Aftale om realkredit er utilstrækkelig

I dag har Erhvervs- og Vækstminister Brian Mikkelsen landet en aftale med partierne bag bankpakkerne, om nye rammer for realkreditmarkedet. Dette kommer på baggrund af sidste års store debat om de voldsomt stigende bidragssatser, som Nykredit gennemførte. Enhedslistens finansordfører Pelle Dragsted, mener at aftalen er utilstrækkelig i forhold til at sikre trygge vilkår for boligejerne.

Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted, siger:

– Det er jo altid godt med små skridt i den rigtige retning. Men samlet set er denne her aftale utilstrækkelig, hvis man vil hjælpe de mange husejere, der agerer pengemaskine for realkreditinstitutterne og de banker, der ofte ejer dem. Selv om man sparer nogle tusinde kr. på indfrielsesgebyr, kurtage og kursskæringsgebyr, så er det stadig alt for dyrt at skifte realkreditinstitut. Det skyldes simpelthen, at den største omkostning ved at skifte institut ikke er gebyret, kurtagen og kurskæringen. Den største udgift er typisk, at ens kurs er ufordelagtig, når man skal indfri sit lån og skifte. Hvis den er ufordelagtig taber du langt flere penge end du ville betale for gebyr, kurtage osv. Derfor er kunderne stadig langt hen af vejen stavnsbåndet til deres realkreditinstitut.

– Der står i aftalen, at man vil have mere fyldestgørende begrundelser for pludselige prisstigninger i bidrag, rentetillæg eller gebyrer. Det er jo fint, men det ændrer ikke noget for kunderne, at de nu får at vide, hvorfor de skal betale mere, for betale mere det kommer de jo til. I stedet skal man være langt mere håndfast. Det bør fastlægges i lovgivningen, at man kun kan hæve omkostningerne såfremt ny lovgivning om øgede kapitalkrav eller pludselig store tab på udlån nødvendiggør det. At realkreditinstitutter vil polstre sig frem mod en børsnotering eller vil øge indtjeningen til de banker, der ejer dem, er ikke legitime grunde til at røve løs hos kunderne.

– Vi har jo netop set analyser i erhvervspressen, der peger på, at bankerne har tjent styrtende med penge på, at deres realkreditinstitutter har hævet bidragssatserne vildt og voldsomt under påskud af, at man skulle leve op til kapitalkrav. Derfor bør der også sikres gennem lovgivning, at tilsynet med realkreditten faktisk også tilser, at pengene bliver brugt til at dække kapitalkrav og ikke til at berige bankerne.

– Vi vil selvfølgelig støtte enhver forbedring af kundernes forhold på realkreditmarkedet, og det er dejligt at se, at det pres der har været fra fx foreningen Fair Bidragssats faktisk har virket. Der har været stor modstand mod at pille ved kursskæring og kurtage, men nu har man trods alt halveret disse, så det nytter faktisk at lægge et pres. Vi synes dog stadig ikke dette er tilstrækkeligt, og vi vil fortsætte med at arbejde for rimelige vilkår for boligejerne.

Alle nyheder
Ø
X
STØT enhedslisten
 
Pressekontakt

Du er altid velkommen til at ringe til Enhedslistens pressetelefon på +45 33 37 50 80

NB: Skoleelever henvises til 3337 5050 – og til vores hjemmeside til skoleelever her: www.elevernes.enhedslisten.dk


Simon Malte Olesen

Presserådgiver
E-mail: [email protected]
Telefon: +45 61 62 42 88


Ida Trøiborg

Presserådgiver
E-mail: [email protected] 
Tlf: +45 61 62 56 13


Morten Torbjørn Andersen

Presse- og kommunikationschef
E-mail: [email protected]
Telefon: +45 61 62 54 74

Download: Logoer