Forsvar de almene boliger

En million mennesker bor i almene boliger i Danmark. En boligform, hvor ingen tjener på at have lejere, og hvor der er et beboerdemokrati, som er med til at fastlægge huslejen og beslutte andre fælles regler. Og hvis man betaler huslejen og overholder reglerne, kan man blive boende til man skal bæres ud.

Siden 2013 har almene boligområder med en vis mængde sociale udfordringer risikeret at havne på en såkaldt ghettoliste. I år har den såkaldte ”ghettopakke” suppleret dette gabestoksprincip med regler, der griber ind i alt fra boliganvisning til valg af daginstitution for nogle af vores mest udsatte medborgere. Regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti udgør de primære aftaleparter, men også SF og De Radikale har lagt stemmer til dele af pakken. Kun Enhedslisten og Alternativet står helt udenfor.

 

Aftale på boligområdet

Med den nye boligaftale indføres såkaldte “ghettokriterier”. Disse kriterier beskriver en række forhold omkring beboersammensætningen i et boligområde, som afgør, hvorvidt området skal figurere på den såkaldte ghettoliste. Beboernes etnicitet er et af disse kriterier. Et område, der opfylder blot to af de fire første kriterier kan stemples som ”ghetto”, hvis området samtidig har en overvægt af beboere med ikke-vestlig baggrund. Et boligområde, der opfylder samtlige kriterier 1-4, kan derimod højst kaldes ”udsat”, hvis bare beboerne er etnisk danske. En ghetto kan altså aldrig være hvid, men defineres som et sted, hvor hudfarven primært er brun. Det er usaglig racial profilering, mener Enhedslisten.

———————————–
Fakta:
Sådan ryger man på listen

Fem ghettokriterier gælder for alle almene boligområder med mindst 1.000 beboere:

  • Over 40 procent af beboere i alderen 18-64 år har ikke tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse.
  • Over 60 procent (før 50 procent) af beboere i alderen 30-59 år har højst en grundskoleuddannelse.
  • Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige beboere i alderen 15-64 år, minus uddannelsessøgende, er under 55 procent af regionens gennemsnit for samme gruppe.
  • Andelen af beboere fra 18 år dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst tre gange landsgennemsnittet.
  • Over 50 procent af beboerne er indvandrere og efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande.

Udsatte boligområder skal opfylde mindst to af kriterierne 1-4. Det gør 55 områder.
Ghettoer skal opfylde mindst to (tidligere tre) af kriterierne 1-4 og opfylde kriterium 5. Det gør 30 områder (tidligere 22).

De hårdeste ghettoer skal have stået fire år på ghettolisten. Det gør 16 områder.
———————————–

De områder, der stemples som ”hårdeste ghettoer” tvinges til at nedbringe andelen af almene familieboliger til højst 40 procent inden 2030. Hvis der er plads, kan de gøre det ved at bygge nye ejer-, andels- eller private lejeboliger mellem de eksisterende bygninger. Ellers er der kun en vej: Væk med de almene familieboliger. De må sælges, omdannes eller rives ned. I yderste konsekvens får boligministeren og aftaleparterne hjemmel til at afvikle hele boligområder henover hovedet på kommunalbestyrelser og beboerdemokrati. Det giver reelt frikort til liberalisering af boligmarkedet, for ministeren kan således afvikle nogle områder med 100 procent almene boliger og genetablere dem med kun de 25 procent almene boliger, loven kræver for nye områder.

Uanset om familieboligerne afskaffes med salg eller bulldozere, så er det tilladt at opsige beboerne uden videre. Lejernes almindelige rettigheder gælder ikke. Og hvor de skal bo i stedet for, interesserer tilsyneladende ikke parterne bag ghettopakken.

 

Aftale på beskæftigelsesområdet
Boligselskaberne får decideret forbud mod at lade folk, der inden for de seneste seks måneder har fået integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp, flytte ind i udsatte boligområder. Samtidig skal kommunerne holde op med at anvise folk, der har fået integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp – eller førtidspension, arbejdsløshedsdagspenge eller sygedagpenge – til udsatte boligområder.

Ghettopakken vil kort sagt forhindre mennesker på de laveste ydelser i at flytte ind i de billigste boliger. Partierne bag aftalerne melder intet om, hvor de mennesker så skal bo. Hvor skal kommunerne henvise dem i stedet for? Med kontanthjælpsloftets indhug i boligstøtten skal boligerne jo virkelig være billige. Mennesker på de allerlaveste ydelser i at flytte ind i nogle af de billigste boligområder. Skal de udsatte flyttes til andre områder i en kommune – eller skal de i virkeligheden helt ud af byerne, der fremover kun bliver for de mere økonomisk heldige?

 

Aftale på børne- og undervisningsområdet
Mens børn i rigmandsghettoer bliver passet af au pairs hjemme, bliver de udsatte boligområders børn over et år nu tvunget i daginstitutioner, der risikerer at ligge langt fra hjemmet. Fremover må en daginstitution nemlig højst have 30 procent børn fra et udsat boligområde. Børn, der ikke går i f.eks. vuggestue, henvises til et såkaldt obligatorisk læringstilbud 25 timer om ugen, der skal lære dem dansk og introducere til danske traditioner, normer og værdier. Skulle nogen forældre alligevel holde deres tumling hjemme, så ryger børnechecken.

Når børnene når skolealderen, skal den tidlige indsats gerne give synligt afkast. Elever på skoler med høj andel af børn fra udsatte boligområder skal fremover sprogtestes hele tre gange i 0. klasse. At bestå er en forudsætning for at få lov at starte i første klasse – men dumpede børn kan tage på egenbetalt sommerskole og blive testet igen lige inden skolestart.

Vi ved fra andre dele af folkeskolen, at flere tests aldrig nogensinde har gjort børn bedre til at lære nyt. Stopprøver kommer derfor helt sikkert ikke til at hjælpe børn med sprogvanskeligheder videre, men det er næppe heller pointen med delaftalen. For symptomatisk nok afsættes der ikke én eneste krone i ekstra ressourcer til de skoler, der underviser dem. I stedet fastslår aftalen slet og ret, at det skal være muligt ovenfra at lukke skoler, hvis elever underpræsterer.

Alle kampagner

Ned med de billige familieboliger

De områder, der stemples som ”hårdeste ghettoer” tvinges til at nedbringe andelen af almene familieboliger til højst 40 procent inden 2030 – ellers nægtes de støtte fra Landsbyggefonden. Hvis der er plads, kan de gøre det ved at bygge nye ejer-, andels- eller private lejeboliger mellem de eksisterende bygninger. Ellers er der kun en vej: Væk med de almene familieboliger. De må sælges, omdannes eller rives ned. I yderste konsekvens får boligministeren og aftaleparterne hjemmel til at afvikle hele boligområder henover hovedet på kommunalbestyrelser og beboerdemokrati. Det giver reelt frikort til liberalisering af boligmarkedet, for ministeren kan således afvikle nogle områder med 100 procent almene boliger og genetablere dem med kun de 25 procent almene boliger, loven kræver for nye områder.

Uanset om familieboligerne afskaffes med salg eller bulldozere, så er det tilladt at opsige beboerne uden videre. Lejernes almindelige rettigheder gælder ikke. Og hvor de skal bo i stedet for, interesserer tilsyneladende ikke parterne bag ghettopakken. De fastslår kun, at genhusning på ingen måde må gå ud over eksterne ventelister og altså højst ske internt i ghettoen – hvor boligerne jo netop er revet ned.