Split de finansielle superkoncerner op

Det er dyrt og risikabelt for et samfund, at have banker der er ”Too Big to Fail”. Enhedslisten foreslår, at dele de finansielle megakoncerner op ved at genindføre adskillelsen mellem pengeinstitut og realkredit, og indføre et loft over pengeinstitutters omfang så deres balance højst må udgøre 20 pct. af BNP.

En af de mest opsigtsvækkende forandringer i finanssektoren gennem de seneste årtier er en markant koncentration af ejerskabet, hvor få finansielle superkoncerner har sat sig på store dele af markedet. En række finanskoncerner er vokset til et omfang, der betyder, at samfundet vil blive hårdt ramt, hvis de kommer i uføre. De er blevet Too Big to Fail. Alene Danske Banks balance svarer til 149 pct. af det danske BNP,[i] hvilket gør banken til én af de største i Europa målt i forhold til værtslandets økonomi.[ii] I USA udgør den største banks balance under 20 pct. af landets BNP.

Koncentrationen skyldes dels en lang række fusioner mellem de største banker og spare- og andelskasser, der var blevet omdannet til aktieselskaber. Samtidig medførte en implementering af et EU-direktiv i 1990, at det blev det tilladt for bankerne at drive realkreditvirksomhed gennem datterselskaber. Dermed var den historiske opdeling mellem banker og realkredit ophævet.[iii]

At danske myndigheder tillod opbygningen af sådanne megabanker, skal ses i lyset af, at man først indførte reel fusionskontrol i dansk lov med revisionen af konkurrenceloven af 1998.[iv] Selv efter indførslen af fusionskontrol tillod myndighederne fusionen af Danske Bank og Real Danmark. Det hænger sammen med, at Danmark i 1988 opgav det hidtidige konkurrencepolitiske paradigme, hvor man bekymrede sig om markedsandele. I stedet skulle myndighederne fokusere på fusionens konsekvenser for forbrugerpriser. Ved ikke at inddrage spørgsmålet om fusionens konsekvenser for de systemiske risici har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen dermed været central for opbyggelsen af Too Big to Fail-banker i Danmark.

 

Koncentrationen i finanssektoren

Antallet af pengeinstitutter i Danmark er halveret i løbet af de seneste 10 år: Det er især de små og mellemstore banker, der er forsvundet pga. bl.a. opkøb og fusioner.[v] Denne udvikling er en fortsættelse af den opkøbs- og fusionsbølge, som startede i 1980’erne.

I 1990 fik Den Danske Bank, Handelsbanken og Provinsbanken lov at fusionere. De var på daværende tidspunkt Danmarks henholdsvis største, næststørste og femtestørste pengeinstitut.[vi] Samme år fusionerede Privatbanken, Sparekassen SDS og Andelsbanken til Unibank der siden blev til Nordea. De var henholdsvis landets tredje, fjerde og syvendestørste pengeinstitut[vii] Dermed sad to megabanker på to tredjedele af markedet, og kunne benytte sig af et vidt forgrenet filialnetværk til at udkonkurrere de små, lokale pengeinstitutter, herunder de fællesejede banker, helt ude i de små lokalsamfund.[viii]

Blot 10 år senere blev RealDanmarks aktiviteter, herunder BG Bank, opkøbt af Danske Bank. Dermed opnåede Danske Bank en markedsandel på bankmarkedet på 42 pct., og tilsammen besad Danske Bank og Unibank 70 pct. af bankmarkedet og 45 pct. af realkreditmarkedet.[ix]

I løbet af 90’erne ekspanderede en række af de største banker uden for Danmarks grænser. Det gælder ikke mindst Danske Bank, som udvidede voldsomt – særligt i Irland, Baltikum og Norden.

Som det fremgår af nedenstående tabel er koncentrationen af ejerskabet i finanssektoren yderligere eskaleret efter finanskrisen.

Udvikling i antal af danske pengeinstitutter

Årstal Antal
2003 176
2004 175
2005 161
2006 152
2007 146
2008 138
2009 132
2010 123
2011 113
2012 96
2013 88
2014 80
2015 76

Kilde:  Bossow m.fl. (2. oplag, 2017): Introduktion til den finansielle sektor i Danmark. Hans Reitzels Forlag.

 

Accepten af de systemiske banker
Efter finanskrisen valgte man at klassificere en række af de største finanskoncerner som såkaldt ”systemisk vigtige” finansielle institutter (SIFI’er). Det er finansinstitutioner, der er så store, at en konkurs vil have markant negative konsekvenser for samfundet og økonomien. Hvis en eller flere af disse banker får alvorlige problemer, er der stor sandsynlighed for, at den danske stat vil være nødsaget til at træde til med kapital. Til gengæld for denne uofficielle statsgaranti pålægges disse finansinstitutter ekstra kapitalkrav og overvåges tættere end de mindre finansinstitutioner.

Det er ikke nødvendigvis dårligt for en bank at være på SIFI-listen, fordi markederne indregner den implicitte statsgaranti, når de stiller lånekapital til rådighed for bankerne, hvilket giver SIFI-institutterne adgang til billigere kapital end deres konkurrenter. Denne indirekte statsstøtte til de største finanskoncerner løber ifølge tænketanken Kraka op i 10-17 milliarder kroner årligt.[x]

 

Krav og regler for SIFI’er:

For at opnå SIFI-status skal en finansiel virksomhed i to på hinanden følgende år ligge over grænseværdierne for en eller flere af følgende indikatorer:

  • Instituttets balance i pct. af BNP er højere end 6,5 pct.
  • Instituttets udlån i Danmark i pct. af danske penge- og realkreditinstitutters samlede udlån i Danmark er over 5,0 pct.
  • Instituttets indlån i Danmark i pct. af de danske pengeinstitutters samlede indlån i Danmark er over 5,0 pct.

Systemisk vigtige finansielle institutter (SIFI) skal opfylde et kapitalkrav i form af et såkaldt SIFI-bufferkrav, der reflekterer det enkelte instituts systemiske vigtighed (eller systemiskhed). SIFI-bufferkravet skal opfyldes med egentlig kernekapital.

Bufferkravet skal opfyldes med samme procentvise krav på konsolideret niveau for koncernen og på individuelt niveau for hvert enkelt pengeinstitut og realkreditinstitut, der indgår i koncernen.

Det er erhvervsministeren, der fastsætter SIFI-bufferkravene inden for rammen af den systemiske buffer.

Kilde: Finantilsynet (28. juni 2018). Systemisk vigtige finansielle institutter (SIFI). https://www.finanstilsynet.dk/~/media/Nyhedscenter/2018/Sifi-udpegning/Samlet-oversigt_Danmark_2018-pdf.pdf?la=da

 

Hvorfor er de finansielle megakoncerner et problem?
Det er et vigtigt erkendelsesmæssigt fremskridt – til sammenligning med perioden før finanskrisen – at man i dag vedstår, at der eksisterer finansielle virksomheder, som er så store, at en konkurs vil ramme hele samfundsøkonomien negativt. Men i stedet for at begrænse de største finansielle koncerners omfang har man med SIFI-klassificeringen blot affundet sig med, at der findes enheder, som er Too Big to Fail.

Udover den manglende konkurrence i branchen er det problematisk, at relativt få, store finanshuse sidder på næsten hele bankmarkedet, og ikke nok med det – de sidder også på realkredit, forsikring, fondsmæglervirksomhed og store dele pensionsmarkedet.

For det første er det et demokratisk problem. Rammerne for beslutninger omkring en så vital del af dansk økonomi, som bank- og realkreditlån til borgere og virksomheder afgøres nemlig af en meget lille gruppe af bestyrelses- og direktionsmedlemmer.

For det andet spredes problemerne i sektoren rundt. Når banker driver fondsmæglervirksomhed, realkreditvirksomhed og pensionskasse, kan problemer i det ene område hurtigt sætte sig i andre områder af finanssektoren. Samtidigt er bankerne blevet mere sårbare over for, at finansiel uro i udlandet kan sprede sig til Danmark – ikke mindst i Europa, hvor væksten i udlånet til udenlandske låntagere op til finanskrisen var halvanden gange større end væksten i udlån til hjemlige låntagere.[xi]

For det tredje bliver statens hænder bundede. Staten er bragt i en situation, hvor konkurser i et eller flere af de store finanshuse vil være så fatale for samfundet, at politikerne ikke har andet valg end at stille med milliardlån, når bankerne kommer i uføre. Som vi så efter finanskrisen, måtte staten yde lån og garantier for milliarder.

For det fjerde er det risikobetonet. Når en bank ikke længere selv bærer den fulde risiko af dens egne dispositioner opstår risiko for såkaldt moral hazard, dvs. at banken har incitament til at opføre sig mindre forsigtigt og mere risikovilligt, end den ellers ville have gjort, hvis den selv stod med hele regningen for vovede dispositioner. Danske Banks og Nordeas involvering i hvidvasksager og skatteunddragelse samt den stigende vækst i risikable udlån i de store banker[xii] kan næppe forklares uden at erkende den betydning, som moral hazard spiller.

For det femte
er det dyrt for kunderne. Koncentrationen af ejerskab har betydet, at få finansielle giganter dominerer bank- og realkreditmarkedet, og denne monopollignende situation har været med til at drive gebyrer og bidragssatser markant op.

Og for det sjette gør de meget store finanskoncerner med omfattende udenlandske aktiviteter det svært at føre et grundigt tilsyn fra danske myndigheder side.

Det er på denne baggrund, at Enhedslisten foreslår, at der indføres – og på visse områder genindføres – en stribe regler, der begrænser de enkelte finanskoncers omfang og aktiviteter.

 

Erfaringer med regler for bankers størrelse
Flere lande har op gennem historien gennemført tiltag for at adskille diverse bankaktiviteter, og modvirke, at bankerne bliver for store til, at staten tør lade dem gå under. Som sagt var der i Danmark indtil 1990 en skarp lovsikret adskillelse mellem pengeinstitutter og f.eks. realkredit og forsikringsvirksomhed.

Et mindretal i Rangvid-udvalget, der i 2012 blev nedsat til at undersøge årsagerne til finanskrisen, anbefalede da også, at der igen blev indført en øvre grænse for størrelsen af danske finansielle institutter, og at en hensigtsmæssig løsning på problemet kunne være et krav om, at de finansielle supermarkeder frasælger deres realkreditvirksomhed.[xiii]

I USA sikrede den såkaldte Glass-Steagall Act mellem 1933 og 1999, at almindelig bankvirksomhed og investeringsvirksomhed, sidenhen også forsikringsvirksomhed, var adskilte og ikke måtte være affilierede.[xiv] Loven blev dog afskaffet i 1999,[xv] hvilket banede vejen for den gensidige afhængighed mellem forskellige bankaktiviteter, som var med til at udløse finanskrisen.[xvi] Forslag om at genindføre Glass-Steagall har cirkuleret i både USA og andre lande i efterkriseårene. Så sent som i 2016 var en genindførsel af Glass-Steagall en del af valgplatformen for både Demokraterne og Republikanerne.[xvii]
USA indførte dog i 1994 en regel om, at ingen bankgruppe må have en markedsandel på mere end 10 pct. af de samlede indlån,[xviii] og reglen er blevet yderligere strammet efter finanskrisen.[xix] Et loft over indlånsandele adresserer dog ikke, at bankerne kan benytte sig af andre former for finansiering til at vokse sig større. Efter vedtagelsen af Riegle-Neal Interstate Banking and Branching Efficiency Act i 1994 var stigninger i wholesale funding, som ikke var omfattet af loftet, årsagen til det efterfølgende vokseværk blandt de fleste kreditinstitutter.[xx] Et loft over indlånsandele kan altså have den utilsigtede effekt, at det vil motivere bankerne til at søge mindre sikre former for finansiering.


Enhedslisten foreslår

Enhedslisten ønsker, inspireret af historiske erfaringer fra både Danmark og andre lande, at gennemføre en række tiltag i reguleringen af finanssektoren, som vil begrænse finanskoncernernes omfang. Målet er at skabe en situation, hvor vi ikke længere har banker, der er Too Big to Fail.

i.  Adskillelse af bankernes forretningsområder

Den faste grænseopdeling mellem pengeinstitutvirksomhed, forsikringsvirksomhed realkreditvirksomhed, pensionsvirksomhed og ejendomsmæglervirksomhed genetableres. På kort sigt er det mest oplagt at udskille realkreditvirksomhed, fordi dette delmarked dels udgør en væsentlig del af SIFI-institutternes balance, dels er præget af væsentlige konkurrenceudfordringer.

  • Opdeling af forretningsområder
    Pengeinstitutter eller finansielle holdingselskaber, der har realkreditinstitutter som datterselskaber, skal frasælge realkreditten til andre ejere. Enhedslisten foreslår en omstillingsperiode på 3 år til adskillelse af banker og realkredit.Danske pengeinstitutter, der indgår i koncerner med forsikringsselskaber, ejendomsmæglerselskaber eller pensionsselskaber, skal skille disse forretningsområder ud i selvstændige virksomheder. Enhedslisten foreslår en omstillingsperiode på 5 år for udskillelsen af de nævnte aktiviteter i selvstændige virksomheder.
  • Udskillelse af pengeinstitutternes investeringsaktiviteter
    Pengeinstitutter skal udskille investeringsbankdelen fra den traditionelle kunderettede bankforretning.
  1. Loft over pengeinstitutter
    Selv efter en genindførsel af grænseopdelingen af de forskellige forretningsområder vil der stadig være pengeinstitutter, der har så stort et omfang, at de udgør en trussel mod finansiel stabilitet.
    Derfor vil Enhedslisten indføre en grænse for det enkelte pengeinstituts omfang. Det langsigtede mål bør være, at ingen banker skal overskride SIFI-grænsen på 6,5 pct. af BNP, men som et første skridt for at nå i den retning vil Enhedslisten indføre et loft på bankernes balancer på 20 pct. af BNP.
  • Maksbalance på 20 pct. af BNP
    Enhedslisten foreslår, at der etableres en grænse over pengeinstitutters størrelse, så deres samlede balance maksimalt må udgøre 20 pct. af BNP. Det betyder, at Danske Bank, Jyske Bank og Nordea skal frasælge en del af deres aktiviteter. Efter en udskillelse af realkreditten vil det dog formentlig kun blive Danske Bank, der omfattes. Enhedslisten foreslår en omstillingsperiode på 7 år for at bringe de berørte banker ned på det tilladte omfang.


iii. Værnsregler mod udenlandske opkøb og forkøbsret til kunderne
Der skal i forbindelse med de store finanskoncerners frasalg opstilles en række værnsregler, der sikrer imod udenlandske finansielle virksomheders overtagelse af afgørende dele af den danske finanssektor.
Der indføres en tilbudspligt, som sikrer kunderne mulighed for at overtage og videredrive realkreditvirksomheden eller de dele af pengeinstituttet, som skal frasælges i forenings- eller andelseje. Nyetablerede foreningsejede realkreditinstitutter skal kunne trække på lån fra Danmarks Erhvervsdemokratiske Investeringfond. Eksisterende kundeejede banker og realkreditinstitutter samt Den Nationale Offentlige Bank skal også have mulighed for at opkøbe og videredrive de frasolgte aktiviteter (jf. kapitel 2).

  1. Fusionskontrol
    I omstillingsperioden skal de berørte banker selvfølgelig ikke have mulighed for at gennemføre nye fusioner, der øger deres omfang. Efter omstillingen skal kontrollen sikre, at ingen banker fremover får mulighed for at gennemføre fusioner, der bringer dem i konflikt med begrænsningerne på bankernes størrelse. I det hele taget skal der fremover tages hensyn til konsekvenser for graden af systemiske risici i sektoren, når konkurrencemyndighederne skal træffe afgørelser om opkøb og fusioner.

    v. Strukturkommission
    Hvis der ikke umiddelbart kan findes politisk flertal for den type opdeling, som Enhedslisten foreslår, bør der i stedet nedsættes en hurtigt arbejdende strukturkommission bestående af uafhængige eksperter, der blandt andet på baggrund af erfaringer fra udlandet kan analysere fordele og ulemper ved forskellige modeller for opdeling, herunder f.eks. en dansk model for ’ring-fencing’ eller en skarpere antitrustlovgivning.


Sådan vil lovgivningen påvirke Danske Bank

Den lovgivning, som Enhedslisten foreslår, vil berøre alle SIFI-klassificerede institutter, men særligt Danske Bank. Danske Bank er et gigantisk finanshus med ikke færre end 20 datterselskaber, herunder Realkredit Danmark, Forsikringsselskabet Danica, Danica Pension og Danica Ejendomsselskab.[xxx]

Danske Bank har en balance på 3.500 milliarder kroner. Balancen omfatter både danske og udenlandske aktiviteter. De udenlandske aktiviteter er en integreret del af Danske Bank, og problemer i de udenlandske afdelinger har før givet store problemer for banken herhjemme, f.eks. under finanskrisen. Banken kom i så alvorligt uføre, at den danske stat endte med at hjælpe banken med 60 milliarder kroner.[xxxi]

Enhedslistens forslag om opsplitning af de største finanskoncerner vil indebære, at Danske Bank vil skulle frasælge eller udskille en række datterselskaber i selvstændige virksomheder med en anden ejerkreds. Pengeinstitutdelen vil skulle deles op i henholdsvis en kunde- og en investeringsbank, og for at nå ned på et omfang hvor bankens samlede balance ikke overskrider 20 pct. af BNP, skal yderligere aktiver udskilles. Det kan f.eks. ske ved frasalg af bankens udenlandske aktiviteter og ved at skille bankdelen yderligere op i en privatkunde- og virksomhedskundebank.

Tabellen herunder viser, hvordan en række af de foreslåede skridt ville kunne nedbringe Danske Banks balance og dermed få bankens forretningsområder og omfang i overensstemmelse med den nye maksbalance.

 

Pct. af bankens aktuelle balance Pct. af BNP
Efter frasalg af realkredit i Danmark og udlandet 75 2 115 %
Efter frasalg af pensions-, forsikrings- og investeringsaktiviteter i Danmark og i udlandet 35 % 55 %
Efter frasalg af resten af bankens udenlandske bankaktiviteter 20 % 30 %
Opsplitning i privatkunde og virksomhedsbank 2 x 10 % 2 x 15 2

Note: Enhedslistens beregninger tager udgangspunkt i Danske Banks fuldt konsoliderede balance for årsregnskabet 2017. Bemærk: Tallene er afrundede. Desuden er der taget udgangspunkt i bankens seks forretningsområder: Personal Banking, Business Banking, Wealth Mangament, Corporates & Institutes, Nordirland og Non-core, der tilsammen dækker cirka halvdelen af bankens aktiver. Den procentvise effekt af de enkelte skridt afhænger af, i hvilken rækkefølge skridtene tages.

[i] Finanstilsynet (2017). Systemisk vigtige finansielle institutter (SIFI). 29.06.2017.

[ii] Przeworska, Paulina (2014). Structural reform to refocus banks on the real economy. Finance Watch Policy Brief, August 2014.

[iii] Lov om ændring af lov om banker og sparekasser m.v. med flere love. https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=66341

[iv] Møllgaard, Peter (2012). Konkurrence og konkurrencepolitik, i Jubilæumsskrift: De Økonomiske Råd 1962-2012. De Økonomiske Råd.
https://www.dors.dk/files/media/graphics/Synkron-Library/50%C3%85rsJubil%C3%A6um/228_239_peter_m%C3%B8llgaard.pdf

[v] Sehested, Christian (2018). 10 år senere – halvt så mange banker: Upopulær spådom rykker nærmere. Finans, 18.04.2018. https://finans.dk/finans2/ECE10525743/10-aar-senere-halvt-saa-mange-banker-upopulaer-spaadom-rykker-naermere/

[vi] Larsen, Poul (2009) – Et spørgsmål om tillid – en beretning om danske pengeinstitutter. Ballerup: Skandinavisk Data Center. (s. 37)

[vii] Ibid. (s. 40)

[viii] Ibid. (s.42)

[ix] Konkurrencerådet (2000). Fusionen mellem Danske Bank og RealDanmark. https://www.kfst.dk/media/13879/20001108-afgoerelse-fusionen-mellem-danske-bank-og-realdanmark.pdf (s. 6)

[x] Tænketanken Kraka (2014). Implicit statsgaranti – Hvad er værdien af at SIFI og hvad er konsekvenserne? https://docplayer.dk/1133556-Implicit-statsgaranti.html

[xi] Lapavitsas, Costas et al. (2012). The financial sector: How to create a global crisis and then benefit from it, pp. 42-56 i Costas Lapavistas et al. (red), Crisis in the Eurozone. London: Verso

[xii] Høie, Thomas C. & Kasper Kronenberg (2018). Vagthund ser finanskrisetegn i flere banker. Børsen, 12.09.2018. https://borsen.dk/nyheder/avisen/artikel/11/207105/artikel.html?utm_source=forside&utm_campaign=nyhed_01  og Iversen, Claus (2018). Lussing fra Finanstilsynet: Danske Bank er værst til at lange risikolån over disken. Finans, 04.09.2018. https://finans.dk/finans2/ECE10847479/lussing-fra-finanstilsynet-danske-bank-er-vaerst-til-at-lange-risikolaan-over-disken/?ctxref=forside

[xiii] Rangvid-udvalget (2013). Den finansielle krise i Danmark – årsager, konsekvenser og læring: ”Det kan påføre den danske statskasse store tab, hvis det kommer til et sammenbrud i Danske Bank eller i andre store danske finansielle virksomheder, ligesom konsekvenserne heraf for dansk økonomi i form af mindsket kreditgivning mv. vil blive uoverskuelige.(…)På europæisk plan er der i Liikanen-rapporten fremsat forslag om en opdeling af de eksisterende pengeinstitutter i virksomhed som investeringsbank og i virksomhed som forretningsbank. En lignende opdeling er ved at blive gennemført i flere europæiske lande. Tilpasset danske forhold kunne en hensigtsmæssig løsning på problemet være et krav om, at balancen reduceres gennem frasalg af f.eks. realkreditvirksomhed.” (s. 40). https://em.dk/arbejdsomraader/finansiel-sektor-og-vaekstkapital/finansiel-stabilitet/finanskrisens-aarsager

[xiv] Maues, Julia (2013). Banking Act of 1933 (Glass-Steagall). Federal Reserve History. 22.11.2013. https://www.americanprogress.org/issues/economy/reports/2017/12/04/443611/resisting-financial-deregulation/

[xv] Blander, Alan (2014). Financial Entropy and the Opportunity of Over-Regulation. Griswold Center for Economic Policy Studies Working Paper No. 424. November 2014. https://www.princeton.edu/ceps/workingpapers/242blinder.pdf

[xvi] Nersisyan, Yevi (2015). The Repeal of the Glass-Steagall Act and the Federal Reserve’s Extraordinary Intervention during the Global Financial Crisis. Levy Economics Institute Working Paper No. 829. http://www.levyinstitute.org/pubs/wp_829.pdf

[xvii] Kamarck, Elaine (2016). Democrats and Republicans agree: Reinstate Glass-Steagall. Brookings Institution, 24.01.2016. https://www.brookings.edu/blog/fixgov/2016/07/24/democrats-and-republicans-agree-reinstate-glass-steagall/ og Wallach, Philip (2012). Moving Beyond Calls for “New Glass-Steagall”. Issues in Governance Studies, No. 51. September 2012. https://www.brookings.edu/wp-content/uploads/2016/06/13-glass-steagall-wallach.pdf

[xviii] Federal Reserve History (1994). Riegle-Neal Interstate Banking and Branching Efficiency Act of 1994. https://www.federalreservehistory.org/essays/riegle_neal_act_of_1994 og ILSR (2012). Market Share Caps. https://ilsr.org/rule/market-share-caps/

[xix] Kongressen (2010). Dodd-Frank Wall Street Reform and Consumer Protection Act. https://www.govtrack.us/congress/bills/111/hr4173/text (Sektion 622)

[xx] Johnson, Simon (2016). A Size Cap for the Largest U.S. Banks.

[xxi] Summary of the Too Big to Fail, Too Big to Exist Act (2018). https://www.sanders.senate.gov/download/tbtf-summary-2?id=06173A10-07A8-4EF6-AABC-76155BC6420E&download=1&inline=file

[xxii] Tarullo, Dan (2012). Tale ved ”Distinguished Jurist Lecture”, University of Pennsylvania Law School, Philadelphia, Pennsylvania. 10.10.2012. https://www.federalreserve.gov/newsevents/speech/tarullo20121010a.htm

[xxiii] Johnson, Simon (2016). A Size Cap for the Largest U.S. Banks.

[xxiv] Finance Watch (2018). Ten Years After: Back to Business as Usual. https://www.finance-watch.org/publication/10yearsafter-back-to-business-as-usual-an-assessment-of-the-post-crisis-financial-regulation-in-europe/

[xxv] Bank of England (2014). The implementation of ring-fencing: consultation on legal structure, governance and the continuity of services and facilities. Consultation Paper CP19/14, Bank of England Prudential Regulation Authority. Oktober 2014. https://www.bankofengland.co.uk/-/media/boe/files/prudential-regulation/consultation-paper/2014/cp1914

[xxvi] Olsen, Jesper (2018). Regulering af banker i Storbritannien i kølvandet på finanskrisen. Notat til orientering af Erhvervs-, Vækst- og Ekspertudvalget, Folketinget. 23.04.2018.

[xxvii] Bank of England (2014). The implementation of ring-fencing: consultation on legal structure, governance and the continuity of services and facilities. Consultation Paper CP19/14, Bank of England Prudential Regulation Authority. Oktober 2014. https://www.bankofengland.co.uk/-/media/boe/files/prudential-regulation/consultation-paper/2014/cp1914

[xxviii] House of Commons Library (2017). Banking Services: reform and issues. Briefing paper No. 07234. 22.12.2017.

[xxix] Bank of England (2016): https://www.bankofengland.co.uk/-/media/boe/files/quarterly-bulletin/2016/ring-fencing-what-is-it-and-how-will-it-affect-banks-and-their-customers.pdf?la=en&hash=E272AEC4AFA815AEAA55E4197B8B2AEFF8221F1A

[xxx] Danske Bank Årsregnskab 2017. Side 73. https://danskebank.com/-/media/danske-bank-com/file-cloud/2018/2/aarsrapport-2017.pdf

[xxxi] Rangvid-udvalget (2013). Den finansielle krise i Danmark – årsager, konsekvenser og læring, bilag H2 og H3, s. 444-447 https://em.dk/publikationer/2013/den-finansielle-krise-i-danmark-aarsager-konsekvenser-og-laering/

Tilbage til forsiden