— Arbejdsmarked, Erhverv, Trafik
Danmark undertrykker fundamentale arbejdstagerrettigheder og overtræder ILO-konventioner
Tirsdag d. 17/12 er der 2. behandling af et lovforslag (L 72), som vil udvide den skattefritagelse, som indtil nu har været forbeholdt søfolk på skibe i Dansk Internationalt Skibsregister (DIS). Der er tale om en statsstøtteordning til det danske rederierhverv, som EU-kommissionen ikke længere vil godkende, med mindre ordningen udbredes til samtlige skibsregistre i EU/EØS-landene.
Henning Hyllested, søfartsordfører i Enhedslisten, er målløs:
• Det er helt grotesk. Nu kommer vi i den situation, at danske skattekroner fremover kan gå til at støtte europæiske rederier i konkurrencen med danske rederier. Det er stik imod den begrundelse, der i sin tid blev brugt for at etablere DIS-ordningen, nemlig at støtte danske rederier i den hårde konkurrence fra andre på verdenshavene – herunder rederier med skibe under bekvemmelighedsflag, som f.eks. de åbne FoC-registre på Cypern og Malta, som anses for at være bekvemmeligheds-flag.
• Hvis denne lov vedtages, er det eneste, der for alvor vil være tilbage af DIS-ordningerne, den skammelige og forhadte §10 i selve DIS-loven. Det er den paragraf, der forhindrer de søfarendes faglige organisationer i at repræsentere søfolkene ombord på DIS-skibe, samt at forhandle deres løn- og arbejdsforhold.
• §10 i DIS-loven er et brud på FN-organisationen ILO’s konventioner 87 og 98, som netop sikrer retten til at organisere sig og forhandle kollektivt om løn- og arbejdsforhold. ILO har da også gentagne gange i årenes løb gjort skiftende danske regeringer opmærksom på konventionsbruddet og opfordret til trepartsforhandlinger. Intet er sket! Dermed gør Danmark sig skyld i overtrædelse af de mest fundamentale arbejdstagerrettigheder – i strid med den måde, vi i øvrigt har indrettet os på på det danske arbejdsmarked.
Enhedslisten har i forbindelse med lovforslaget stillet et ændringsforslag, som fjerner §10 fra DIS-loven. Men det bakkes kun op af SF. Det er ufatteligt, at socialdemokraterne fortsat vil tillade, at Danmark af alle lande undertrykker de mest fundamentale arbejdstagerrettigheder – kun for at please et forkælet erhverv, der vælter sig i statsstøtte. Som så (med L 72) ikke længere kan forbeholdes det danske rederierhverv.