— EU, Skat og finans
Komplet virkelighedsfjernt, at EU fjerner skattely fra sortliste
EU’s finansministre har i dag på et møde godkendt at fjerne Dominica, Anguilla og Seychellerne fra EU’s sortliste. Opdateringen af sortlisten sker kun få dage efter et kæmpe international skattelæk – Pandora Papers – som knytter de tre østater til skatteunddragelse blandt verdens rige eliter.
Enhedslistens EU-ordfører Søren Søndergaard kalder det ”komplet virkelighedsfjernt” og kritiserer, at Folketinget ikke er blevet inddraget i beslutningen om dansk støtte til den nye liste.
- For få dage siden fik vi det hidtil største internationale skattelæk, der afslører, hvordan verdens rige eliter ved hjælp af skattely har unddraget sig at betale millioner af kroner i skat. Folk er rasende. Og hvad er svaret fra EU? At fjerne tre af de skattely, som er involveret i skandalen fra sin sortliste. Det er jo absurd og komplet virkelighedsfjernt i forhold til det problem, vi står overfor.
- Den danske regering har støttet, at de tre skattely nu fjernes fra EU’s sortliste. Det er en beslutning, regeringen har taget egenhændigt uden at hente mandat fra Folketingets partier. I en så vigtig sag bør Folketinget selvfølgelig inddrages, hvis vores folkestyre skal tages alvorligt. Jeg vil derfor tage sagen op med finansministeren og Folketingets partier.
- Den seneste opdatering af EU’s sortliste over skattely viser, at EU ikke har i sinde at gøre listen til et nyttigt redskab i kampen mod skatteunddragelse. Vi kan ikke vente på EU, imens millionerne fosser ud af statskassen. Enhedslisten har derfor stillet forslag i Folketinget om, at Danmark laver sin egne nationale sortliste, hvor ingen skattely undtages fra at komme på listen.