds økonomiske fortræffeligheder førte til en omfattende bølge af politiske liberaliseringer verden over. Siden har finansiel uro været mere reglen end undtagelsen, med den seneste finanskrise som foreløbig kulmination.

Begrænset regulering
Ti år efter finanskrisen må det desværre konstateres, at fornødne økonomiske reformer og politiske reguleringer, der kan holde en ny krise fra døren, endnu ikke har set dagens lys. Den internationale reformkurs efter krisen i 2008, som også har sat standarden for den danske krisehåndtering, har været langt mindre ambitiøs og mindre effektiv end reformdagsordenen i kølvandet på 1930’ernes krise.[ii]

De politiske reformbestræbelser har i altovervejende grad været fokuseret på snævre tiltag i forlængelse af Baselaftalerne – en samling af anbefalinger om regulering af finansielle institutioner. Fokus har været på at styrke bankers polstring gennem øgede likviditets- og kapitalkrav. De mere vigtige og nødvendige strukturelle reformer af bankmarkederne, f.eks. markante begrænsninger på storbankers størrelse og størrelsen på de mest risikobetonede markeder, er udeblevet.[iii]

Samtidig er en række af de tendenser, der gjorde sig gældende i finanssektoren i opløbet til finanskrisen, begyndt at vise sig igen. På internationalt plan har de mest spekulative finansielle produkter, som var væsentlige årsager til finanskrisen, gjort comeback i stort omfang og i nye former, der også denne gang sælges som ”sikre investeringer.”[iv]

Selvom bankernes kapitalisering globalt set er øget, er de øgede minimumskapitalkrav i overvejende grad blevet defineret ud fra såkaldt risikovægtede aktiver[v], som betyder, at kapitaldækningen fortsat er lavt målt i forhold til bankens samlede aktiver.

I Danmark har både Finanstilsynet og Nationalbanken fremhævet, at sammenfaldet af stigende aktivpriser og lave renter har afstedkommet en øget risikoappetit i den danske finanssektor. Bankernes konkurrence om kunderne har ledt til ny risikoopbygning, bl.a. via en lempelse af kreditstandarder, f.eks. for erhvervsudlån til konjunkturfølsomme brancher og på boligmarkedet.[vi] En situation, der minder om perioden op til seneste finanskrise. [vii]

I denne del præsenteres en række reguleringstiltag, der vil gøre samfundet og økonomien mindre sårbar over for den profitdrevne finanssektor:

i. Opdeling af de største banker
Reglerne der sikrede brandmure mellem pengeinstitut, realkredit, forsikring m.m. genindføres. Pengeinstitutterne deles op i henholdsvis kundeorienterede banker og investeringsbanker, og der indføres et loft på pengeinstitutters samlede omfang på 20 pct. af BNP. Der indføres værnsregler mod udenlandske opkøb og tilbudspligt til forenings- og andelsejede banker og realkreditinstitutter.

  1. Begrænsning af spekulation
    En afgift på finansielle transaktioner skal begrænse spekulativ handel med værdipapirer, og markedet for derivater og sekuritiseringer skal inddæmmes. Såkaldte skyggebanker skal ind under det normale tilsyn og reguleringsregime. Der indføres forbud mod aktieoptionsprogrammer, og risikofremmende lønstrukturer skal begrænses. Der indføres desuden loft over cheflønninger. Den stigende risikotagning i realkreditten bremses. Der indføres forbud mod aktieudlån. Enhedslisten tilslutter sig EU-arbejdet for indførelsen af en transaktionsskat.iii. Begrænsning af gældsopbygning og boligbobler
    De mest risikable låntyper såsom afdragsfrie lån og korte variable lån udfases sammen med rentefradraget for at bremse den voldsomme udvikling i danskernes privatgæld.
  2. Mere modstandsdygtige banker
    Kapitalkravene til de største banker øges, muligheden for at anvende interne risikovægte udfases, og der indføres et loft over gearing, så egenkapital skal udgøre mindst 10 pct. af de samlede aktiver. Det systemiske bufferkrav hæves til 5 pct. for SIFI-institutter.
  3. Stærkere tilsyn
    Finanstilsynet styrkes og får nye beføjelser. De gyldne svingdøre mellem tilsyn og finanssektor blokeres, og kravet om offentlige repræsentanter i bankernes bestyrelser genindføres.
  4. Indgreb mod urimelige gebyrer og bidragssatser
    Bankernes gebyrer kommer under skærpet tilsyn. Realkredittens bidragssatser reguleres, og der indføres et loft over årlige omkostninger i procent (ÅOP) på 15 pct. over Nationalbankens diskonto. Råderet til realkreditobligationer lovfæstes. Kunder fritages for skiftegebyrer ved forøgelse af bidragssatser.

vii. Indsats mod økonomisk kriminalitet og straffrihed i den finansielle sektor
Bagmandspolitiet styrkes, og lovgivningen strammes. Virksomheder, der medvirker til økonomisk kriminalitet og skatteundragelse, skal udelukkes fra offentlige kontrakter, og whisteblowere skal sikres rettigheder og beskyttelse. Rådgivning i skatteunddragelse og hvidvask kriminaliseres selvstændigt.

viii. Kriseramte banker skal selv betale
De største bankers betaling til garantiformuen øges. Eventuelle bankpakker skal give staten medejerskab, og de sunde dele af afviklede banker skal kunne drives videre i offentligt regi.

[i] Barsøe, Magnus (2018). Gud bevare afdragsfriheden. People’s Press: 148.

[ii] Eichengreen, Barry (2015). Hall of mirrors: The great depression, the great recession, and the uses and misuses of history. Oxford: Oxford University Press.

[iii] Bell, Stephen & Andrew Hindmoor (2018). Are the major global banks now safer? Structural continuities and change in banking and finance since the 2008 crisis. Review of International Political Economy (25)1: 1-27

[iv] Whittal, Christopher & Mike Bird (2017). In a Blast from a Financial Crisis Past, Synthetic CDOs Are Back. The Wall Street Journal, 28.08.2017. https://www.wsj.com/articles/in-a-blast-from-a-financial-crisis-past-synthetic-cdos-are-back-1503912601; Husband, Sarah (2017). Four Themes to Watch in European CLOs After Groundbreaking Year. Bloomberg.com, 21.12.2017. https://www.bloomberg.com/news/articles/2017-12-21/four-themes-to-watch-in-european-clos-after-groundbreaking-year

[v] OmFinans (2017. Øgede kapitalkrav i kølvandet på finanskrisen? http://www.omfinans.dk/2017/10/19/2-1-5-oegede-kapitalkrav-i-koelvandet-paa-finanskrisen/

[vi] Danmarks Nationalbank (2018) – Finansiel stabilitet – 1. halvår 2018. http://www.nationalbanken.dk/da/publikationer/Documents/2018/05/ANALYSE_Finansiel%20stabilitet%201.%20halv%C3%A5r%202018.pdf ; Finanstilsynet (2018). Markedsudvikling i 2017 for pengeinstitutter. https://www.finanstilsynet.dk/~/media/Tal-og-fakta/2017/Markedsudviklingsartikel-for-pengeinstitutter-2017-pdf.pdf?la=da

[vii] Rangvid-udvalget (2013). Den finansielle krise i Danmark – årsager, konsekvenser og læring. https://em.dk/publikationer/2013/den-finansielle-krise-i-danmark-aarsager-konsekvenser-og-laering/

Tilbage til forsiden