Kronik: Socialdemokratiet skal ikke løbe fra lønløftet til vores velfærdsansatte
Af: Mai Villadsen, Rosa Lund og Victoria Velásquez.
I dag er det 1. maj, og de røde flag flagrer. Vi fejrer endnu en gang Arbejdernes Internationale Kampdag. Men kampdagen skal ikke alene bruges på at fejre historiske sejre, men også på at sætte fokus på de faglige kampe, vi stadig står over for. Og der er desværre nok at tage fat på.
Den socialdemokratiskledede regering har indtil videre stjålet en fridag fra arbejdstagerne i form af store bededag og gør nu klar til at angribe nedslidtes ret til en værdig tilbagetrækning med seniorpensionen.
Den første af deres ulykker mødte massiv modstand i befolkningen og vækkede bastant utilfredshed i den danske fagbevægelse, som opfordrede regeringen til at skrotte forslaget eller udskrive en folkeafstemning. På samme måde bliver det nok heller ikke en vindersag, hvis regeringen gennemfører sine planer om de facto at afskaffe seniorpensionen, så nedslidte danskere skal arbejde længere. I Enhedslisten vil vi i hvert fald gøre, hvad vi kan, for at stikke en kæp i hjulet på det asociale forslag og insistere på retten til en værdig tilbagetrækning.
Men der er også et potentielt svigt, som er gået lidt under radaren; en historie, der ikke helt er blevet fortalt. Og den vil vi bruge anledningen til at sætte fokus på. Den handler om Socialdemokratiet, der er ved at liste en fuser ud ad bagdøren. For under armen har de deres løfte om lønforhøjelse til de offentligt ansatte.
Ingen ny finansiering til lønløft
I valgkampen slog Socialdemokratiet et stort løfte op, der handlede om at afsætte tre milliarder kroner til et mærkbart løft af velfærdsfagene. Men til trods for deres store ord om hjælp til velfærden er dette løft nu radikalt ændret.
For i regeringsgrundlaget er der pludselig ingen nye penge afsat til området. Lønløftet til de lavtlønnede offentligt ansatte – som Socialdemokratiet havde stillet dem i udsigt – skal nu i stedet finansieres af nedskæringer i kommuner og regioner. I Enhedslisten mener vi, at det er at fodre hunden med sin egen hale. For det vil tvinge de i forvejen pressede ansatte til at løbe endnu hurtigere og vil formentlig betyde færre kolleger. Helt, helt forkert.
I forvejen overvejer næsten halvdelen af de velfærdsansatte under 40 år at forlade deres fag, og mange oplever et arbejdsmiljø, der er psykisk belastende.
Samtidig udskyder den socialdemokratiskledede regering belejligt nok endnu en gang reelt at forholde sig til problematikken ved at nedsætte en ny kommission. Også selv om vi stadig venter resultatet fra to kommissioner, der ser på lønforholdene i den offentlige sektor og løsninger, som sikrer nok personale: Lønstrukturkomiteen og kommissionen for robusthed i sundhedsvæsenet, som fortsat arbejder.
Oven i det skal vi nu også have en sundhedsstrukturkommission, som endda har fået til opgave at komme med udgiftsneutrale anbefalinger og ikke medføre øget træk på personalekapaciteten. Her er udgangspunktet altså også, at der ikke skal tilføres nogle nye penge til sundhedsvæsnet.
Vi er mange, der ikke har tålmodighed til at vente på noget, som risikerer at blive endnu en syltekrukke. Og vi er især mange, som ikke mener, at et fair og ordentligt lønløft skal finansieres ved at gøre arbejdsforholdene i velfærden endnu hårdere. Hvis vi ikke begynder at håndtere de enorme udfordringer, der er i vores velfærd, og gør det til et attraktivt område at arbejde i – og det bliver det kun, hvis vi investerer i det – så risikerer vi, at vores velfærdssamfund bryder sammen.
Det er på tide at sikre flere kolleger ordentlige arbejdsforhold og retfærdig ligeløn.
Akut mangel på medarbejdere
Vi ser allerede, at alt for mange af dem, der hver eneste dag knokler for at levere den velfærd, resten af os er fuldstændig afhængige af, er ved at være godt trætte af at gøre det til underbetaling.
Det gælder i børnehaverne, hvor pædagogerne og de pædagogiske assistenter passer vores børn, på plejehjemmene, hvor social- og sundhedsuddannede tager sig af de ældre, og på sygehusene, hvor sundhedspersonalet plejer de syge.
Medarbejderne flygter ud af det offentlige, og færre og færre søger ind på velfærdsuddannelserne. 5.000 sygeplejerskestillinger er ubesatte. Vi mangler akut 4.000 pædagoger. Og om ganske få år vil vi mangle tusindvis af social- og sundhedsuddannede. Det er ildevarslende.
Problemerne med fastholdelse og rekruttering betyder også, at mange oplever, at de ikke kan få den hjælp, de har brug for i vores velfærdssamfund. Det er den yderste konsekvens af at fortsætte med at underprioritere og underbetale velfærdsprofessionelle. For vi kan åbenlyst ikke levere på vores velfærdsløfter, hvis ikke der er nok ansatte til faktisk at føre dem ud i livet.
Et opgør med tjenestemandsreformen
Derfor er det på tide at tage et opgør med den underprioritering, der afspejler, at vi sidder fast i fortiden.
De offentlige lønninger, som de ser ud i dag, baserer sig nemlig på en forældet og kønsdiskriminerende lovgivning, som betyder, at vi systematisk lønner det arbejde, kvinder typisk udfører, lavere i forhold til det, mænd typisk udfører. I 1969 placerede man de såkaldte ’kvindefag’ lavere end tilsvarende ’mandefag’ i det offentlige lønhierarki ved tjenestemandsreformen af 1969. Det er hamrende uretfærdigt og en af hovedårsagerne til den krise, vi står i.
Lønefterslæbet betyder, at det i gennemsnit koster dig to millioner kroner af din livsindkomst at vælge et traditionelt kvindefag i stedet for et traditionelt mandefag. Det er mildest talt absurd. Ikke mindst i en situation, hvor vi i dén grad har brug for, at flere – og ikke færre, som tilfældet er nu – vælger de fag til, som får vores samfund til at løbe rundt.
Derfor skal vi løfte de mange arbejdstagere i de offentlige, kvindedominerede velfærdsfag, som hver dag knokler til en løn, der er for lav. For de har ventet længe nok på de bedre forhold, som de blev stillet i udsigt. Derfor må vi ikke lade Socialdemokratiets lønløfte gå i glemmebogen.
Kampen for ligeløn fortsætter
Sidste år handlede mange 1. maj-taler om ligeløn – og med god grund. I Enhedslisten kritiserede vi statsministeren for at have lukket både øjne og ører for de problemer med ligeløn, mange har råbt op om i årevis.
Vi vil derfor gerne gentage vores opfordring fra sidste år til statsminister Mette Frederiksen (S): Giv håndslag på, at du vil handle. Ellers svigter du den arv, dit parti og 1. maj bygger på. Ellers gambler du med fremtidens velfærd.
For selv om vi både har markeret 1. maj og kæmpet for ligeløn i over 100 år, er vi ikke i mål. Vi har stadigvæk ikke ligeløn i Danmark. Det er en arbejderkamp, vi skal holde Socialdemokratiet op på – også nu, hvor det ser ud til, at de prøver at løbe fra den.
Denne kronik er bragt i Information den 1. maj.