Skatteforvaltningen
Skandalesagerne har hobet sig op, og ifølge de seneste tal fra Skatteministeriet mangler Skatteforvaltningen i skrivende stund (maj 2019) at inddrive ca. 116 mia. kr. Der er allerede blevet afskrevet 5,8 mia. kr. samtidig med, at det nu skrottede IT-system EFI kostede 1 mia. kr., som nu er spildt. Derudover er Danmark i den store skandale om udbytteskat blevet snydt for foreløbigt 12,7 mia. kr.
Det har vist sig at være en meget dyr og dårlig idé at spare på Skatteforvaltningen. Hvis man ikke havde sparet Skatteforvaltningen i stykker, havde vi haft adskillige milliarder mere i velfærdskassen, og vi kunne have brugt mange flere milliarder på velfærd, ny infrastruktur eller investeringer i uddannelse og de områder i Danmark, hvor der mangler ressourcer og økonomiske muligheder.
Selv om der i disse år bruges mange penge på at genoprette Skatteforvaltningen, så er planerne præget af organisatorisk kaos, forkerte prioriteringer og er økonomisk utilstrækkelige. Det er sørgeligt. At have en velfungerende Skatteforvaltning er fuldstændig nødvendigt for opbakningen til vores skattefinansierede velfærdsmodel. Samtidig er det helt oplagt en god forretning for samfundet.