Enhedslisten med finanslovskrav: Psykiatrien skal have en akutmilliard

Psykiatrien står i akutte problemer. Der er alt for mange patienter til for få sengepladser, og personalet kan ikke følge med. Over halvdelen af alle læger inden for psykiatrien har inden for en given uge oplevet at udskrive syge patienter, inden de var færdigbehandlede. Alligevel blev området ikke tilgodeset ved den netop indgåede økonomiaftale mellem regionerne og regeringen.

Det får Enhedslisten til at kræve et akut løft af psykiatrien på finansloven som del af et finanslovsudspil, der bliver præsenteret senere i et i dag på et pressemøde. Allerede næste år skal der tilføres en milliard til psykiatrien, der blandt andet skal sikre flere sengepladser, mere personale og bedre hjælp til pårørende. ”Det er et hovedkrav for os”, lyder det fra politisk ordfører for Enhedslisten, Pernille Skipper.

Pernille Skipper, politisk ordfører for Enhedslisten, siger:

  • Vi bliver simpelthen nødt til at gøre noget ved forholdene, for dem af os der har psykiske lidelser. Svingdørspatienter, udskrivninger stik imod patienternes bedste og pårørende der ikke får information. Problemerne er så mange, at vi ikke kan vente på langsigtede handlingsplaner. Der er brug for en pose penge på finansloven, som kan bruges på flere sengepladser og mere personale i den almene psykiatri allerede næste år.

 

  • Der skal laves en 10-årig handlingsplan for psykiatrien. Det er allerede aftalt, og det er nødvendigt. Men det betyder altså ikke, at vi kan lade være med at gøre noget nu. Forestil dig, at hver anden kræftlæge eller kirurg hver uge oplevede at udskrive en patient, der ikke var færdigbehandlet. Det ville vi aldrig acceptere uden at reagere akut.

 

  • Det er ikke altid, at de med behov for psykiatrisk behandling bliver lyttet mest til. Det kan vi ikke være bekendt. Det er sygdomme ligesom alle andre, og de har ret til en ordentlig behandling, ligesom alle andre mennesker, der rammes af sygdom.

 

  • Enhedslisten vil have en akutmilliard til psykiatrien på finansloven. Det er et hovedkrav for os. Vi skal først og fremmest have oprettet flere sengepladser overalt i psykiatrien. Mennesker, der måske kæmper med selvmordstanker eller en svær depression, skal ikke udskrives, fordi en anden er endnu mere syg. Det er groft uansvarligt, og det skal vi have sat en stopper for øjeblikkeligt.

 

  • Regionsaftalen som regeringen har indgået med Danske Regioner, kan for første gang i mange år betyde, at vi undgår fyringer på hospitalerne. Det er vigtigt. Men psykiatrien er fuldstændig overset, og det er ikke første gang. Det skal være slut med at overse dem af os, der har psykiske sygdomme.

Enhedslisten foreslår:
Enhedslisten vil akut investere én milliard kroner i at få behandlingen på de psykiatriske afdelinger til at fungere. Midlerne skal fordeles til oprettelse af nye pladser og et akutberedskab i hver region. Desuden vil Enhedslisten have et løft af kvaliteten i behandlingen i almenpsykiatrien og bedre inddragelse af pårørende.

Enhedslisten foreslår, at midlerne bruges således:

  • 340 mio. kr. til et løft af normeringerne i den almene psykiatri. Pengene skal sikre tilstrækkeligt med personale, forbedre behandlingskvaliteten og nedsætte behovet for tvang og medicinering.
  • 250 mio. kr. til 200 nye sengepladser i den almene psykiatri.
  • 50 mio. kr. til hjælp til pårørende. Pårørende skal inddrages og hjælpes, så de kan støtte patienten. Derfor bør der indføres en pligt til at kontakte de pårørende og informere om rettigheder, diagnose og behandling. Samtidig skal der indføres et gratis undervisningstilbud til pårørende, der giver viden og redskaber til problemløsning til de pårørende – såkaldt psykoedukation.
  • 75 mio. kr. til 50 nye pladser i retspsykiatrien, samt 35 mio. kr. til 10 nye pladser på sikringen i Slagelse, hvor de sygeste og farligste patienter er indlagt. Det er bl.a. nødvendigt for at sikre, at der ikke ligger retspsykiatriske patienter fastspændt i almenpsykiatrien i månedsvis, mens de venter på en behandlingsplads[1].
  • En stærkere akutindsats i regionerne for 250 mio. kr. Der skal bl.a. indføres Psykiatriambulancer i hele landet, og der skal sikres specialiseret personale på vagt på akutafdelinger, akutsamtaler til pårørende og flere akutsenge.

 

 

Alle nyheder
Ø
X
STØT enhedslisten
 
Pressekontakt

Du er altid velkommen til at ringe til Enhedslistens pressetelefon på +45 33 37 50 80

NB: Skoleelever henvises til 3337 5050 – og til vores hjemmeside til skoleelever her: www.elevernes.enhedslisten.dk


Simon Malte Olesen

Presserådgiver
E-mail: [email protected]
Telefon: +45 61 62 42 88


Ida Trøiborg

Presserådgiver
E-mail: [email protected] 
Tlf: +45 61 62 56 13


Morten Torbjørn Andersen

Presse- og kommunikationschef
E-mail: [email protected]
Telefon: +45 61 62 54 74

Download: Logoer