— Sundhed og psykiatri

Brugerbetaling på akutpladser skal forbydes

I morgen, fredag, skal Folketinget behandle et beslutningsforslag fra Enhedslisten, som vil forbyde brugerbetaling, når borgere bliver indlagt på en kommunal akutplads frem for på et sygehus.

En række kommuner opkræver i dag brugerbetaling hos de borgere, som bliver indlagt på en kommunal akutplads. Tal fra Sundhedsministeriet viser, at omkring 52 kommuner ud af 60 kommuner, som har svaret, at de har akutpladser, opkræver betaling. Brugerbetalingen udgør i gennemsnit omkring 160 kr. om dagen.

Tidligere har en række partier tilkendegivet offentligt, at de ønsker et opgør med brugerbetaling på kommunale akutpladser. Nu kommer sagen i Folketinget.

Enhedslisten sundhedsordfører, Stine Brix siger:

– Jeg forventer, at et flertal i Folketinget vil slå fast, at det ikke skal være lovligt at opkræve brugerbetaling, når en borger bliver indlagt på et en akutplads i kommunen frem for på et sygehus. Det er ikke rimeligt, at ældre svækkede mennesker bliver pålagt udgifter for at få nødvendig sundhedsbehandling. Det har altid være gratis at være indlagt på et sygehus – det skal også være gratis, selvom opgaverne flyttes over til kommunen.

– Jeg savner i den grad handling fra regeringen. Det er to en halv måned siden, at ministeren sagde, at der var behov for at præcisere loven, men der er stadig intet sket. Både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne har foruden os tilkendegivet offentligt, at de mener, at brugerbetalingen ikke bør opkræves. Det flertal, som har manifesteret sig i pressen, bør hurtigt kunne omsættes til handling i Folketinget.

Læs Enhedslistens beslutningsforslaget her

Alle nyheder