Blod på hænderne – regeringen køber artilleri hos israelske Elbit

Danmark køber artilleri-morterer for 107 mill. kr. af det israelske firma Elbit, der blandt andet boykottes af Danske Bank for mistanke om krænkelser af menneskerettighederne.

Enhedslistens udviklingspolitiske ordfører, Christian Juhl, siger:

– Den danske forsvarsminister, Claus Hjorth Frederiksen, og de ansvarlige politikere får blod på hænderne, når de nu har besluttet, at det danske forsvar skal købe morterer til artilleriet af det israelske firma Elbit. Elbit leverer udstyr til Israels aktiviteter på den besatte Vestbred og er mistænkt for at krænke menneskerettighederne.

– Netop i disse måneder har den israelske regering sanktioneret at yderligere 4000 israelere ulovligt kan bosætter sig  på den besatte Vestbred. Det er problematisk, at forsvarsminister Claus Hjorth Frederiksen køber artillerisystemet af det israelske Elbit. Og det er ganske uforståeligt, at Radikale Venstres ordfører Martin Lidegaard accepterer handelen.

– Sagen er endnu en påmindelse om regeringens store passivitet og ligegyldighed overfor Israels systematiske brud på internationale regler – og dermed overfor bestræbelserne på at finde en fredelig løsning på den 50 år gamle uløste konflikt. Enhedslisten har siden 2015, hvor planerne om de israelske indkøb blev kendt, forsøgt at få regeringen på andre tanker. Efter vores mening er international boykot, sanktioner og stop for investeringer i Israel den eneste vej til at få landet til forhandlingsbordet.

Flere nyheder