Udtalelse fra Enhedslistens Hovedbestyrelse 18. april 2020

Fællesskab er vejen ud af Corona krisen


Den sundhedskrise, som Covid-19 epidemien har kastet verden ud i, er en historisk situation.  Vores førsteprioritet under denne krise vil være, at arbejde for befolkningens helbred og sikkerhed.
Corona-krisen har igen vist behovet for et stærkt og solidarisk velfærdssamfund med høj social tryghed.

Som alle andre kriser rammer Corona-krisen skævt. Det er ikke dem i toppen i samfundet, som ikke kan betale deres husleje eller elregning, men økonomisk svage grupper med lave lønninger og uden opsparing. Og det er de mennesker, som har den ringeste beskyttelse på arbejdsmarkedet – fx løst ansatte, ufaglærte og migranter, der rammes først og hårdest.

Alle, der rammes af krisen, skal have hjælp. Redningspakker har hjulpet mange lønmodtagere, freelancere og små selvstændige. Men mange falder stadig igennem. Det gælder ikke mindst de titusinder, som allerede har fået en fyreseddel, og som efter års udhuling af dagpenge og kontanthjælp nu står i en umulig økonomisk situation. Dagpenge og kontanthjælp skal øjeblikkelig sættes op.

Rigtig mange risikerer at blive sat ud af deres bolig og dermed få en voldsom social nedtur. Der bør derfor snarest muligt findes en model, der sikrer at hverken lejere, andelshavere eller ejere sættes ud af deres bolig pga. denne krise.

Corona-krisen bør heller ikke gå ud over udlændinges muligheder for at få opholdstilladelse eller statsborgerskab. Ligesom ghettolovene øjeblikkeligt må annulleres – ikke mindst på grund af den stigende arbejdsløshed.

Det er afgørende, at sundhedsvæsnet og plejesektoren efter år med nedskæringer får tilført alle nødvendige ressourcer, og at de offentligt ansatte får den nødvendige beskyttelse, herunder ret til at blive hjemme med løn, hvis de er i risiko-gruppen.

Det har været imponerende at opleve den stærke fælleskabsfølelse og hjælpsomhed, der spontant er kommet til udtryk på rigtig mange måder. Det giver styrke til at bygge videre på fælleskabsfølelsen.

Nedlukningen har vist, at en stor del af befolkningen har jobs, hvor man ikke kan arbejde hjemme og hvor en stor del ikke kan undværes selv i en isoleringstid. Det gælder ansatte i sundhedsvæsen og ældrepleje, men også skraldemænd, butiksansatte – ikke mindst i fødevarebutikker, rengøringsmedarbejdere, vej- og parkmedarbejdere, landbruget, fabriksansatte, byggeriet, uanset om det er lønmodtagere eller små selvstændige. Ofte er det de jobs, hvor man tjener mindst, der er mest udsatte under denne pandemi. Vi vil arbejde for at disse jobs aflønnes langt bedre.

De mange tiltag for at stoppe smittespredningen må ikke krænke basale frihedsrettigheder. Der skal være proportionalitet i indgrebene og solnedgangsklausuler, skal sikre, at de aldrig bliver en sædvanlig del af den danske lovgivning.

Den økonomiske krise skal løses solidarisk og grønt
Corona-epidemien falder sammen med en af kapitalismens tilbagevendende økonomiske kriser, og vil med stor sandsynlighed udløse et dybt økonomisk tilbageslag. Arbejdsløsheden vil stige og der er risiko for en ny finans-krise, der kan true banker og virksomheder på deres overlevelse.

Denne gang skal det hverken være velfærden, klimaet, eller de arbejdsløse og syge, der betaler for krisen. Der skal tværtimod gøres op med de ”udbudsreformer”, der har udhulet trygheden ved arbejdsløshed, sygdom og alderdom.

Regningen skal i stedet sendes til de grupper, der med de seneste års enorme kapitalgevinster, og med en lang række skatte-rabatter har forøget deres formuer og indkomst.

Skattevæsenet er blevet udsultet, og det har kostet statskassen mange milliarder kroner. Der er både gode penge og mange stillinger i at genoprette skattevæsenet.

Kultur, medier og et stærkt civilsamfund er afgørende for et demokratisk samfund. Derfor skal der sikres hjælpepakker, der kan hjælpe dem igennem krisen. Og kulturen skal have de nødvendige ressourcer til at kunne komme ud til alle dele af samfundet. I en krisetid er der endnu mere brug for kultur, der kan være kritisk, begejstre, skabe refleksion og alle de andre udfordringer og oplevelser, vi som mennesker har behov for.

I stedet for en ødelæggende nedskæringspolitik, skal den kommende krise mødes med en grøn stimulus-politik, der kan skabe titusindvis af stillinger.  Økologiske landbrug, skovrejsning- og naturgenopretningsprojekter, energirenoveringer, udbygning af vedvarende energi og kollektiv og eldreven trafik er blot eksempler.  Til gengæld kan vi spare mange penge på at stoppe investeringer i motorveje, broer og udbygning af fossil infrastruktur som Baltic Pipe.

Enhedslistens hovedbestyrelse er enige i EU’s åbning for statslige opkøb af vigtige virksomheder. Vi mener dog at det væsentlige er at sikre demokratisk ejerskab, så det kan også være fx medarbejdere, et lokalsamfund eller lignende der overtager ejerskabet. Og så må vi ikke mindst sikre en omfattende, offentlig produktion af medicin, vacciner og værnemidler.

Enhedslistens hovedbestyrelse understreger, at aftalerne i det forståelsespapir, som gav Mette Fredriksen mulighed for at danne regering, om velfærd, lighed og grøn omstilling står fast.

Hjælpepakker skal indebære modkrav
Hjælpepakker til erhvervslivet skal være begrænsede og konkrete og indeholde klare modkrav. Der skal sættes en stopper for udbetaling af udbytter til aktionærerne, indføres loft over lønningerne på ledelsesgangen, og virksomheder der opererer fra skattely skal udelukkes fra hjælp.

Opgaven med hjælpepakker er at redde arbejdspladser – ikke at redde aktionærerne fra tab. Derfor skal redningspakker til konkurstruede selskaber, indebære offentligt medejerskab. Medarbejdere der ønsker det skal ligeledes have hjælp og finansiel bistand fra det offentlige til at drive konkursramte virksomheder videre.

I det hele taget vil Enhedslisten arbejde for, at vi ikke fortsætter det samme uretfærdige, udemokratiske og klimafjendtlige økonomiske system, som nu for anden gang på få år er med til at kaste verden ud i en ødelæggende økonomisk krise.

De samfundsmæssige eftervirkninger af Corona-krisen kan enten føre til, at verden bliver mere fælles og solidarisk, eller den kan føre til, at verden bliver mere ulige og autoritær. I Enhedslisten kæmper vi for en fælles og solidarisk verden. I denne tilspidsede situation må vi dog desværre endnu en gang konstatere, at EU har vist sig uegnet som politisk institution til at håndtere store krisesituationer. Medlemslandene slår ring om sig selv, og i flygtningelejre i Sydeuropa eller lige uden for EU’s grænser tager den humanitære krise blot til – uden nævneværdig handling eller opmærksomhed fra verdenssamfundet. I mange dele af verden vil Corona-pandemien yderligere forrykke den økonomiske og politiske ulighed, samtidigt med at krisen visse steder bruges som undskyldning for at indskrænke borgernes rettigheder.

Mobilisering
I takt med udviklingen af krisen vil klassekampen skærpes og de politiske modsætninger vokse. Det er afgørende, at folkelig aktivitet og deltagelse på én gang kan skabe solidaritet og forandring nedefra og lægge pres på den politiske og økonomiske elite for en retfærdig kriseløsning.

Tilbage til forsiden