Sammen gennem inflationen

Enhedslisten kræver massive skattelettelser

Enhedslisten kræver massive skattelettelser i bunden til millioner af danskere: ”Vi skal omfordele fra inflationsbaronerne, til dem der er særligt hårdt ramt af de stigende priser”

Med et nyt stort politisk udspil foreslår Enhedslisten akut at give en engangsskattelettelse til millioner af lavtlønnede, pen­sionister og andre danskere med små indkomster, der lige nu er meget hårdt presset økonomisk. ”Vi vil beskytte befolkningen imod de stigende priser”, lyder det fra politisk ordfører Mai Villadsen.

Stigende priser i køledisken. Elregninger på himmelflugt. Lige nu plager den økonomiske utryghed. Enhedslisten mener, at det er en politisk opgave at hjælpe danskerne så trygt som muligt igennem inflationskrisen og sikre, at krisen ikke rammer urimeligt og skævt.

Enhedslisten foreslår konkret en ekstraordinær engangsskattelettelse på op til 10.000 kroner i alt i 2022 og 2023 til omkring to millioner særligt hårdt inflationsramte danskere – lavtlønnede, pensionister, studerende og andre med små indkomster. Enhedslisten vil også give en solid håndsrækning til børnefamilier med en engangsskattelettelse ved at løfte den supplerende grønne check med op til 3.000 kr. pr. barn for børnefamilier i 2023.

Skattelettelserne skal betales ved at lægge en éngangsskat i 2022 på den overnormale profit hos de virksomheder, som lige nu spinder guld på inflationen. Provenuet anslås til at være mindst 30 mia. kr.

En række europæiske lan­de har indført eller planlægger at indføre beskatning af overnormale profitter. Enhedslisten foreslår, at Danmark lader sig inspirere af den konservative britiske regering, der har lagt en éngangsskat på 25 pct. på den del af energiselskabernes overskud, der ligger ud over den normale overskudsgrad. Dog foreslår Enhedslisten en lidt mere beskeden beskatningsprocent på 15 procent af den overnormale profit. Til gengæld skal alle milliardselskaber med ekstraordinære profitter omfattes – også udenfor energi-branchen. Det gælder fx fragt af varer. Enhedslistens udspil er overfinansieret med over 5 milliarder kroner.

Læs hele Enhedslistens udspil: Sammen gennem inflationen

Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen siger:

  • Inflationen river og flår i trygheden i samfundet. Lige nu giver indkøbsturen ondt i maven, og folkepensioni­ster og andre med lave indkomster gruer for den næste elregning. Sådan bør det ikke være. I Enhedslisten vil vi beskytte befolkningen imod de stigende priser ved at bede de selskaber, der spinder guld på inflationen, om at betale en del af deres overnormale overskud i skat. Det er kun fair.
  • Inflationen og prisstigningerne er kommet til os ude­fra, og de vil fortsætte en rum tid. Det kan vi desværre ikke gøre meget ved herhjemme. Men det er et politisk ansvar at omfordele inflationens byrder. Vi vil beskatte dem, der spinder guld på inflation og knaphed. De få store selskaber, som verdenssituationen tilfældigvis har sat i en ekstremt gunstig situation på resten af befolkningens bekostning. Så pengene kan gå til at lette skatten for millioner af lavtlønnede, pensionister, andre med små indkomster og helt almindelige børnefamilier, der lige nu er presset meget hårdt økonomisk.
  • Vi skal huske, at de penge, som vi betaler mere på vores elregning eller nede i supermarkedet, ikke for­svinder ud i den blå luft. De forsvinder tværtimod ned i lommerne på fx energi- og fragtselskaber, der lige nu høster ekstreme og historiske overskud. Alene fordi de i den nu­værende situation kan skrue priserne massivt op. Det er et politisk ansvar at omfordele fra det, man kan kalde inflationsbaronerne, og til dem, der rammes særligt hårdt af inflationen.
  • En engangsskat på 30 mia. kr. kan nok lyde af meget. Men omfanget afspejler de enorme ekstraprofitter, som en række selskaber lige nu indkasserer. Det er vigtigt at huske, at selv med en skat på 15 procent af de overnormale profitter, som vi nu foreslår, får inflationsbaronerne faktisk lov at beholde 85 procent af deres meroverskud – udover deres normale overskud. De har ingen grund til at klage.

Enhedslisten kræver nu, at regeringen indkalder til øjeblikkelige forhandlinger om en inflations-hjælpepakke betalt af en skat på overnormal profit. Enhedslisten vil i de kommende uger præsentere yderligere tiltag til at hjælpe inflationsramte borgere og virksomheder.

Læs hele udspillet: Sammen gennem inflationen

Alle kampagner
Ø
X