Q&A om transportforhandlinger

Q&A om transportforhandlinger til hjemmesiden:

1. Hvorfor satse så stort på elbiler, når produktionen af batteriet og affaldet fra det forurener så meget?

Det er rigtigt, at det er belastende for klimaet at producere batteriet i en el-bil, men det indhenter sig på meget kort tid. Der er faktisk op til 85 % mindre CO2-udledning fra en el-bil end fra benzin- og dieselbiler, så det kan virkelig betale sig. Samtidig skal vi kæmpe for at forbedre kravene til produktionen og særligt til udvindingen af metallerne.

 

2. Ender elbilerne ikke bare med at køre på importeret sort energi, fordi det danske grønne elnet ikke har kapacitet nok til alle de elbiler, som Enhedslisten ønsker?

Det er selvfølgelig vigtigt, at den strøm, der bruges i el-bilerne er grøn. Med energiaftalen fra 2020 vil alt Danmarks elproduktion i 2030 være grøn og dermed også den el, som elbilerne kører på. Hvis det på et tidspunkt bliver nødvendigt at udbygge elnettet, vil Enhedslisten selvfølgelig også afsætte penge til dette, men situationen er faktisk den, at det danske elnet viser sig at have kapacitet til at forsyne langt flere elbiler end først antaget. Fordi bilerne langt det meste af tiden ikke vil skulle lades op samtidig, kommer der derfor ikke til at være problemer med at levere strøm nok som først antaget.

 

3. Hvordan skal jeg kunne have elbil når jeg har brug for at kunne trække en anhænger?

Der findes faktisk elbiler, som kan trække en anhænger. Desværre er det indtil videre kun de større og derfor også dyrere elbiler, der må have anhængertræk. Udviklingen går dog lynhurtig og der er mange nye modeller på vej. Enhedslisten vil jo heller ikke forbyde benzinbiler i morgen, men sørge for at de bliver udfaset over en årrække.

 

4. Vil jeg stadig have råd til en bil i fremtiden?

Ja. Enhedslisten vil i en periode give et kontant tilskud på 100.000 kr. på elbiler samt fastholde den lave registreringsafgift på dem, så elbilen ikke bliver et luksusgode. Mennesker for hvem, det stadig vil være for dyrt vil derudover blive kompenseret via den grønne check, som Enhedslisten også vil forhøje bl.a. ved hjælp af indtægterne fra en øget benzin- og dieselafgift for netop at imødegå dette problem.

 

5. Hvorfor vil I bruge så mange penge på bilerne som ikke giver nogen som helst arbejdspladser i Danmark?

Den grønne omstilling er helt utrolig vigtig og Danmark kommer kun i mål med vores klimamålsætninger, hvis vi sætter ind på alle områder. Derfor skal vi også have gang i den grønne omstilling af transporten. I dag bliver der allerede solgt over 100.000 biler i Danmark og alle de penge ryger ud af landet. Enhedslisten vil gerne sænke salget af nye biler, så det er ikke rigtigt, at der kommer til at blive brugt flere penge på biler. De bliver bare brugt på grønne biler i stedet for på benzinslugere.

 

6. Hvorfor vil give tilskud til køb af elbiler som også kommer de rigeste til gode?

Enhedslisten vil rent faktisk kun give støtten til elbiler, der koster under 350.000 kroner. I dag er det nemlig primært de store luksus-elbiler, såsom Tesla og Porsche, der nyder godt af afgiftslettelserne. Det skal vi vende om, så det er almindelige biler for familier med en almindelig indkomst, som vi støtter.

Det ligger Enhedslisten meget på sinde, at tilskudsordninger og afgifter ikke skal ramme skævt og skabe ulighed, og der spiller målretningen af tilskuddene og forhøjelsen af den grønne check en vigtig rolle. Vi skal ikke give støtte til direktørens Tesla.

 

7. Hvordan vil I sikre at der kommer til at være ladestandere nok til alle de biler, som Enhedslisten vil have?

I sin klimaplan har Enhedslisten afsat 240 mio. kr. over fire år netop til at fremme udbredelsen af hurtig-ladestandere markant for at give bilerne en større aktionsradius. Støtten skal særligt fokusere på de områder af Danmark, hvor der i dag er alt for få ladestandere. Derudover skal alle nye p-pladser forberedes til elbiler ved få ladestandere sat op, mens alle rastepladser og tankstationer også skal have ladestandere.

 

8. Hvorfor ikke satse mere på udbygningen af den kollektive transport i stedet for på privatbilisme?

Vi skal gøre begge dele. Der er både brug for bedre og billigere kollektiv transport og for at vi får skiftet fossilbilerne ud med elbiler. Selv hvis den kollektive transport blev helt gratis i morgen, ville det ikke kunne rykke nok folk fra deres bil og over i bussen. Derfor skal vi fokusere på begge dele.

 

9. Hvorfor skal vejafgifter inde i byen være højere end ude på landet, når det i forvejen også er dyrere at bo i byen?

Der er både kortere afstande og lettere adgang til kollektiv transport inde i byerne, og det gør nemmere at vælge kollektiv transport fremfor bilen i disse områder. Det ser lidt anderledes ud hvis man bor i mere tyndt befolkede områder, og for ikke at komme til at gøre persontransport markant dyrere for borgere, der ikke har et reelt alternativ til bilen, ønsker vi at sætte vejafgiften lavere ude på landet.

 

10. Hvorfor ikke gøre det gratis at oplade sin elbil fremfor at give støtte til at købe en elbil?

Der er rigtig mange, som i dag ikke har råd til at købe en elbil. For dem vil det ikke hjælpe, at det er gratis at lade den op. Allerede i dag er det langt billigere at eje en elbil frem for en benzinbil. Derfor er det vigtigste, at elbilen bliver et alternativ til benzinbilen, når familier med en almindelig indkomst skal vælge ny bil.

 

11. Hvad med udvindingen af metaller? Er den ikke dybt skadelig og foregår under kritisable forhold?

Jo, der er generelt kæmpe problemer med udvinding af metaller – både til elbiler, benzinbiler og en lang række andre produkter. Enhedslisten har kæmpet meget længe for at stille højere krav til minedrift og det vil vi fortsætte med – også til elbiler.

 

12. Er Enhedslisten enige med regeringen i, at det skal være dyrere at købe en Tesla, når man netop ønsker flere elbiler på vejene?

Som det er i dag er el- og hybridbiler fritaget fra at betale registreringsafgift. Fordi registreringsafgiften afhænger af bilens størrelse og pris, er det altså de største og dyreste el- og hybridbiler, der opnår den største økonomiske fortjeneste ved at være fritaget fra afgiftssystemet. I stedet for at støtte direktørens nye bil, vil Enhedslisten vil langt hellere bruge penge på, at gøre folk med almindelige indkomster i stand til at købe en elbil. Derfor skal luksusbilerne blive dyrere, mens der skal gives mere støtte til de små og mellemstore elbiler.

 

13. Hvorfor bliver Teslaen pålagt en højere afgift end benzinbilen?

Det bliver den heller ikke. I dag er en Tesla helt fritaget for registreringsafgifter.. Derfor stiger Teslaen mere end en tilsvarende benzinbil, men der vil stadig være meget lavere afgifter på de store elbiler end på de store benzinbiler. Enhedslisten vil dog hellere bruge penge på at støtte de mindre elbiler end luksusbilerne.

 

 

Tilbage til forsiden
Ø
X
STØT enhedslisten
 
Pressekontakt

Du er altid velkommen til at ringe til Enhedslistens pressetelefon på +45 33 37 50 80

NB: Skoleelever henvises til 3337 5050 – og til vores hjemmeside til skoleelever her: www.elevernes.enhedslisten.dk


Simon Malte Olesen

Presserådgiver
E-mail: [email protected]
Telefon: +45 61 62 42 88


Ida Trøiborg

Presserådgiver
E-mail: [email protected] 
Tlf: +45 61 62 56 13


Morten Torbjørn Andersen

Presse- og kommunikationschef
E-mail: [email protected]
Telefon: +45 61 62 54 74

Download: Logoer